Det er svært at blive dansk

Det bliver sværere og sværere at blive dansker. Selvom jeg er født i Danmark af en dansk mor, har boet i Danmark siden 1979, og er dansk gift og har danske børn, fik jeg for nyligt afslag på min ansøgning om dansk statsborgerskab.

”De har ikke dokumenteret Deres kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie”, stod der i anslaget til min ansøgning om dansk statsborgerskab. Afslaget dumpede ind af min brevsprække, næsten to år efter jeg havde ansøgt.

Jeg har gået i skole, gymnasium og taget to danske videregående uddannelser i Danmark – den ene som lærer i blandt andet samfundsfag, den anden som sociolog. Jeg har også tilbragt hele mit arbejdsliv i Danmark som alt fra pædagogmedhjælper og skolelærer til akademiker og journalist.

Jeg synes derfor, at jeg burde have fået lov til at biddrage til det danske samfund som fuldgyldigt medlem.

Brexit-flygtning
Jeg søgte om dansk statsborgerskab, efter at have været Britisk statsborger i 45 år, men boet i Danmark i 37 af dem. Men hvordan bliver man, udover den ren formelle del med skemaer og godkendelser, så det?

Jeg betragter mig selv, med et glimt i øjet, som en slags ’flygtning’ fra Brexit, både fordi jeg bliver ikke-EU statsborger, når Storbritannien eventuelt trækker sig ud af EU, og på grund af de mange mere eller mindre åbenlyst selvhævdende nationalistiske ytringer, som Brexit også har ført med sig.

Før Brexit, var jeg Britisk statsborger automatisk sådan nærmest ved et uheld. Jeg blev født i Danmark af en dansk mor og en Britisk far, men blev automatisk Britisk statsborger. Det blev man åbenbart dengang, hvis faren var britisk.

En stor del af (højrefløjens) Brexit-argumenter, gik på at man ved at stemme sig ud af EU ville kunne ”vinde landet tilbage”, øjensynligt for de ’rigtige’ Briter som mig, med Britisk-klingende navne. Mange af de samme argumenter, kan man også finde i Danmark i dag.

I Danmark, som i England og mange andre steder i verden, fokuserer man nemlig igen i stigende grad på nationalitet som en målestok for hvem man er.

Pluralisme giver perspektiv
Jeg betragter mig selv som både dansk og engelsk. Men jeg er mest af alt mig, et individ, et menneske, før jeg er alt muligt andet, før jeg kan proppes ind i alle mulige snærende og firkantede kasser; mand, dansker/englænder, hvid, akademiker, journalist.

I dagens danske samfund er det nærmest omvendt. Her forsøger man ofte at proppe personer ned i en eller flere af disse kasser, eller fokuserer på forskelle i stedet for ligheder mellem mennesker.

Jeg tror at jeg, blandt andet, er som jeg er, på grund af det perspektiv det at komme fra to lande giver, samt at både min familie i flere generationer har rejst og boet i flere forskellige lande, og at jeg og mine venner har rejst meget. Vi har således fået andre indtryk og et andet ståsted, som vi kunne vurdere vores egen person og holdninger over for.

Og meget kunne være bedre i verden, hvis mennesker tillod sig selv at følge deres egen (oplyste og reflekterede) stemme og person, i stedet for kun gruppens, nationens, standens, og at disse grupper i langt højere grad tillod de enkelte at gøre dette.

Nationalismens snærende bånd
Hvis man, på den anden side, følger denne type kassetænkning, for eksempel ved (overdreven) nationalisme, kapper man forbindelsen til ens indre stemme, til ens menneskelighed. For denne slags nationalisme har ofte den uheldige egenskab, at man betragter sig som bedre, som mere værd, end andre nationaliteter, blot fordi man tilfældigvis er født som dansker eller englænder.

Jeg tror dog på at mennesket er et socialt individ, til forskel fra de herskende ideologier og tankemåder, der i langt højere grad ser mennesket som et egoistisk, indbyrdes konkurrerende flokdyr. Samfundet og verden som helhed består således af et fællesskab af individer, ikke af uafhængige nationale og andre kasser fyldt med egoister.

Men vores samfund gør vold mod disse naturligt iboende tendenser, som så må udtrykkes på sygelig vis: individualitet gennem egoisme og egennyttighed, det sociale gennem pseudo-sociale eller ekskluderende konstruktioner som nationalisme.

Kun én civilisation
Men hvordan er man så – og for mit vedkommende, hvordan bliver man så – dansker? Ikke bare rent formelt, hvilket tilsyneladende er svært nok, men også ”åndeligt”? Og hvordan er man med til at sikre at danskheden bliver inkluderende og ikke ekskluderende, og lærer af andre i stedet for at være belærende?

Opfattelsen af danskheden, dansk kultur og muligheden for at blive dansker er nemlig meget forskellig i dagens Danmark.  Hvor Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard mener ”der er kun én civilisation – vores”, mener Johanne Schmidt-Nielsen at ”man automatisk bør få dansk statsborgerskab”, hvis man er født i Danmark.

Men kulturer er vel alle dynamiske. Danskheden forandrer sig og tilpasser sig således forandrede omstændigheder, ligesom andre kulturer gør det.

For lidt over hundrede år siden var det for eksempel dansk kultur, at mene at kvinder ikke burde have stemmeret. I dag, hvor vi har kvindelige borgmestre, statsministre og partiformænd, er der vel ikke nogen der mener at det burde være en del af dansk kultur.

Plads til det forskellige
Så hvis jeg en dag alligevel – imod alle odds og skiftende regeringers mere eller mindre bevidste benspænd – alligevel får mit danske pas, håber jeg at der er plads til en dansker med mit erfaringsgrundlag.

En dansker der, som så mange andre danskere med udenlandske navne og rødder (som Oehlenschläger, Reventlow, Monrad, Pio, Schmeichel, Nadim, Wozniacki, Björkstrand, Krasnik, Mahmoud og Khader) i det små og store kan være med til at udvide, berige og give danskheden perspektiv.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: