Mette Frederiksens tidsløse værdier

sdMette Frederiksen vil tilbage til de klassiske Socialdemokratiske værdier, uden at love guld og grønne skove. Men hvilke klassiske værdier har hun i tankerne, når der også skal laves brede forlig?

Mette Frederiksen har været i det nostalgiske, værdipolitiske hjørne, siden hun blev formand for Socialdemokraterne. Hun har ændret partiets navn tilbage til “Socialdemokratiet,” som det hed før Nyrup ændrede det i 2002. Hun pointerede i sin tale til årets kongres, at partiet er hovedarkitekten bag det Skandinaviske velfærdssamfund. Og hun fortalte sidste års kongres at ”vores værdier er tidsløse … Socialdemokratiet er præcis der, hvor vores parti altid har været.”

Men hvilke af de værdier, som Socialdemokratiet har fremhævet som deres gennem tiderne, er det så Mette Frederiksen vil vælge at lægge vægt på i fremtiden, når nu hun til folketingets åbningsdebat torsdag sagde, at hun ikke ville love guld og grønne skove, gerne ville lave brede aftaler, men også “ville være en hård modstander, når den førte politik rammer skævt og splitter Danmark?”

Arbejdsløshed skyldes en forkert politik
Er det værdien om, at ”det danske demokrati skal kendes på, hvordan de dårligst stillede behandles,” som Socialdemokratiet fremhævede i et arbejdsprogram, der blev vedtaget på Socialdemokratiets kongres i 1988, at forringelser for denne gruppe skal undgås ”på trods af de knappe ressourcer,” som man skrev i et arbejdsprogram fra 1981, eller at ”vores velfærd bygger på, at man har adgang til de grundlæggende ydelser alene i kraft af, at man er borger i samfundet,” som man kan læse i partiets principprogram fra 2011?

Mener man, som det pointeres i et arbejdsprogram fra 1992, at arbejdsløsheden ikke er ”en uafvendelig naturkatastrofe” men ”følgen af en forkert politik og forkert indretning af økonomien,” og at ”manglen på nye initiativer og investeringer er den virkelige årsag til” arbejdsløsheden?

Og kunne dette værdisyn eventuelt udmønte sig i en praktisk politik, hvor ”alle, der rammes af arbejdsløshed, hurtigt [skal] have tilbud om uddannelse eller beskæftigelse, der passer til deres ønsker og forudsætninger,” som man skrev i sit principprogram fra 1992, og/eller igennem at partiet vil ”opnå fuld beskæftigelse,” eventuelt ved at indføre en 35 timers arbejdsuge, som man kan læse i arbejdsprogrammerne fra henholdsvis 1996 og 1984?

”Det er ingen løsning at sætte lønningerne, dagpengene eller de sociale ydelser ned,” pointerer man i hvert fald i arbejdsprogrammet fra 1996, da ”alle erfaringer fra udlandet viser, at dette fører til større ulighed uden at give en varig beskæftigelsesfremgang. Ulighed og manglende muligheder er problemet – ikke løsningen.”

Ulighed er en trussel mod fred og stabilitet
Mener man stadigvæk at ”den økonomiske ulighed mellem rige og fattige lande [er] den største trussel mod fred og stabilitet,” at ”den internationale solidaritet må have samme vægt som den nationale solidaritet”, og at man bør åbne ”den industrialiserede verdens markeder for u-landenes produkter,” som det står i principprogrammet fra 1992?

Og er ”den bedste måde at fjerne risikoen for store folkevandringer, at forbedre livsvilkårene i u-landene gennem større bistand fra de rige lande,” som man skriver i brochuren ”EF og den tredje verden”, fra 1992?

Det har i hvert fald længe været Socialdemokratisk politik, at ville hæve udviklingsbistanden til 1 procent af BNP, og på sigt til 2 procent, der skal ”ydes af hensyn til befolkningerne i u-landene og ikke af hensyn til dansk erhvervsliv,” som man pointerede i arbejdsprogrammet fra 1992.

Blandt andet så Danmark ikke, som pointeret i principprogrammet fra 1992, til stadighed skal ”stilles overfor det ubehagelige valg mellem enten at lukke grænserne for millioner af mennesker på flugt fra nød og sult, eller hjælpe dem i vores egne lande.”

Imod national indadvendthed
Vil man i forlængelse heraf satse på værdien om, at ”de internationale udfordringer aldrig må føre til håbløs selvopgivenhed eller national inadvendthed,” som fremhævet i arbejdsprogrammet fra 1988, samt at man skal turde ”møde andre mennesker med et åbent sind,” som det står i principprogrammet fra 2011?

Og kræver en sådant værdisæt så, at ”Socialdemokratiet tager skarpt afstand fra en diskrimination af indvandrerne,” som skrevet i en udtalelse, ”Solidaritet – netop nu,” fra partikongressen i 1980, og at ”både flygtninge og indvandrere skal sikres levevilkår på linje med danskerne,” som skrevet i arbejdsprogrammet fra 1988?

Samt at Danmark ”vedkender os et ansvar for at hjælpe mennesker, der er på flugt fra forfølgelse,” som skrevet i brochuren ”til alle der kan tænke på andre end sig selv,” fra 1993?

En ny samfundsorden?
Et mere overordnet spørgsmål for Socialdemokratiets fremtidige politik er desuden, om disse og andre mere eller mindre tidsløse Socialdemokratiske værdier, kræver en mere grundlæggende ændring i den måde vi fører politik og samfund på, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Hvis vi kigger lidt længere tilbage i det Socialdemokratiske tankegods, synes svaret at være ”ja.”

I debatoplægget ”Solidaritet, lighed og trivsel” fra 1975, påpeger Socialdemokratiet eksempelvis, at ”vi ved, at vores uhæmmede forbrug af råstoffer og energi ikke kan fortsætte,” at ”demokratiet er ufuldstændigt, hvis afgørende beslutninger holdes uden for demokratisk kontrol. Den endelige målsætning er fælleseje af produktionsmidlerne,” og at ”der må ske en udjævning at forskelle i aflønning og formuebesiddelse.”

Og i sin velkomsttale til Socialdemokratiets landsmøde i 1972, pointerer formand og statsminister Jens Otto Krag, at ”en Socialdemokratisk udenrigspolitik må bygge på de samme grundideer, som præger den socialdemokratiske politik inden for landets grænser. Det vil sige, at vi som ledetråd må vende os imod udbytning af mennesker, må vende os imod, at det er profitmotivet, der er afgørende for, hvordan samfundet ledes, og hvordan rammerne om menneskers vilkår lægges til rette.”

Vi får tingene gjort
Kun fremtiden vil vise, om de værdier der ligger til grund for denne artikels citater fra Socialdemokratiske skrifter mellem 1975 og 2011 er tidsløse nok, som politisk og værdimæssigt udgangspunkt for Mette Frederiksen.

Men vi kan i hvert fald tage Mette Frederiksens ord for, at hun kommer til at stå for en eller anden slags værdimæssig genskabelse af Socialdemokratiets politik, og at det således ikke bare er flotte ord det hele.

For som hun pointerede på folketingets talerstol torsdag, så er ”det, der kendetegner os danskere, at vi får tingene gjort. Vi har sjældent fidus til folk med store armbevægelser og flotte ord. Fordi vores erfaring er, at det næppe bliver til meget mere end bare ord. Og hvad nytter det så?”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: