Orwell er fra Swaziland

Mkho DlaminiEr du træt af at læse bøger, rapporter eller artikler, om hvordan fattige afrikanere bør reagere på deres fattigdom, skrevet af midaldrende, middelklasse-professorer, -forfattere, -NGO-ansatte eller journalister (som mig)?

Er du træt af at få vist et generaliseret billede disse afrikanere (som bor i 50 forskellige lande, og taler tusindevis af forskellige sprog), så vi ubevidst kommer til (fejlagtigt) at tro, at de er stilletiende, hjælpeløse ofre, som altid har brug for vores hjælp og vejledning?

Så burde du læse Mkhonzeni Dlaminis nye bog, ”Phoenix Mysteries – memoirs of a born oppressed”. Bogen handler om at bryde de rammer man er født ind i, selvom man er vokset op i absolut fattigdom i det enevældige monarki Swaziland, hvor over halvfjerds procent af befolkningen lever for under en dollar om dagen.

Ind under huden på fattige mennesker
Dlaminis bog giver en god beskrivelse af, hvordan det er at vokse op i en mudderhytte i en landsby i Swaziland, hvor pengene knap rækker til mad eller skolegang, og beskriver samtidigt den unikke kultur og politiske situation i Afrikas sidste enevældige monarki, Swaziland – ”et land hvor virkeligheden er som taget ud af en fiktiv roman”, som han kalder det.

For Mkhonzeni Dlaminis bog bliver ikke mindre interessant af, at der ikke findes meget litteratur fra Swaziland. Især ikke litteratur der tør kritisere regeringen eller udfordre status quo.

Der bliver lavet masser af statistikker, og skrevet masser af rapporter og artikler om Swaziland. Men skal man for alvor forstå dette unikke land, og dets mange fattige indbyggere, kræver det bøger som Mkhonzeni Dlaminis, der beskriver de følelsesmæssige og dagligdags aspekter af at være Swazi.

Mudder og komøg
Mkhonzeni voksede op i en hyttte lavet af grene, mudder og komøg, i en fattig landsby uden for den lille by, Nhlangano i det sydlige Swaziland. Hans mor arbejdede som hushjælp, og faren var en arbejdsløs alkoholiker, der som så mange andre Swazier, havde arbejdet i nabolandet Sydafrikas miner.

Elektricitet og rindende vand var en luksus som familien ikke havde råd til, og der var derfor ikke nogen vaskemaskiner og komfurer i Mkhonzenis barndomshjem. Han måtte hjælpe sin mor med at hente bilharzioseholdig vand i den nærmeste flod, lave mad over åben ild, og vaske sit tøj i hånden.

Familien solgte hjemmegroet marihuana og grisekød fra et lille grisehold for at overleve, ligesom Mkhonzeni hver uge tog til byen, for at købe pakker med kiks, som han solgte i landsbyen. Dette var især nødvendigt, når majshøsten slog fejl, eller når lokale banditter stjal honningen fra hans bikuber.

Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse
At få sig en videregående uddannelse i Swaziland er op ad bakke, men til trods for, at han voksede om under fattige vilkår, lykkes det alligevel Mkhonzeni at få en universitetsuddannelse. En af hans hovedargumenter i bogen er da også, at uddannelse er en måde at transcendere såvel fysisk som intellektuel fattigdom. Uddannelse er derfor en forudsætning for såvel personlig som politisk forandring.

I bogen beskriver Mkhonzeni de mange udfordringer han blev stillet over for. Han måtte ofte gå i skole på tom mave, og uden blyanter eller kladdehæfter til at skrive i. Tæv som straf var en del af hverdagen i skolen, der ikke havde rindende vand eller nok bøger til alle eleverne. Ofte måtte han blive hjemme fra skole i månedsvis, fordi forældrene ikke havde råd til at betale skolen.

De fleste af Mkhonzenis klassekammerater måtte da også droppe skolen, fordi deres familier ikke havde råd. Men Mkhonzeni holdt ved. Han knoklede med lektierne, læste avisartikler fra de aviser som faren efterfølgende brugte som cigaretpapir, han lavede legetøjsbiler ud af ståltråd, dåser og træstykker, og han legede med og undersøgte kasseret elektronisk udstyr, som en slags kreativ forberedelse til det ingeniørstudie han senere skulle påtage sig.

Tåregas på universitetet
Ved hjælp af sine førsteklasses karakterer, blev Mkhozeni optaget på det lokale universitet, University of Swaziland.

Han klarede sig økonomisk, og havde råd til en studiebolig og mad med hjælp fra private bidragsydere, samt ved at leve nøjsomt. Han drak ikke, tog ikke i byen, gik ikke i biografen, købte ikke en smartphone, havde ikke en kæreste, og arbejdede hårdt for ikke at dumpe nogen eksaminer, hvilket for mange fattige studerende i Swaziland betyder, at de må opgive deres studier.

Han undgik dog ikke den politivold, som er en del af livet for studerende på University of Swaziland, der tør stille spørgsmålstegn ved status quo. Politiet skød med tåregas og gummikugler, og piskede og tævede de studerende der, som Mkhonzeni, fredeligt søgte at aflevere en forespørgsel til landets undervisningsminister, hvori de klagede over lave stipendier og forsinkede eksaminer.

Troede Orwell var fra Swaziland
Det er forbudt at stille spørgsmålstegn ved kongens udlægning af Swazilands traditionalistiske kultur, der bygger på nepotisme og korruption, og bruges til at undertrykke alle, men især kvinder, børn og fattige.

Man skal for eksempel huske at deltage i kongens kulturelle events, stemme til de udemokratiske valg, eller bestikke en embedsmand, hvis man overhovedet skal have en chance for at få et stipendie, eller når du er færdiguddannet, et job i det offentlige, skriver Mkhonzeni. ”Alt er ejet af kongen, og hvis man skal leve et bare nogenlunde ubekymret liv, skal man respektere og ære ham. For alt jorden i landområderne kontrolleres af høvdingene på hans vegne”.

Han sammenligner i bogen Swaziland, med sin diktatoriske leder, manglende ytringsfrihed, ideologiske tvang, og masseanholdelser af systemkritikere, med bondegården i George Orwells Animal Farm. ”Jeg troede faktisk, at Orwell var fra Swaziland”, skriver han.

Forstå os, hjælp os
At skrive sine memoirer som 26-årig, som Mkhonzeni har gjort, virker måske noget forhastet. Men Mkhonzeni siger selv, at han ville skrive om sit liv mens hans erfaringer stadigvæk er relevante, og at det er kujonagtigt at skrive sine memoirer når man er lykkeligt gift, har fast arbejde, og ens økonomiske situation er stabil.

Han fortæller mig også, at han både skrev bogen som en inspiration for hans fattige unge landsmænd, og til læsere uden for Swaziland.

”Jeg ville fortælle verden om hvordan almindelige Swazier i landområderne lever. Jeg ville fortælle verden hvordan vores regering misbruger os, som en ond stedmoder. Og jeg ville opfordre jer til at hjælpe os med at lægge pres på vores regering, så alle får mulighed for et ordentligt liv”.

Efter at have læst Mkhonzenis bog, er det i hvert fald tydeligt, at en uddannelsesmæssig og kulturel bevidsthed og revolution er forudsætningen for de politiske forandringer han efterspørger.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: