Kan man fjernstyre børn?

skole (2)Der er sket et skred i både menneskesynet og synet på læring i Danmark. 200 års stigende fokus på kvalitet, kreativitet og selvstændig tænkning i undervisningen i folkeskolen er blevet afløst af regneark, Pisa-test og økonomisk nyttetænkning.

Dermed står vi med et læringssyn, der rækker helt tilbage til folkeskolens fødsel, hvor folkeskoleloven fra 1814 beskrev målet med undervisningen som det at give eleverne kundskaber og færdigheder ”som er dem nødvendige for at blive nyttige borgere i staten”.

Skole for (erhvervs)livet
Skolen vigtigste formål i dag er, meget ligesom i 1814, at ”give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse”, som det står i folkeskolelovens formålsparagraf, ”så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence”, som der står i aftaleteksten til den nye skolereform.

Grundtvigs ”skolen for livet” er blevet afløst af skiftende regeringers ”skolen for videre uddannelse”.

Kundskaber skal nu ifølge folkeskoleloven ”gives” i stedet for at ”tilegnes” eller ”fremmes”, som der hed sig i tidligere versioner af loven. Der er blevet indført snævre definitioner af faglighed gennem obligatoriske elevplaner, forenklede fælles mål, og standardiserede nationale test.

I aftaleteksten til skolereformen bliver dette helt tydeligt. ”Målene for elevernes faglige udvikling vil blive opgjort på baggrund af elevernes resultater i de nationale test”, der skal baseres på ”Pisa’s kategorisering”, står der.

Børn er tomme bægre
Skellet mellem dannelse og uddannelse er hermed udvisket, og elevernes læring er reduceret til hvad der er målbart i multiple choice test.

Tilbagestår et skolesyn der i stigende grad ser eleverne som tomme bægere der skal fyldes op med en i forvejen defineret viden direkte fra undervisningsministeriet, og som nærmest udelukkende skal forberede eleverne på uddannelse og arbejdsliv.

Tilbage står en centralt bestemt tankpasserpædagogik, hvor verden i forvejen er defineret, som eleverne skal føres passive ind i gennem monolog og ikke dialog.

Tilbage står en barndom, der ingen værdi har i sig selv, i en konkurrencestat hvor børn tilsyneladende kun har kun relevans som fremtidig arbejdskraft og forbrugere.

Socialdemokratisk kovending
Vi skal ellers ikke ret langt tilbage i tiden, for at finde helt andre læringsmæssige holdninger.

I 1981 kunne man læse i en Socialdemokratisk pjece, at ”uddannelse i folkeskolen ikke kun er et spørgsmål om at kunne nogle formelle ting, men i lige så høj grad at kunne bruge det lærte”. I 1992 skrev partiet i sit principprogram, at ”barndommen ikke alene er en forberedelse til en senere voksentilværelse, men har en værdi i sig selv”. Og før årtusindeskiftet mente Socialdemokraterne, at karaktererne og de afsluttende prøver i folkeskolen burde afskaffes.

Så sent som i 2010, før Socialdemokraterne fik regeringsmagten, udtalte den nuværende undervisningsminister, Christine Antorini til Information, at hun ”ikke ville være med til at lave et vildledningssystem, hvor forældre tror at nationale test – der kun måler smalt – er svaret på, om det er en god skole eller ej”.

Og i regeringsgrundlaget fra 2011 står der at folkeskolen skal bygge på ”et partnerskab, hvor ideologiske mærkesager viger for gensidig respekt”, og hvor ”elever, forældre og lærere skal have et medejerskab til skolen”.

Man kan ikke lære nogen noget
Alt dette ser vældigt godt ud på papiret, men det er ikke Socialdemokraternes meningstilkendegivelser fra firserne, halvfemserne, eller før valget der er gældende mere. Det er derimod et læringssyn, der har fastlagte mål og hvor skolen skal fylde viden på børnene, så de bliver klar til videre uddannelse og konkurrencen med kineserne.

Men dette læringssyn strider mod både folkeskoleloven, der siger at undervisningen skal tilrettelægges ”så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger”, og gængs læringsteori og didaktik, hvor viden aktivt skabes af eleven, i samspil med læreren og omverdenen.

Det giver derfor ingen mening at sætte direkte lighedstegn mellem hvad læreren underviser i, og hvad eleven lærer. For man kan ikke for alvor lære nogen noget ved at ”overføre” viden til dem, men kun skabe de rette forhold for, at eleven selv skaber læring.

Man kan ikke fjernstyre børn, men…
Så svaret på spørgsmålet i overskriften på denne artikel må være: nej man kan ikke fjernstyre børn.
Man kan forsøge, ved at reducere dannelse og uddannelse til et spørgsmål om tal og at fjernstyre skolerne fra Christiansborg og rådhusene på baggrund af standardiserede Pisa-undersøgelser. Man kan reducere børn og voksne til midler for målet om økonomisk vækst, i stedet for omvendt. Man kan tvinge lærere og elever til at gøre hvad der bliver sagt, og dermed mere eller mindre utilsigtet fremme konformitet og lydighed.

Men hvorfor gøre alt dette, når det enkelte menneskes udvikling og livsglæde burde være målet for skolegangen og det samfund skolen forbereder til, når danske elever har ligget i top i tests der måler på selvstændig tænkning, viden og holdning til værdier og demokrati, og medansvar for egen læring, og når nu erhvervslivet rent faktisk efterspørger ansvarlige og selvstændigt tænkende mennesker?

I stedet er det da oplagt fortsat at forbedre en læringsmæssig tradition, hvor man forsøger at uddanne ansvarlige mennesker der kan tænke selv, og samtidigt skabe et samfund der er til for borgerne og ikke omvendt. Et samfund der også – i disse ytringsfrihedstider – sikrer at fremtidige generationer rent faktisk har noget fornuftigt at ytre sig med og om.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: