Peter Plats pladesamling

I år er det 70 år siden Columbia Records opfandt LP-pladen. Pladerne var samlerobjekter i deres storhedstid mellem tresserne og firserne, før digitaliseret musik tog over. Min musikalske mentor Peter Plats kæmpe samling var et vindue til en verden, der indeholdt mere end sukkersøde Cheri-Cheri Ladies.

I dag kan man nemt høre alverdens musik på Spotify eller YouTube, hvis man er træt af P3’s auto-tunede popkloner. Da jeg var barn, krævede det benarbejde og en musikalsk mentor eller to med store pladesamlinger.

Tilbage i 1985, da jeg var 12-13 år, var lydtapetet på ungdomsværelserne i Danmark velgørenhedssange som Afrika og We are the World, og en masse andet døgnflue-pop som Modern Talking, Duran Duran og Tears for Fears.

Radioens popfiksering sørgede for, at der var ikke meget spændende musik der brød gennem væggene til de sikre men lidt kedelige forstæder, hvor jeg voksede op. Kabel-tv’et, med MTV og Super Channel, ville først blive koblet til mit rækkehus et par år senere. Og Rock Uglen og Sex Beat Records var ikke på radaren endnu.

En kur mod dårlig musik
Så da min stedfar, som allerede med held havde introduceret mig til Bowie, satte et nyt kassettebånd i båndoptageren fra vennen Peter ”Plat”, var jeg interesseret i at høre hvad musikverdenen ellers kunne tilbyde.

Der stod “The Cure” skrevet på med sprittusch, og da sangeren med lettere klynkende stemme sang ”Hello image, sing me a line from your favourite song”, akkompagneret af en minimalistisk og gotisk-lydende new-wave-instrumentation, var jeg solgt på stedet.

Jeg måtte forbi Peter ”Plat”, som boede nede i ”gården” bag slagteren længere nede af Søborg Hovedgade, og få blandet mine egne bånd med sange der lød som Cures ”M”.

Tusindevis af plader
Pladesamlinger med tusinder af LP’er og singler, som dem min stedfar havde med Beatles, Bowie og Dylan, og som Peter ”Plat” havde med Cure, Joy Division, Smiths, var dengang noget man viste frem og lavede blandede bånd af til vennerne med stolthed.

Det samme var drengerøvs-stereoanlæggene, med pickupper til 1500 kroner, og højtalere der kunne spille så højt, at Fru Olsen nede på første sal igen og igen måtte banke i loftet med et kosteskaft.

Hvis man ville have sin musik med sig ud af huset, måtte man købe sig en walkman til den stak tomme kassettebånd, som man blandede til hinanden på kryds og tværs. Der var derfor en hel kultur omkring båndene, der gik fra hånd til hånd hurtigere end en tidlig Dead Kennedy’s-sang.

Ungdommens lydtapet
Peter Plats pladesamling fyldte en hel væg og førte mig igennem alt fra Cure til Joy Division, Smiths til Sex Pistols, og Siglo XX til X-Mal Deutschland. Bands der vækkede følelsesmæssig genklang på en måde som jeg ikke finder i nutidens pop- og rockmusik.

Men måske var omstændighederne som musikken blev skabt i mere befordrende for dybsindig musik i 1985. Langsomheden rådede til dels stadigvæk, musikerne tjente de fleste af deres penge på pladesalg, og man havde ikke kun nogle få sekunder til at overbevise lytteren om at købe sangen på Spotify.

Eller måske hænger den musik vi hører fra vi er teenagere bare mere ved, fordi den er et slags lydtapet for ungdommens følelser, der ofte ender som ditto for en nostalgisk tilbageskuethed.

Så måske skal vi bare tage The Cures Robert Smith på ordet, når han slutter ”M” af med at synge: ”take a step, you move in time, but it’s always back. The reasons are clear, your face is drawn, and ready for the next attack”.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: