Danskhed er Kim Larsen, DF, kongehuset og 1864

Onsdag var jeg til indfødsretsprøve. 40 spørgsmål om Kim Larsen, kongehuset, den kriminelle lavalder, folketinget, forældremyndighed, dansk historie og Dansk Folkeparti skulle afgøre, om jeg kan søge om at blive dansker.

Der var cirka 200 mennesker udenfor Hal A. Vi var kommet ind i varmen med vores stribede halstørklæder, muslimske tørklæder, hættetrøjer, huer og omvendte kasketter på hovedet, for at tage indfødsretsprøven i Mariendalshallen på Frederiksberg. Der blev konverseret på russisk, arabisk, engelsk og dansk.

”Jeg er lidt sur over at skulle tage denne her prøve for at blive dansk, når jeg har gået i dansk folkeskole og gymnasium, og har taget en videregående uddannelse her”, sagde en ung tysk dame til en midaldrende britisk dame på fejlfrit dansk.

En problemstilling jeg selv kender alt for godt, tænkte jeg, mens jeg viste mit britiske pas til en af de ansatte, så jeg kunne komme ind i hallen hvor prøven skulle stå.

Jeg er nemlig selv født på Rigshospitalet af en dansk mor og en engelsk far, er dansk gift og har danske børn, har gået i folkeskole i Danmark siden jeg var syv, og har en dansk gymnasieuddannelse, læreruddannelse, og kandidatuddannelse fra Roskilde Universitet.

Terminsprøve på tålt ophold
Efter at have afleveret mobiltelefoner og Apple watches, fik vi lov at komme ind i den falmende røde og karrygule Hal A, med dens basketballkurve og aftegninger af badmintonbaner på gulvet.

45 minutter fulgte, hvor vi sad i stilhed på vores klapstole, og forhåbentligt svarede rigtigt på mindst 32 ud af de 40 multiple choice-spørgsmål, som integrationsministeriet kræver for at man består.

Spørgsmål som ”hvornår blev Dansk Folkeparti dannet?”, ”hvor stor en andel af danske lønmodtagere er medlem af en faglig organisation?”, og ”hvad hedder kronprins Frederiks ældste søn?”.

Lidt ligesom en terminsprøve i 9. klasse, bare med et udfald der i yderste konsekvens kan afgøre, om Brexit risikerer at erodere mine rettigheder i Danmark og EU.

Danskhed og Dansk Folkeparti
Gør det så mig, eller det FN af håbefulde dansker-wannabees i alle afskygninger, som tog prøven med mig, mere dansk at vide at Dansk Folkeparti blev dannet i 1995, at kun cirka halvfjerds procent af danskerne er medlem af en fagforening, eller at Frederiks ældste søn hedder Christian?

Eller er det vigtigere at jeg rent faktisk føler mig dansk? At jeg er født i Danmark og har boet her i 39 år, at jeg jublede sammen med 100.000 andre på Rådhuspladsen, da Danmark blev Europamestre i fodbold i 1992, og at jeg savner rugbrød og salmiaklakrids, når jeg er i udlandet.

Det må læseren selv vurdere, selvom det nok nærmere er politikere som Løkke, Støjberg, Thulesen Dahl, Pape, Olsen Dyhr og Mette Frederiksen der burde overveje det.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: