Politik er at flytte holdninger

IMG_0942Hvis man som politikker vil skabe reelle forandringer, er det ikke nok at flytte stemmer. Man skal også flytte holdninger. Og man skal turde have en vision, som man tør forklare vælgerne – også selvom det ikke umiddelbart kan aflæses i meningsmålingerne.

Valgkampen, og de seneste fire års såkaldt røde regering, er nemlig et rigtigt godt eksempel på, at man sagtens kan flytte stemmer frem og tilbage og vinde valg, uden at flytte holdninger og uden for alvor at skabe forandring.

Den defensive venstrefløj
Dansk Folkeparti har, med deres udlændingepolitik, lykkes med både at flytte stemmer og holdninger igennem en årrække. Partiet har sat dagsordenen så meget på dette punkt, at partiet kunne nøjes med at føre valgkamp på sloganet ”du ved hvad vi står for”, og lade de andre partier slås om at have den (næst)mest stramme udlændingepolitik.

Derimod har det meste af venstrefløjen politisk set været i defensiven, og gået stille med dørene med de socialistiske visioner man måtte have, for at få flere stemmer, og dermed en påstået indflydelse.

Men hvad er en masse mere eller mindre venstreorienterede mandater værd, hvis de ikke bruges til at kæmpe for en reel og helstøbt venstreorienteret politik? For jo mere man italesætter en politik som ligger til højre for den man selv står for, jo mere giver man uforvarende partierne til højre i folketingssalen ret i vælgernes øjne (og måske ender man endda med selv at tro på den).

Denne taktik har da også været med til at blåstemple højrefløjens politik. Vælgerne kan godt lugte manglende autencitet, og hvis man over en årrerække har fået overbevist dem om at eksempelvis en stram udlændingepolitik er nødvendig, eller har stemt for finanslove som man samtidigt påstod man ikke rigtigt troede på, stemmer vælgerne altså på dem som de kan se og høre mener det alvorligt.

Den hemmelige revolution
Dette gælder også Enhedslisten, der ellers har tordnet frem igennem de sidste 10 år. Efter valget i 2001, hvor partiet var tæt på at ryge under spærregrænsen, virker den stemmemæssige succes nemlig for en stor dels vedkommende til at være baseret på, at man har nedtonet partiets visioner for et socialistisk samfund.

Ordet revolution er næsten støvsuget ud af partiprogrammet, man taler ikke ofte om at ophæve den private ejendomsret, og man giver ikke udenrigspolitikken eller klimapolitikken og dennes sammenhæng med kapitalismens vækstparadigme den fremtrædende rolle, som ville kunne understøtte endemålet om et socialistisk samfund.

I stedet er man blandt andet gået til valg på emner som arbejdsløshed, velfærdspolitik og et løft til den kollektive trafik, der nok kan være vigtige som konkrete manifestationer af en socialistisk politik, men som ikke kan stå alene hvis man på sigt vil sælge en vision og ikke bare en politik.

Utopier er til for at realiseres
For jo mere man vil et markant andet samfund end det bestående, jo mere kræver det at man opstiller og vedbliver med at tale om en overbevisende og helstøbt vision for dette alternative samfund.

Verdenshistorien og Danmarkshistorien er spækket med utopier, som er blevet gennemført, fordi visionære og vedholdende mænd og kvinder har kæmpet for dem, og blevet ved med at italesætte dem, selvom det virkede som en håbløs kamp.

Hvor mange i verdens utallige kolonier ville før anden verdenskrig have turdet troet på, at store dele af verden ville blive afkoloniseret i løbet af nogle få årtier? Og hvor mange i Danmarks fattige landområder eller storbyslumkvarterer turde drømme om, at Danmark efter krigen gradvist ville blive et velfærdssamfund, hvor alle havde ret til lægehjælp og ingen måtte gå sultne i seng?

To skridt frem og et tilbage
Historien er dog også på samme måde også spækket med tilbageslag for visionen om at skabe et bedre og mere demokratisk samfund og en bedre verden for det store flertal af mennesker, som vel er socialismens udgangspunkt, og valget 2015 er helt klart et tilbageslag i denne forstand.

Men hvis venstrefløjen skal forsøge at tage ved lære af valget, og de fire år med Thorning-regeringen, må den anerkende, at den er nødt til både at tale om de store visioner, og flytte både holdninger og stemmer, før den kan skabe reelle og gennemgribende forandringer i en positiv retning.

Hvis man fokuserer for meget på visionerne, kan man rigtignok komme til at virke virkelighedsfjern. Men hvis man på den anden side fokuserer for meget på at få stemmer i stemmeboksen, og lytter for lidt til ens egen indre stemme, så vil socialismen forblive en utopi.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: