Hvordan løser vi Zimbabwes problemer?

Mange Zimbabwe-interesserede var mødt op for at høre på, og stille spørgsmål til, to inviterede foredragsholdere; Earnest Mudzengi fra den zimbabweanske civilsamfundsorganisation, National Constitutional Assembly (NCA), og Venitia Govender, en sydafrikansk menneskerettighedsaktivist og rådgiver for NCA, tirsdag den 13/4 i Verdenskulturcenteret på Nørre Allé, København.

NCA blev dannet i 1997, med Morgan Tsvangirai som organisationens første præsident (han fratrådte denne stilling, da han blev præsident for oppositionspartiet Movement for Democratic Change (MDC) i 1999),  som en bred koalition af civilsamfundsbevægelser og enkeltindivider der søgte en reel demokratisering af Zimbabwe, som et modstykke til den øvrige opposition, der var fragmenteret og afmægtig. NCA fokuserer, som navnet antyder, på vigtigheden af en ny og mere inkluderende og demokratisk forfatning (den nuværende er udfærdiget af kolonimagten England og er ændret gentagende gange af Mugabe’s ZANU-PF, således at den har givet især præsidentembedet flere og flere magtbeføjelser). Efter pres fra bl.a. NCA blev en forfatningskommission oprettet, der skulle inddrage befolkningen i processen med at frembringe en ny forfatning.

En ny forfatning?

Befolkningens forslag til kommissionen om mindre magt til præsidentembedet og mere demokrati og fattigdomsbekæmpelse fik dog præsident Mugabe til at kalde befolkningens forslag for ”dumme” og ”uoplyste”. Desuden påpeger Earnest Mudzengi, at kommissionens rapport blev ændret til ukendelighed af ZANU-PF, hvorfor NCA måtte anbefale befolkningen at stemme imod den ved den forestående folkeafstemning, hvilket de gjorde. Dette var første gang ZANU-PF havde tabt noget valg, og de kommende præsident- og parlamentsvalg blev præget af et stigende antal voldshandlinger og intimidering af MDC og partiets tilhængere, fortalte han. Denne vold banede vejen for en ny forfatningsproces og førte til dannelsen af en samlingsregering bestående af ZANU-PF og MDC i 2009. Da denne nye forfatningsproces ikke var inkluderende eller folkeligt forankret, var NCA modstander af såvel denne som af samlingsregeringen, som ifølge Earnest Mudzengi ikke havde forbedret situation for flertallet i Zimbabwe.

Her gør Earnest et ophold, og smiler før han pointerer, at eventuelle kommunister blandt tilhørerne i det mindste kan se forbedringer i Zimbabwe i form af at alle embedsmænd i Zimbabwe, fra læger til receptionister, nu får den samme (lave) løn.

MDC

Hvad MDC angår, ser han tegn på, at MDC er ved at blive spundet ind i det spindelvæv af magt og korruption som ZANU-PF har opbygget igennem årene, selv magten stadigvæk i høj grad ligger hos ZANU-PF, og selv om han ikke vil gå så langt som til at sige at dette har været, eller er, et bevidst valg. MDC er dog det eneste troværdige oppositionsparti, og dermed oppositionens naturlige platform, fremhæver Earnest, men partiet må vende tilbage til dets folkeligt forankrede rødder og i højere grad inkludere befolkningen i den politiske proces. ZANU-PF’s er nemlig stærkest når befolkningen er mest apatisk, og manglende politisk engagement eller tro på at politiske løsninger kan forbedre Zimbabwes  situation, nærer den stigende apati.

Det international samfunds rolle i Zimbabwe

Det internationale samfund, herunder især naboen Sydafrika, kan dog ikke løse Zimbabwes problemer mener Earnest Mudzengi, selv om de kan yde en større indsats end de gør nu. Løsningerne er nødt til at komme fra et uafhængigt civilsamfund der presser regeringen (både ZANU-PF og MDC) til at inkludere den brede befolkning i forfatningsprocessen, pointerer han, for kun gennem skabelsen af en demokratisk, inkluderende forfatning, kan de reelt blive en del af den demokratiske proces.

Venitia Govender tager i sit oplæg netop udgangspunkt i det internationale samfunds rolle i Zimbabwes demokratiseringsproces. Hun mener at især Sydafrika er nøglen til at løse Zimbabwes problemer, selvom regeringspartiet ANC tydeligvis har det svært med at kritisere ZANU, og selv om ordet opposition ifølge hende er et fyord i Afrika. Venitia Govender påpeger nemlig, at Sydafrika har en egeninteresse i at være med til at løse Zimbabwes problemer, og at selv den sydafrikanske regering nu har accepteret, at samlingsregeringen ikke har opfyldt de mål der blev opstillet for den. Landet er et af de få lande i verden der modtager flygtninge fra Zimbabwe, og man regner med at mellem 1 og 3 millioner zimbabweanere er flygtet til Sydafrika, mange af disse højtuddannede, hvilket gør at man kan tale om en egentlig ”brain-drain” fra Zimbabwe.  De fleste af disse er desperate og udsatte. Der ydes nemlig ikke hjælp til flygtningene i Sydafrika, hvor landets egne indbyggere heller ikke har noget socialt sikkerhedsnet, og der er således ingen flygtningelejre eller anden offentlig hjælp at hente i Sydafrika. På den anden side, mener hun at Sydafrika også profiterer på de zimbabweanske flygtninge i kraft af den købekraft de trods alt har, og i kraft af de mange sydafrikanske interesser i Zimbabwe.

Hvad kan vi gøre?

Venitia Govender slutter af med at fastslå, at almindelige mennesker skam også har en vigtig rolle at spille, da især sydafrikanske politikere generelt har svært ved at ignorere folkeligt pres. Agendaen i Europa skal dog fokusere på forholdene for almindelige zimbabweanere, og skal udmønte sig i en egentlig ”people to people”-solidaritet, og europæere og sydafrikanere skal passe på ikke at overtage styringen og initiativet for en sådan kampagne. Hun mener derfor, at en styrkelse af Zimbabwes civilsamfund er det første nødvendige skridt i retningen af en demokratisering og økonomisk normalisering af Zimbabwe, men at dette nødvendigvis skal ske samtidig med pres fra det internationale samfund.