Punkhymne lavet på stjålet Bowie-udstyr fylder 40

I dag, den 27. maj, er det 40 år siden Sex Pistols udgav deres alternative nationalsang, ”God Save the Queen.” Sangen blev mødt med lige dele entusiasme og afsky, afhængig af hvor gammel lytteren var, og var med til at give rockmusikken nyt liv som konfronterende og rebelsk musikform.

Punken, som Sex Pistols var den mest kendte eksponent for, var en logisk videreudvikling af rock’n’roll, der fra Gene Vincent og Elvis, til Iggy and the Stooges, New York Dolls og Bowie, havde kaldt til oprør. Sex Pistols’ forsanger Johnny Rotten var på en måde Ziggy Stardust, med meget dårlige manerer.

Symbolsk vagtskifte
Da Steve Jones og Paul Cook, der senere skulle blive henholdsvis guitarist og trommeslager i Sex Pistols, stjal Bowies guitarforstærkere og andet udstyr, var det på en måde tegn på et symbolsk vagtskifte, eller i hvert faldstilskifte, inden for rockmusikken. En slags (fra Bowies side utilsigtet) rock-stafet.

Jones og Cook, der begge boede i det nærliggende Shepherd’s Bush, var trængt ind backstage, forklædt som roadies, da Bowie spillede sin afskedskoncert i Hammersmith den 3. juli 1973 for sin Ziggy Stardust-figur (der ifølge pladens titelsang bliver dræbt af ”the kids”).

At Bowies første sang den aften havde været ”Hang on to yourself,” hvor han blandt andet synger at ”the bitter comes out better on a stolen guitar,” gør ikke episoden mindre symbolsk.

Oprør mod en udsigtsløs fremtid
Bandet brugte nemlig senere udstyret (sammen med andet stjålet udstyr, blandt andet en af Rod Stewarts guitarer) til at igangsætte et af den nyere tids største musikalske oprør.

Et oprør imod kedsomhed, arbejdsløshed, kulturel fastfrossenhed og en udsigtsløs fremtid, og mod midt-halvfjerdsernes ofte overfladiske musik, hvor ”God Save the Queen,” med dens omkvæd der gentog mantraet om ”no future,” var den mest kendte og indflydelsesrige kendingsmelodi.

Et oprør, der endte med at bandet blev bandlyst fra de fleste spillesteder i landet, samt tv og radio, blev slæbt i retten, tævet af forbipasserende, fordømt i det britiske parlament, og holdt under opsyn af efterretningstjenesten MI5.

Og ”God Save the Queen,” der blev skrevet i sanger Johnny Rottens køkken i et besat hus i London-forstaden Hampstead, klinger på ingen måde mindre relevant eller kraftfuld i dag, hvor nutidens unge (og vi andre) må forholde sig til alt fra stigende ulighed til populistisk nationalisme, restriktiv didaktik, New Public Management-tankegang og global opvarmning.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: