Sælger Coop konflikttomater?

Tomater blogCherrytomater af mærket ”Maraissa” med oprindelseslandet ”Marokko” påtrykt er i februar blevet fundet i en Fakta-butik i Søborg i Storkøbenhavn. Problemet er, at tomaterne meget vel kan være bevist fejlmærket, og stamme fra Afrikas sidste koloni Vestsahara.

Ifølge to rapporter fra den internationale netværksorganisation Western Sahara Ressource Watch (WSRW) og Svenske Emmaus, udgivet i 2012, stammer tomater pakket i Agadir i Marokko fra firmaer som Maraissa ofte fra de kæmpestore tomatmarker syd for grænsen, i den marokkanske koloni Vestsahara. Tomaterne bliver så kørt nordpå til Agadir, hvor de bliver bevidst fejlmærket som værende fra Marokko.

Azura, som ejer Maraissa, bekræfter desuden i et brev fra 27. marts 2009, at ”cherrytomater og cherrytomater på stilk bliver dyrket i Dakhla [i Vestsahara], og at alle produkter som vi dyrker i Dakhla-området har samme certifikater som dem der dyrkes i Agadir-området [i Marokko]”. På Azuras hjemmeside, står der desuden, at Dakhla stadigvæk er et af de steder hvor de dyrker deres tomater.

”Intetanende europæiske forbrugere er dermed uforvarende med til at opretholde en illegitim og brutal besættelse”, som WSRW og Emmaus skriver i rapporten ”Label and Liability”.

Lovede ikke at sælge konflikttomater
Den marokkanske regering betragter Vestsahara som en del af Marokko, selvom ingen andre anerkender deres krav på landet, og skelner ikke mellem de to lande i officielle dokumenter og andetsteds. Salg af resurser fra besatte lande, som Vestsahara, er dog uanset i strid med international lov, såfremt lokalbefolkningen ikke godkender handlen samt drager fordel af den.

Coop lovede derfor i 2009, at man ikke ville sælge flere af de såkaldte ”konflikttomater” fra Vestsahara, men tomater pakket i Agadir dukkede alligevel op i Coop’s butikker i 2013.

Desuden står der i Coops ansvarlighedsrapport fra 2014, at man ”støtter og respekterer menneskerettighederne og har et ansvar for at sikre, at vi ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne”, samt at man ”arbejder for at sikre en ansvarlig leverandørkæde”.

Dette afspejles også i Coops etiske retningslinjer, hvor der blandt andet står, at man ”kræver, at leverandører til Coop skal kunne dokumentere, at produktionen sker i overensstemmelse med etik politikken og de etiske retningslinjer”.
’Ønsker ikke at sælge varer fra besatte områder’

I et svar til den danske solidaritetsorganisation Afrika Kontakt den 22. februar, forsikrer kategorichef i COOP’s frugt og grøntafdeling, Lars Bo Hansen, at COOP løbende forholder sig til problemstillingen omkring Vestsahara.

”Vi ønsker ikke at sælge varer fra besatte områder. Derfor har vi en vedvarende dialog med vores leverandører, således at de kender til vores holdning. Konkret indhenter vi erklæringer fra vores leverandører, der giver os garanti for, at vores varer ikke er produceret i besatte områder. Vi følger ligeledes op på dette i form af samtaler, besøg og auditeringer, hvor der specifikt spørges ind til oprindelsen på produkterne. De seneste auditeringer hos leverandører har ikke vist snyd eller givet anledning til at tvivle om produkternes oprindelse. Vi oplever derfor ikke at der er grund til bekymring omkring fejlmærkning på vores varer med hensyn til produktionssted”, skriver Lars Bo Hansen i en mail.

”Efter jeres henvendelse, har vi rejst problematikken overfor dem igen. Vi har nu indhentet nye erklæringer og dokumentation for, at vores varer ikke kommer fra de besatte område. Vi har fortsat tillid til vores leverandører og baserer vores evaluering på et længerevarende og godt forhold”.

Slæbt i retten
Flere andre supermarkedskæder har dog allerede taget konsekvensen af usikkerheden omkring tomaternes oprindelse, og svindlen med mærkningen, og valgt at stoppe salget samarbejdet med Azura / Maraissa.

Det gælder blandt andet svenske Axfood og finske Kesko, der stoppede samarbejdet i 2011, og Coop Schweiz, der har bebudet at man stopper salget af tomater fra området i 2017.

De to store britiske supermarkedskæder, Tesco og Morrisons, er desuden blevet slæbt i retten fordi de angiveligt har solgt tomater og andre varer, der var fra Vestsahara men mærket som værende fra Marokko, rapporterede den britiske avis The Guardian sidste år.

Og EU-domstolen annullerede i december en handelsaftale mellem EU og Marokko, fordi den inkluderede varer fra Vestsahara.

Hold tomaterne væk
Producenten af tomaterne, Azura, er en af de største tomatproducenter på det europæiske marked. Firmaet har dyrket tomater i Dakhla i Vestsahara siden 2006.

Næsten alle de ansatte er marokkanske bosættere, der ulovligt befinder sig i landet, og de bliver ifølge WSRW brugt som led i en marokkansk bosættelsesstrategi, der minder om den i Palæstina. Danske Afrika Kontakt, som var med til at afsløre konflikttomaterne i danske supermarkeder i 2013, mener derfor ikke at man som forbruger skal tage chancen og købe tomater produceret i Marokko.

”Hvis man som forbruger vil være sikker på, ikke at købe produkter der er med til at holde et af Afrikas sidste koloniseringsmagter ved magten, så skal man holde sig fra de marokkanske tomater der er pakket i Agadir”, siger Afrika Kontakts sekretariatschef Morten Nielsen.

One Response to Sælger Coop konflikttomater?

  1. Pingback: Stilhed før stormen for handel med Vestsahara | Kenworthy News Media - development & socio-political issues

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: