Brexit handler om protest, eliter, frygt og meget andet

threelionswinnerslosers”Should I stay or should I go? If I go there will be trouble, and if I stay it will be double”. Sådan sang The Clash i 1981, året hvor sorte englændere i Brixton gjorde oprør imod diskrimination og arbejdsløshed. Og måske er denne sang det mest passende soundtrack til Storbritannien lige nu, hvor den Britiske union samlet set stemte sig ud af EU med noget nær mindst mulige margen.

For Briterne var rygende uenige. Land med by. Rig med fattig. Skotland og Nordirland med England og Wales. En højrefløj, der ville ud af EU for at ”få deres land tilbage”, og for at stoppe hvad de ser som en uacceptabel høj tilstrømning af østeuropæere og flygtninge. Et centrumvenstre der ville blive, for at undgå hvad de omtalte som en potentiel økonomisk og sikkerhedsmæssig katastrofe. Og en arbejder- og underklasse, der ville høres, og ikke følte de havde noget at tabe, ved at droppe hvad mange så som elitens projekt.

Reaktionerne på Brexit, derimod, var for en stor dels vedkommende delt op i to lejre: enten er det fantastisk eller forfærdeligt. Kompleksiteten i årsagerne og situationen der førte til Brexit, og hvad resultatet af Brexit bliver, er dog som nævnt noget mindre sort og hvidt, ikke mindst for en Britisk statsborger som mig, der er bosiddende i Danmark.

Pest eller kolera?
Spørgsmålet er nu, hvor Storbritannien vælger at forvalte sin nyfundne ”uafhængighed”, som UKIPs Nigel Farage kalder Brexit, og hvilke konsekvenser Storbritanniens udmeldelse vil få. Både for Storbritannien, i EU, og i resten af verden.

Brexit synes at være en del af en større protestbølge imod effekterne af nedskæringer, privatiseringer, skattelettelser, og deraf følgende stigende ulighed, fattigdom og flygtningestrømme, der har været konsekvenserne af politikken i store dele af den Vestlige verden siden Reagan og Thatcher. En protestbølge, der også kan ses i den kraftigt stigende støtte til blandt andet Trump, Gert Wilders og Dansk Folkeparti på den ene side, og Sanders, Podemos, Corbyn og Enhedslisten på den anden.

I hvert fald gælder det for Storbritannien, som det også kunne gælde for andre lande hvor en stærk højrefløj leger med tanken om at forlade EU, at det måske i sidste ende risikerer at være et valg mellem pest eller kolera. Mellem et iboende liberalistisk, udemokratisk, centralistisk og markedsorienteret EU, og en Brexit eller Dexit der risikerer i stigende grad styret af nationalistiske, fremmedforskrækkede befolkninger, samt nationale eliter og globaliserede multinationale firmaer.

Eliternes kamp
Måske var EUs centralistiske, liberale politik, sammen med Labours (og andre Socialdemokratiske partiers) skifte fra at være imod EU, til at være for unionen, netop en del af forklaringen på, at højrefløjen (og til dels venstrefløjen) har vokset sig stærk?

Forsøget på at betegne Brexit som en sejr for den Britiske arbejdsklasse eller den Britiske venstrefløj fra socialister rundt omkring i verden, misser i hvert fald den pointe, at mange af dem der styrede dagsordenen og tonen i valgkampen, selv er en del af den politiske eller økonomiske elite.

På den ene side premiereminister David Cameron (der lovede en folkeafstemning om EU, for at forsøge at pacificere den EU-skeptiske fløj sit eget parti), finansverden og Labour. På den anden side den sejrende fløj, med måske kommende premiereminister Boris Johnson og UKIPs Nigel Farage i spidsen.

Især de to sidstnævnte er politikere, der har taget udgangspunkt i befolkningens drømme og behov, håb og frygt i et forsøg på at udnytte disse til deres egen fordel. Politikere, der næppe kan eller vil opfylde folks håb og berolige deres frygt, og hvis plan, hvis de har nogen, næppe vil gøre livet nemmere eller bedre for de mange der valgte at følge deres råd om at stemme Storbritannien ud af EU.

Løs problemerne
Hvis politikerne derimod valgte rent faktisk at adressere de reelle problemer, som har været en væsentlig drivkraft bag den heterogene protestbevægelse, der endte med Brexit, i et internationalt og ikke et nationalt perspektiv, kan denne potentielt være med til at skabe en positiv politisk udvikling.

Spørgsmålet er, om Brexit på denne måde vil kunne føre til et alternativt internationalt samarbejde om at hjælpe de mange flygtninge, samt om klima, miljø, sociale rettigheder og menneskerettigheder, som blandt andet den engelske venstrefløj og Enhedslisten håber?

Hvis ikke, risikerer Brexit at føre til noget der minder om tredivernes nationalisme, hvor man slår nedad og udad i verden, i stedet for på de nationale og internationale eliter, der har magten til at ændre situationen.

Der har allerede været adskillige tilfælde af racistisk og anti-østeuropæisk graffiti og løbesedler, og immigranter og britiske muslimer der er blevet stoppet på gaden, og fået råbt ”Brexit efter sig eller blevet bedt og at ”skride hjem”. ”Yes! We won! Now send them back”, som en Brexit-tilhænger havde fået trykt på sin t-shirt.

Så ”should I stay or should I go?” er et spørgsmål, som Storbritanniens mange immigranter og østarbejdere nu også bliver nødt til at forholde sig til, selvom det reelle skisma i Brexit-land ret beset er mellem befolkningen generelt, og de eliter der sidder på den politiske og økonomiske magt, ikke mellem hudfarver, religioner eller oprindelseslande.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: