Husk det grønne i ”rød-grønne”

Aldrig før har det været så oplagt at tage et opgør med vores grundlæggende syn på verden. På biblens opfattelse af at mennesket skal herske over jorden, på vores tro på at vi er hævet over naturen, og på vores tro på at mennesket altid handler ud fra egoistiske motiver.

Aldrig har det været så opportunt at kritisere kapitalismen, og at opstille et socialistisk alternativ til denne. Ikke mindst hvis venstrefløjen husker, at det grønne og det røde hænger uløseligt sammen, og at det grønne er det bedste argument for det røde i disse klimakrise-tider.

For selv Verdensbanken taler i deres rapporter om at vi vil få en 4 graders temperaturstigning før slutningen af dette århundrede, hvilket vil have ”ødelæggende konsekvenser” for jordens befolkning, hvis vi ikke ”handler nu”.

Og FN’s Klimapanel siger, at borgerne i de rige lande som Danmark skal ned på at udlede en femtedel af den CO2 som de udleder i dag, for at vi skal undgå dette scenarie.

Defensive socialister
Den amerikanske højrefløj har tydeligvis fattet, at en indsats for at mindske den globale opvarmning vil kræve gennemgribende ændringer i den måde vi fører samfund på. Reelt set et farvel til nyliberalismen, og et gensyn med en eller anden form for (ikke-vækst-orienteret) socialisme. Det er derfor de bekæmper klimaindsatsen med næb og klør.

Det er derfor yderst uheldigt, at Enhedslisten, som det eneste parti i det danske folketing som hævder at ville et markant anderledes samfund end det nuværende kapitalistiske og vækstdrevne, agerer så politisk defensivt. Enhedslisten burde i langt højere grad give klimakrisen en central plads i deres politiske dagsorden, på tværs af alle politikområder.

Men Enhedslisten bliver i stedet ved med at stemme for den mindste forbedring (og de har været små, også under den nuværende regering), når nu det der er brug for er at argumentere for at kun en markant anderledes politik vil kunne stoppe den globale opvarmning.

En global massebevægelse
Partier der, som Enhedslisten, vil et andet politisk system end det bestående må bruge deres taletid i medierne til at diskutere klimakrisen i langt højere grad, og være med til at skabe en global massebevægelse sammen med miljøorganisationer og andre organisationer, der skal presse en klimavenlig dagsorden igennem.

En sådan massebevægelse er nødvendig, fordi de enkeltstående lande og politiske systemer er indadskuende, og gearet til at skabe fordele for mig og mit land, og ikke for menneskeheden som helhed.

For i krisesituationer som denne, hvor global opvarmning vil skabe en klimakatastrofe, hvis vi ikke skærer voldsomt ned på verdens samlede CO2- udledning indenfor få år, virker parlamentarisme og konsensusdemokratier som vores ikke, i hvert fald ikke uden et massivt udenomsparlamentarisk pres.

For der er ingen stemmer i, at bede folk om at skrue ned for deres forbrug og acceptere restriktioner på deres såkaldte personlige frihed. Især når nu de selvsamme politikere har brugt årtier på at bilde os ind, at vækst (og de resurser som væksten er baseret på) er nødvendig og tilsyneladende uendelig, og at menneskets påståede egoisme er en nødvendig drivkraft for denne vækst.

Gør op med uligheden
En sådan global massebevægelse må gøre op med den skadelige frihandel der er repræsenteret ved WTO og bilaterale frihandelsaftaler som Transatlantic Trade and Investment Partnership-aftalen mellem USA og EU, og de store firmaers magt over økonomien, som vores politikere har udliciteret, dereguleret og overladt til dem, ikke mindst på energiområdet – et energiområde, hvor den mest CO2-udledende produktion er mest profitabe.

Og for at det skal være realistisk at et flertal af lande vil skære i deres CO2-niveauer, må vi samtidigt prioritere samarbejdet med ligesindede partier og organisationer over hele verden, for at forsøge at skabe en langt mere ligeværdig verden, hvor ingen sulter og ingen overforbruger mens andre sulter, som det er nu.

For at dette kan finde sted må vi tillade de fattige lande en rimelig mulighed for udvikling, mens vi må skære markant i vores CO2-udledning, og dermed forbrug. For ellers vil vi aldrig få u-landene, for slet ikke at tale om Kina og Indien, med på at skære i eller holde deres CO2-udledninger nede. For så vil de, med rette, pointere at vi i den rige del af verden er dobbeltmoralske, når vi selv har skabt den nuværende klimakrise i jagten på vores velstand, men ikke tillader dem at gøre det samme.

I denne forstand kan den globale opvarmning ironisk nok vise sig at være en god ting for verdens fattige, da vi ikke for alvor kan løse klimakrisen uden at takle den enorme ulighed i fordelingen af verdens resurser.

Klimaet på dagsordenen
Vi må dog bruge langt flere kræfter og taletid på at forklare, at alle mennesker nu og på sigt vil drage nytte af en sådan politik, i stedet for, som nu, enten at tie klimadebatten ihjel, eller at tro at vi kan fikse klimaet inden for den nuværende nyliberale ulighedsskabende verdensorden.

Vi må komme med konkrete eksempler på at løse klimakrisen, eksempelvis hvordan Danmark og andre lande helt konkret kunne basere vores transportsystemer og varmeforsyning på nationaliseret vedvarende-energi-baseret elektricitet, der vil kunne deles over landegrænser, sikre at varer ikke produceres til at gå i stykker efter få år, skære ned på vores kødindustri- og forbrug, eller gøre op med vores individuelle tro på, at alle vores mere eller mindre reklameskabte behov skal opfyldes her og nu.

Og vi må bruge langt flere kræfter på at opstille et socialistisk, ikke-vækstbaseret og lighedsskabende alternativ som vi kan tro på. For uden et reelt alternativ til vores nuværende samfundsform vil al snak om klimakrise blot paralysere os fremfor at få os til at handle – sådan som klimadebatten virker på de fleste nu.

For når selv ikke store dele af Enhedslisten sådan for alvor tør trodse den nuværende snæversynede og nationalt fikserede politiske dagsorden, og opprioritere områder som klimakrisen eller international ulighed og sult, så kan man ikke klandre (selv venstreorienterede) danskerne for at blive på sofaen til næste valg.

Udstil den utopiske kapitalisme
Jeg kender flere ellers trofaste Enhedsliste-vælgere, som seriøst overvejer at stemme blankt ved næste valg. De ser en stemme på Enhedslisten som en stemme på Helle Thorning, og mener at Enhedslisten er ved at udspille sin rolle som det eneste reelle politiske alternativ til nyliberalismen.

Hvorfor ikke forsøge at lytte til dem og arbejde for en global og klimamæssig forsvarlig dagsorden, i stedet for at ville tækkes en regering som har ført en nyliberal og klimauvenlig politik siden den kom til magten? Hvorfor ikke i langt højere grad kritisere nyliberalismen og det kapitalistiske system, i stedet for ofte at fremhæve og kritisere effekterne af dette system?

I mange år har kapitalisterne hævdet at socialismen var utopisk. Klimadebatten beviser derimod at det tværtimod er kapitalisterne og vækstfanatikerne – inklusive den nuværende regering – der er utopiske. Hvorfor ikke bruge dette mod dem langt mere offensivt?

Vi taler langt oftere om den farlige religiøse fundamentalisme, som er repræsenteret ved 9/11 og Charlie Hebdo-mordene, end om klimaet. Men nøgternt set er de nyliberale økonomiske fundamentalister hundrede gange mere farlige for menneskeheden og jorden som helhed, nu og på sigt.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: