Mulighedernes land

Mine oldeforældre elskede det Kina de kaldte ”mulighedernes land”. De måtte dog flytte, da Maos røde hær vandrede forbi i 1936. Men inden havde de lært, at egoisme intet har med kultur at gøre, hvilket er en erfaring som vi godt kunne lære af i dagens Danmark.

”Fra alle verdens lande kom der rejsende til kejserens stad, og de beundrede den … og de rejsende fortalte derom, når de kom hjem, og de lærde skrev mange bøger om byen, slottet og haven”.

Sådan skriver H.C. Andersen i sit eventyr Nattergalen fra 1843, der handler om kejseren af Kina og hans nattergal. Historien var inspireret af alle de ”kineserier”, som Andersen så på Tivolis åbningsdag.

Ligesom Andersen, har et væld af andre danskere ladet sig inspirere af Kina gennem tiden. Lige fra Tivolis grundlægger Georg Carstensen og Jørn Utzon, der lod sig inspirere af pagodetagene i kinesisk arkitektur da han designede Operahuset i Sydney, til mine oldeforældre.

Til Shanghai med dampskib
I 1900 rejste min oldefar Frederik til Shanghai, for at arbejde for Store Nordiske Telegrafselskab (i dag GN Store Nord). Turen med damperen ”Preussen” tog flere uger, og gik via Genoa, Port Said i Egypten, Suezkanalen, Aden i Yemen, Ceylon (i dag Sri Lanka), Singapore og Hong Kong.

Sidenhen arbejdede han for den kinesiske regering som mineingeniør, hvor han undersøgte salt-, kul-, tin-og guldminer eller -forekomster.

Frederik og min oldemor Sofie (der stødte til i 1915) endte med at bo mange steder rundt om i Kina indtil 1936, hvor Maos røde hær marcherede tæt forbi deres hus i Wutungchau, og de besluttede sig for at tage deres tre børn ”hjem” til Danmark.

Heldigvis har min familie gemt hundredevis af min oldemors breve og postkort, som hun sendte hjem til Danmark, og min oldefars rejsebeskrivelser og inspektionsrapporter.

Her kan man læse om, hvordan de endte med at elske Kina. Hvordan de fik mange kinesiske venner, og lærte af både kinesisk kultur og kulturmødet. Men også om krigsherrer, kinesiske og europæiske slyngler, borgerkrig, og gader fyldt med rickshaws og kulier.

Klubben i centrum
De første år i Kina levede Frederik, sammen med andre udstationerede fra Danmark, England og andre europæiske lande, dog et bachelorliv hvor ”den engelske klub”, med sine læselokaler, spiselokaler, billard-sale, tennisbaner og ikke mindst baren, var i centrum.

”Klubben var første og fremmest en bar, hvor det i den tid flød rigeligt med alle slags drikkevarer. Man kunne ikke drikke ukogt vand, og det var klogest overhovedet ikke at drikke vand. Det faldt os nu ikke så svært”, skrev han i et tilbageblik mange år senere.

”Meget til kineserne så jeg ikke i mine første år i Kina, undtagen i vort kontor”.

Vesterlændinges opfattelse af kineserne var på denne tid ofte både nedladende og patroniserende. I 1901 omtalte Frederik således i et brev til sin far kineserne på kontoret som ”ikke synderligt begavede skævøjede langhårede driverter”.

Erfaringer og en større åbenhed skulle dog ændre Frederiks opfattelse af kineserne og kinesisk kultur, samt af europæernes rolle i Kina.

Rickshaws og kulier
Hverdagen i Kina for hundrede år siden var meget anderledes end på Als, hvor Sofie kom fra. Hun var flyttet til Kina i 1915, og var blevet gift med Frederik på en inspektionstur nær den lille by Lar Tsu Tse ved Amur-floden ved grænsen til Rusland. Her skulle Fredrik inspicere nogle miner.

Frederik og Sofie, måtte i første omgang ”nøjes” med en ”boy” (der også fik rollen som kok) og en ”coolie”, for Frederik tjente kun 850 dollars (cirka 1500 kroner) om måneden.  Senere kom flere ansatte til, da hans løn gradvist steg.

”Nu har vi fået en meget fin bærestol og tre coolier, så at Frederik som kinesisk embedsmand kan komme anstandsmæssigt til kontoret”, som Sofie kunne skrive hjem i 1921.

De hyggede sig på væddeløbsbanen, spillede bridge, bagte julekager og lavede risengrød, æblegrød, gåsesteg, leverpostej og rullepølse til jul. De holdt jul med juletræ og Sankt Hans med bål, ligesom i Danmark.

De oplevede gadekampe, kanon-, maskingevær- og riffelskud fra opgør mellem krigsherrer og borgerkrig, og at blive beskudt af kommunistiske soldater. De havde næsten altid soldater med til beskyttelse på rejser, og når de flyttede fra sted til sted, havde de 30-40 soldater med til at beskytte deres ejendele.

Posten kom en gang om ugen fra Europa, men breve fra Danmark, der i Sofies første år i Kina ofte handlede om første verdenskrig og stigninger i fødevarepriserne, var nogle gange forsinket i flere måneder. Pakker kunne tage endnu længere, og kostede den fyrstelige sum af fire kroner at sende.

Guldforekomster i Shantung
Frederik var tit væk, nogle gange i ugevis på inspektionsture rundt omkring i Kina. I 1916 undersøgte han eksempelvis guldforekomster i Shantung-provinsen, i et område mellem Chefoo (Yantai) og Weihaiwei (Weihai).

Han rejste dertil på første klasse med posttog, hvor han delte kupé med en ”ung kineser af god familie”. Hans kinesiske formand rejste på 2. klasse, og boy’en på 3. klasse. ”Det er den skala de følger, når man rejser for regeringen”, skrev Frederik i sine optegnelser fra turen.

Resten af turen til området foregik med trillebør, da intet menneske, ifølge Frederik, gik i Kina, hvis de på nogen måde kunne undgå det.

Året efter var han på en tre-ugers tur til Datungfu for at inspicere en kulmine, hvor han boede på et tibetansk tempel.

”På tilbageturen til Datungfu havde Frederik et eventyr med to røvere, der overfaldt ham. Den ene med en gammel bøsse og den anden med en gammel pistol. De blev dog bange da de så en europæer, da de får meget vrøvl af det, og de trak sig tilbage efter noget parlamenteren”, skrev Sofie hjem til familien.

Slaveliv i kulminen
Selvom Kina var mulighedernes land for Frederik og Sofie, var mulighederne ofte få og arbejdsforholdene tit elendige, for de mange fattige kinesere, som Frederik stødte på når han var på inspektionsture.

Alt det tunge udstyr, teltene, kufferterne og kogegrejerne blev eksempelvis båret over lange afstande af kinesiske kulier ved hjælp af en cirka to meter lang, flad bærestang, der hvilede på deres skuldre.

”Byrden er ligeligt fordelt i to lige tunge dele, og bærestangen må skiftes hver 3-4 minut fra den ene skulder til den anden”, skrev Frederik i en beskrivelse fra en inspektionstur til Szechuan (Sichuan) i 1931.

Men de havde det, ifølge Frederik, let i forhold til de minearbejdere på minerne som de skulle hen til.

”De stakkels minearbejdere må gå på alle fire når de slæber på kullet, og der er ingen ventilation overhovedet i arbejdsrummet. Minearbejderne lever et miserabelt liv, værre end nogen slave som jeg har hørt om, og jeg må på det stærkeste anbefale, at regeringen har bedre kontrol over forholdene for disse stakkels mennesker”, som Frederik skrev i en inspektionsrapport fra en kulmine i Chuantung.

Elskede Kina
På trods af borgerkrig, røvere og fattigdom, kom Frederik og Sofie til at elske Kina, kineserne og kinesisk kultur.

Både fra turene til saltminer i Alauching og ned ad Amur-floden, til søndagsture til sommerpaladset i Peking (Beijing) i rickshaw og aftenture på den kinesiske mur.

”Peking er eller var en af de dejligste byer i verden. Det pragtfulde kejserpalads, de smukke templer, de lave grå huse, der først viser hvor smukke de er, når man kommer ind i dem, det lyse klare solskin. Peking er noget for sig selv, ligesom Rom, Paris og London er det”, som Frederik skrev i en rejsebeskrivelse.

Men også fra mange sammenkomster og ture sammen med kinesiske kollegaer og venner.

”Kinesere og europæere omgikkes ikke alene officielt, men også privat, og mange af os skaffede sig venner for livet”, som Frederik beskrev det.

Halvciviliserede europæere
Og selvom de selv både kom sammen med kinesiske venner og danske og andre europæiske venner i Kina som Eriksens og Münters, var Frederik og Sofie ikke blinde for mange europæeres arrogante syn på kineserne.

Der var umådelig mange ”halvciviliserede europæere og amerikanere” i Kina, der gjorde deres til at ødelægge det ellers gode forhold ”ved at hævde sig og rakke ned”, mente Frederik.

”Med skam må vi sige at europæerne har brudt løfte efter løfte og mangen en gang snydt og bedraget kineserne. Dette har i ikke ringe grad rokket kinesernes tillid til alle europæere og vores anseelse i Østen, men det har også ændret kinesernes indstilling til ret og uret betydeligt … Kineserne nærer nogen foragt for den såkaldte vestlige civilisation, der altid stræber efter guld og guld og altid må hævde sig med kanoner”, tilføjede han i en rejsebeskrivelse fra en inspektionstur.

Lærte af Kina
Jeg tror at en af de ting, som Frederik og Sofie tog med sig fra Kina, til et Danmark, hvor man ofte har været og er mere interesseret i at finde forskelle end ligheder mellem mennesker, var en bedre forståelse af både andre mennesker, andre kulturer, og af sig selv.

Det faktum at de stod med en fod i to kulturer og omgikkes mennesker fra mange lande, gav dem simpelthen perspektiv, proportionalitetssans, og en bevidsthed om det universelle i alle mennesker.

For kultur er ikke, mener jeg, statisk eller entydig. Kultur er på den ene side et folks eller en gruppes svar på de udfordringer og muligheder, som findes i deres gruppe, område og land på et bestemt tidspunkt. Men kulturer blander sig og lærer også af hinanden hele tiden, både inden for og mellem landegrænser.

Kultur er ikke egoisme
Og hvis man, som Frederik og Sofie, lytter og lærer af mennesker med et andet erfaringsgrundlag end ens eget, bliver det svært at opretholde de karikerede nationale fordomme og generaliseringer, som mennesker uden et alsidigt kulturelt erfaringsgrundlag holder fast i.

”Vi taler så meget om kultur i verden, og ofte mere end klogt er om vor egen kultur i Danmark i dag. Det går under tiden så vidt, at man næsten får kvalme af det. Forfængelighed, magtbrynde, havesyge og enhver form for egoisme har intet med kultur at gøre, ligeså lidt som ’magt har ret’. Alle disse uheldige egenskaber har over alt i verden taget et kolossalt opsving og slet ikke mindst i Danmark”, som Frederik skrev i sit tilbageblik på sin tid i Kina.

Dette kunne være skrevet i dag, hvor Danmark, med sine burkalove, stop for kvoteflygtninge, og stramme indfødsretsaftaler, efterhånden kun kan siges at ville være et mulighedernes land for de udvalgte.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: