En æra slutter og starter med Jakob

Jakob17. marts stopper Jakob Volther som forstander for botilbuddet for udviklingshæmmede Kellersvej 10 i Gladsaxe. I 40 år har han arbejdet med udviklingshæmmede, i en tid hvor klienter er blevet til brugere og beboere, og hvor anstalter er blevet til boliger.

Jakob Volther går på pension, efter tyve år som forstander på Kellersvej 10 og over 40 år i psykiatri- og handikapområdet. I de 40 år, er der sket en enorm udvikling i hvordan man ser på og arbejder med udviklingshæmmede.

Fra at drive ”anstalter” med ”patienter”, skal brugerne nu være en del af fællesskaber hvor de selv har indflydelse og er med til at bestemme over deres egen hverdag. Og her har Kellersvej været på forkant med udviklingen, hvilket alt fra indførelsen af iPads som kommunikationsmiddel for beboerne, til besøg fra Kina og ubudne gæster fra Ekstra Bladet vidner om.

Samværet er det vigtigste
Den positive udvikling til trods, er det samværet med brugerne, som Jakob Volther i mange tilfælde har kendt i 20, 30 og 40 år, som han vil savne mest, siger han.

– Jeg tror og håber at det er gensidigt, og at både brugerne og medarbejderne vil huske mig for min menneskelighed. Men samtidigt er der kommet mere administration ind i arbejdet som leder, så vi har været nødt til sørge for, at vi arbejder nemmere, smartere og billigere, og hele tiden gentænker vores område, fortæller Jakob Volther.

Et eksempel på dette, er Jakob var med til at udvikle et regnskabssystem, der hjalp medarbejderne med at styre de månedlige og årlige budgetter, og som dermed sparede en masse tid som de kunne bruge med brugerne.

– For er der noget som pædagoger ikke er gode til, så er det altså at regne, siger Jakob med et smil.

En ny æra begynder
130 år efter åndsvagelærer Johan Keller købte gården Lillemosegård og startede Danmarks første åndsvageforsorg, skal Kellersvej igen gentænke hvordan man arbejder. Frem mod 2020 har Gladsaxe Kommune nemlig afsat 270 millioner kroner til en omfattende fornyelse af området, så bygningerne bliver tidssvarende og beboerne får både mere privatliv, og bedre mulighed for at være en del af fællesskabet.

Ifølge den nye leder på Kellersvej og på Gladsaxes handikapområde, Kristian Wedel Andersen, stiller de unge beboere på Kellersvej nemlig helt andre krav til at kunne tage kontrollen over deres eget liv end før, og det skal man kunne rumme.

– Jeg ser selvstændighed, deltagelse og ejerskab som nøgleord i nytænkningen af Kellersvej. Men også at forandringen samtidigt må bygge på nærhed og tryghed for beboerne og forsat udvikling af fagligheden, så det stadigvæk er attraktivt og meningsfyldt at bo på Kellersvej, siger Kristian Wedel Andersen.

En del af lokalsamfundet
Han vil gerne sikre at brugerne får mulighed for at blive så selvkørende som muligt, og han ser de nye almene boliger, hvor de ansatte er på beboernes hjemmebane, som en mulighed for at hjælpe denne proces på vej.

Samtidigt skal Kellersvej gerne åbne sig mere ud mod omverdenen, så både området og dets beboere bliver en mere naturlig den af lokalsamfundet, siger Kristian Wedel Andersen.

– Vi har fantastiske faciliteter og natur. De må gerne bruges så meget som muligt af så mange som muligt.

Husk menneskeligheden
Jakob Volther er enig med Kristian Wedel Andersen i at udviklingen på Kellersvej, hvor området bliver som en lille landsby i Gladsaxe Kommune, er spændende.

Og for at sikre at de mange gode ting fra hans æra på Kellersvej kan fortsætte i den nye æra, har han et par gode råd til hans afløser.

– Som leder skal man være et ordentligt menneske og behandle andre som man selv vil behandles. Og man skal være et samlingspunkt, der ser på det hele menneske hos både borgerne og medarbejderne. For hvis medarbejderne er glade og føler sig hørt, bliver borgerne det også. Kellersvej er nemlig ikke bare Jakob eller Kristian, men alle dem der arbejder og kommer her.

Beboerne på Kellersvej er mellem 18 og 90 år og har alle varige lidelser, der gør at de har brug for pleje hver dag. Nogle er født med Downs-syndrom eller autisme, nogle er multihandikappede eller er hjerneskadede som følge af en ulykke, nogle lider af demens, og nogle har simpelthen brug for støtte til at lære at klare hverdagen selv.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: