De nye Socialdemokrater

Mette Frederiksen vil vinde regeringsmagten tilbage med klassiske socialdemokratiske dyder, men er ikke meget for at have et fælles politisk projekt med Enhedslisten. Men måske skulle hun overveje det, for de rød-grønnes principprogram minder meget om partiets eget– altså det klassiske fra 1977.

Mette Frederiksens socialdemokrater stemmer mere med de blå end med de røde. Samtidigt siger hun, at kapitalismen er blevet syg, og at hun vil tilbage til ”tidsløse” socialdemokratiske værdier.

Så hvad med et opgør med det kapitalistiske systems egoisme, ulighed og vækstparadigme, samt arbejde for fælleseje af produktionsmidlerne og flere offentlige stillinger og selskaber?

Det lyder godt nok som noget Enhedslisten ville forslå, men det er faktisk taget fra Socialdemokratiets eget principprogram fra 1977 – Mette Frederiksens fødselsår, og et år hvor hendes parti fik 37 procent af stemmerne til folketingsvalget.

Hvis man ser på Enhedslistens nye principprogram, er der også mange ligheder med Socialdemokraternes fra 1977. Socialdemokraterne har eksempelvis ”den demokratiske socialisme” som mål, mens Enhedslisten vil erstatte kapitalismen med ”et socialistisk demokrati.”

Og der er et væld af andre mere konkrete ligheder i de to principprogrammer.

Enighed med 40 års forsinkelse
Både Enhedslisten og Socialdemokraterne anno 1977 opfordrer til en offensiv beskæftigelsespolitik, kortere arbejdstid, ophævelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, flere offentligt ansatte og offentlige virksomheder, fælleseje af produktionsmidlerne, stop for spekulation i jord og bolig, mindre lønforskelle, og offentligt kontrollerede banker.

Og begge opfordrer til øget lighed, grænser for vækst, international solidaritet og en mere ligelig fordeling af verdens rigdomme, samt en ny økonomisk verdensorden.

Industrilandenes materielle fremskridt er nemlig gennemført på de fattige landes bekostning, gennem ”rovdrift på verdens rigdomme.” Derfor ”trækkes de fattigste dele af verden endnu længere ned i økonomisk underudvikling,” skriver Socialdemokraterne, der blandt andet foreslår at bistanden til udviklingslandene ”bestandigt øges … [og] ydes i respekt for det enkelte lands forudsætninger.”

Noget nær den stik modsatte opfattelse og politik der gennemsyrer den VLAK-regeringens nye udviklingsstrategi, som vægter Danmarks interesser højere end de fattige landes som strategien burde hjælpe. Strategien kommer i kølevandet på utallige store og små besparelser på udviklingsbistanden, og alle partier undtagen Enhedslisten stemte for den tidligere på året.

En god Socialdemokrat stemmer på Enhedslisten
Det er med alle disse sammenfald, mellem Enhedslistens politik i dag og Socialdemokratiets i 1977, måske ikke så mærkeligt, at mange socialdemokrater i dag stemmer på Enhedslisten. Eller for den sags skyld at de i stigende grad højredrejede Socialdemokratiske partier har sværere ved at vinde regeringsmagten end førhen, rundt om i Europa.

For forskellen mellem 1977 og 2017 er trods alt ikke så stor, at principperne fra dengang er helt ubrugelige. I begge perioder, har en økonomisk krise med stigende arbejdsløshed og usikkerhed afløst en lang periode med økonomisk opsving og høj beskæftigelse.

”En god Socialdemokrat stemmer på Enhedslisten,” skrev byrådsmedlem i Hillerød for Fælleslisten, Tue Tortzen i et debatindlæg i 2012. Og han er ikke alene.

Ved folketingsvalget i 2016, var Enhedslisten ifølge TNS Gallup det parti Socialdemokratiet mistede flest stemmer til – to en halv gange så mange stemmer som til Dansk Folkeparti.

Tidligere forskningsleder på Socialforskningsinstituttet, og mangeårigt medlem af Socialdemokratiet Erik Jørgen Hansen, siger som begrundelse for at have skiftet Socialdemokraterne ud med Enhedslisten, at han stemmer ”på det parti, som i dag fremhæver god gammeldags socialdemokratisk tankegang: Enhedslisten,” i et interview med Information i år.

Og satiretegneren Roald Als kalder sig selv ”Socialdemokrat uden at stemme på partiet”, i et interview med Arbejderen i 2010. Han stemmer nu på Enhedslisten fordi ”socialdemokraterne ikke er socialdemokrater mere,” siger han, selvom ”mine værdier er de samme.”

Hvor er de rigtige socialister og socialdemokrater?
Det hører selvfølgeligt også lige med til historien, at Socialdemokratiet i 1978 indgik et regeringssamarbejde med Venstre, og at man ikke sidenhen lykkes med at indfri ret mange af de nævnte mål i principprogrammet fra 1977. Måske fordi realpolitik og regeringstrang overtrumfede de mere Marxistisk-inspirerede dele af programmet?

Mette Frederiksen skal dog nok tage ved lære af historien fra dengang, hvis hun vil tilbage til Socialdemokratiet Classic. 1977 er måske for meget at håbe på uden en tidsmaskine, men mindre kan bestemt også gøre det.

Det er selvfølgeligt udmærket at ældre socialdemokrater har fundet et parti, der ifølge dem selv har gode gamle socialdemokratiske værdier, og som de derfor føler de med god samvittighed kan stemme på.

Spørgsmålet er så bare: hvis Enhedslisten – der stemte for tre af den seneste Socialdemokratiske regerings fire finanslove og nærmest har støvsuget sit principprogram for Marxistiske ord som ”revolution”- som parti i stigende grad er blevet partiet for demokratiske socialister a la Socialdemokratiet i halvfjerdserne, hvem skal man stemme på, hvis man vil have socialisme?

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: