Sukker har en bitter eftersmag i Swaziland

En stor del af det lille enevældige kongedømme Swazilands indtjening kommer fra sukkerindustrien. Men mange af de fattige subsistensbønder i landets ”sukkerbælte” er blevet smidt væk fra deres jord, for at gøre plads til kongens storbrug.

I mange år har de fleste indbyggere i Swaziland været bange for at kritisere landets enevældige konge Mswati III offentligt. Dette kunne nemlig føre til alt fra tortur og fængselsstraf til at man fik frataget sin jord.

Ti års folkeuddannelse, foretaget af lokale organisationer som Afrika Kontakts partner Foundation for Socio-Economic Justice, og en stigende bevidsthed om at kongen tager røven på de to tredjedele af befolkningen, der lever for en dollar eller to om dagen, har dog været med til at ændre dette.

Kongen ejer al jorden
”Kongen ejer stadigvæk alt; al jorden og alle landbrugene er kongens,” fortalte den 82-årige småbonde William Mkhaliphi kongen og de tusinder der deltog i det såkaldte Sibaya ”people’s parliament” i august sidste år. En uhørt modig kritik, der ville have været mere eller mindre utænkelig for bare ti år siden.

”Hvor er den jord, som almindelige Swazier kan eje og bruge? Vi havde en aftale med kongens far Sobhuza II, men hans søn har taget jorden fra os. Folk i Vuvulane (i sukkerbæltet i landets nordøstlige hjørne) er blevet forvist fra deres jord og sat på gaden, fordi jorden åbenbart skal bruges til at bygge en ny by på,” fortsatte han.

Mkhaliphi blev ”tilfældigvis” arresteret af politiet for angiveligt at have stjålet landbrugsudstyr kort tid efter sin protest til kongen, som dokumenteret i Amnesty Internationals seneste årsrapport. Anklager som det Amerikanske Udenrigsministerium i deres seneste årsrapport om Swaziland kalder ”tvivlsomme.”

”Swazi gold”
Selvom Swaziland kun har 1,3 millioner indbyggere, er landet Afrikas fjerde-største producent af sukker – hvad man i Swaziland kalder ”Swazi gold.” Sukkerproduktionen i landet udgør næsten 60 procent af Swazilands landbrugsproduktion, og 18 procent af BNI. Det største marked for landets sukker er EU.

Men de store indtjeninger fra sukker i Swaziland er mest af alt med til at gøre landets konge Mswati III, der anslås at være god for over en milliard, rig, ikke bønder som William og de tusinder af andre sukkerarbejdere, der ligesom ham udfører et hårdt og ofte farligt arbejde med at dyrke sukkermarkederne og høste sukkeret.

Mswati styrer nemlig sukkerfirmaerne gennem fonden Tibiyo, der oprindeligt skulle komme befolkningen til gode, men som i dag bruges som kongens personlige bankkonto. Han styrer også reelt al offentligt ejet land gennem sine høvdinge, som har ret til at fratage beboerne deres land uden videre.

Land grabbing
Vuvulane, hvor William Mkhaliphi kommer fra, er et fattigt område i Swazilands sukkerbælte, hvor mange af indbyggerne er ansat som løsarbejdere i sukkerrørsmarkerne. De får nogle få hundrede kroner om måneden for dette arbejde – i gennemsnit omkring 25 kroner om dagen, ifølge en rapport om Swazilands sukkerindustri fra ITUC – men ingen lægehjælp, pension eller overtidsbetaling.

Dette er ikkenok til at købe medicin, ordentligt mad, eller betale skolepenge for deres børn, fortæller de Afrika Kontakt. Mange modtager derfor fødevarehjælp fra FN, og mange af dem går ikke i skole.

I 2014 fandt Mkhaliphi og 30 andre småbønder ud af, at den landbrugsjord som de havde dyrket og boet på i årtier, var blevet solgt til Royal Swaziland Sugar Company (RSSC), og at de skulle forlade den snarligst. Et soleklart eksempel på såkaldt land grabbing.

Mkhaliphi, og de andre småbønder som Afrika Kontakt har talt med, fortalte at RSSC systematisk intimiderede sukkerrørsbønderne i området, blandt andet ved at lukke for deres vandforsyning og nægte at købe deres sukkerrør, selv om de havde aftalt at gøre dette.

Grunden til denne behandling af dem er, ifølge bønderne, at RSSC forsøger at presse dem væk fra den jord, som de har dyrket lovligt i over 50 år.

”Bønderne fik jorden af kong Sobhuza II [den nuværende konges far], så de kunne dyrke sukkerrør på den.  Men en domstolsafgørelse i denne sag er blevet ignoreret af både regeringen og RSSC, som fortsætter med at smide småbønder væk fra deres jord,” siger Mkhaliphi til Afrika Kontakt.

Læg pres på
William Mkhaliphi giver sig dog ikke, fortæller han. Sammen med Vuvulane Farmers Association, som han er et ledende medlem af, oraniserer de protester og marcher for at kræve deres jord tilbage.

Ifølge en af forfatterne til sukkerrapporten fra ITUC, Manqoba Nxumalo, er der dog noget vi kan gøre i Europa og Danmark for at hjælpe William og de andre småbønder.

Vi kan lægge pres på vores politikere i folketinget og Europaparlamentet og støtte fag- og demokratibevægelsen i landet, samt på Coca Cola, så de flytter deres afrikanske hovedkvarter fra Swaziland, med mindre forholdene forbedres, og organisere forbrugerboykot af sukker fra Swaziland, siger han.

Efter 250.000 underskrev en online underskriftsindsamling, startet af Oxfam i 2013, lovede Coca Cola at de ville have ”zero tolerence” over for land grabbing og være med til at beskytte landarbejdernes rettigheder.

Det skal de både de, sukkerindustrien i Swaziland og EU holdes op på, så andre ikke lider samme skæbne som William.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: