Røverhistorier fra Bellahøj

Der var både faste rammer, frie tøjler og gang i gaden i Bellahøj i de glade tressere og halvfjerdsere.

Kim Fritz brugte meget af sin opvækst i og omkring hans mormor og morfars lejlighed på Bellahøj. Det var dengang gademusikanterne spillede i gårdene, der var omrejsende prædikanter, linje fem kørte som både sporvogn og bus, man købte grønne Tuborg på klods, Bee Gees og T-Rex toppede hitlisterne og carmencurler var højeste mode.

Kims mormor og morfar boede på anden sal til venstre i en lejlighed på Borups Allé. Og der var faste rutiner og ufravigelige regler for, hvordan man skulle opføre sig. Eksempelvis skulle morfar altid have først når de spiste. Og børnene skulle være stille når pressens radioavis kørte lørdag og søndag klokken 12.

Hver lørdag, omkring klokken halv ti om formiddagen, gik Kims mormor ned til linje 21 ved brandstationen, kørte fem stoppesteder over til sin mor, hvor hun tilbragte hver lørdag formiddag. Så snart mormor var ude af døren blev Kim sendt over til kiosken på trekanten af sin morfar. Her skulle han købe to portere og 10 cerutter.

Til gengæld var der mere frie tøjler, når der skulle leges. I 1969 flyttede der en ny familie ind på anden sal til højre. Heldigvis for Kim havde familien to børn – en dreng og en pige. John, som den jævnaldrende dreng hed, og Kim blev hurtig rigtig gode venner.

– Vi spillede fodbold, håndbold, og hockey med mormors stokke i gangen, stille var vi ikke, men der blev sjældent tysset på os. Med jævne mellemrum fik vi knækket Johns sygekassebriller. Det var et cirkus uden lige, først skulle han til lægen og have en henvisning, så til optiker og så bestille et par nye sygekasse briller, let var det ikke, fortæller Kim Fritz.

– Om sommeren var der et liv og leben i gården, alle var nede. Der blev ofte arrangeret fælleslege, dåseskjul, kæde tagfat, hinkeruder, og andre fælles lege. Alle kunne være med, men man var nødt til at følge de uskrevne regler, ellers blev man smidt ud af legen, tilføjer han.

Fest og rockmusik
Mens tresserne blev til halvfjerdserne, var den helt store passion for mange af tidens unge rockmusik. Vennen John havde en gammel radio som på en god dag kunne fange Radio Luxumbourg. Og da han fik en kassettebåndoptager med tilhørende mikrofon i konfirmationsgave, kunne der optages bånd til den store guldmedalje.

– Problemet var vi skulle sidde og holde mikrofonen foran radioen, og være stille mens vi optog. Begge dele var meget svært, og hvis det endelig lykkedes, var jokeren hans lillesøster, som alt for ofte kom ind når optagelsen var i gang, med undskyldninger om det ene eller det andet. Og så røg den optagelse, forklarer Kim.

Der var også fester i klubben, der lå nede i kælderen i den ene ende af ejendommen, med billard, bordtennis, kassettebåndoptager og baren, med tilhørende barstole, sodavand, slik og rød belysning, der lå bagerst.

Eller lørdag aften hjemme hos Dan i Langgården. Hans forældre havde nemlig en kolonihave i Sydhavnen, som de valfartede afsted til hver fredag lige efter fyraften.

– Så gik festrutinerne i gang. Vi tømte lommerne for penge, lagde dem i en pulje, kørte på tanken og købte øl og cigaretter og hentede vores Lp’er. Dans forældre var rimelig trætte af klager fra naboer over larm om lørdagen, derfor begyndte hans far at gemme pickuppen til deres grammofon, for eksempel i køleskabet, mellem bøger og andre opfindsomme steder. Ind imellem kunne vi være nødt til, at holde pause, når presset på Dan blev for stort, og truslerne om øretæver blev til alvor, siger Kim Fritz.

Uheldige avisbude
Der var ikke mange penge mellem folk i Bellahøj dengang. Ikke at man nødvendigvis manglede noget, men hvis man ville have penge til Lp’er, smøger eller andet måtte man selv tjene dem.

John og Kim gik derfor med Brønshøj-Husum Avis og havde et stort distrikt på 250 aviser, som de fast hver torsdag stavrede af sted med på bagagebærret på deres cykler.

– En sommer i ’73 var der rigtig mange bude der holdt ferie samtidig, John og jeg så lyset, vi snupper alle distrikterne, cirka 3.000 aviser. Udbetaling af penge foregik ud af bagdøren – her fik vi ugens løn i en lille papirspose. Fordi vi ikke kunne nå og rende med alle aviserne, inden kontoret lukkede fredag eftermiddag, fik vi lønnen på forskud, fortæller Kim Fritz.

De første to dage gik det meget godt, men lørdag og søndag var de to unge knægte slidte, og endte med at blive snuppet i at fylde aviser i en container af en sur mand. Klagerne væltede ind den kommende uge, og trods en brødebetynget undskyldning, var deres tid som avisbude forbi – blev de fyret.

Miljøet og samværet omkring gården døde også stille og roligt ud.

– Gården var et særligt sted for os der var unge i 70’erne. Men tiderne ændrede sig. Tove blev skilt, Røde Erling og Vagn flyttede ind i den sorte firkant, Fru Larsen holdt op med at råbe efter os, slutter han.

Han holder dog stadig liv i hans ungdoms årti ved at holde foredrag og lave radioudsendelser om den tids musik. Det kan man læse mere om på kimfritz.dk.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: