Illegale olieboringer kan genstarte krig i Vestsahara

ws kosmosDen uafhængige internationale NGO, Western Sahara Ressource Watch (WSRW), opfordrer i en ny rapport det amerikanske firma Kosmos Energy til at stoppe deres planlagte olieboringer i det af Marokko-besatte Vestsahara øjeblikkeligt. Boringerne underminerer fredsprocessen, og kan få konflikten i Afrikas sidste koloni til at blusse op igen, skriver organisationen.

Olieboringerne, der udføres i samarbejde med det marokkanske statslige oliefirma ONHYM, forventes at starte i december. Problemet er at de er i strid med FN’s charter, utallige FN-resolutioner og -udtalelser, og international lov, der kræver at koloniserede folk som Vestsaharas oprindelige befolkning både skal give deres samtykke, og drage fordel af udnyttelsen af deres resurser, skriver Western Sahara Ressource Watch i rapporten A Platform for Conflict.

Imod resursetyveri
Vestsaharas oprindelige befolkning, Saharawierne, har tydeligt udtalt ved flere lejligheder, at de protesterer imod såvel olieboringerne, som den øvrige udnyttelse af deres resurser, og at der ingen beviser er for at andre end den marokkanske konge og hundredetusindevis af marokkanske bosættere drager fordel heraf.

I et brev til Kosmos Energy fra saharawiske civilsamfundsorganisationer i de besatte områder af Vestsahara, som citeres i rapporten, pointeres dette tydeligt. ”Ingen af de undertegnede er nogensinde blevet kontaktet, direkte eller indirekte, af Kosmos Energy eller den marokkanske regering, for at spørge vores befolkning om olieboringerne udføres efter deres ønsker”.

Tusindvis af Saharawi-aktivister, der fredeligt har protesteret imod Kosmos’ olieboringer, er blevet brutalt tævet af marokkansk politi, og flere aktivister har fået livstidsdomme for at protestere imod lignende resursetyveri.

En skinproces
Kosmos Energy, der siger de følger international lov i Vestsahara og FN’s retningslinjer for virksomheders brug af samfundsansvar, har dog foretaget en skin-proces, hvor de via den marokkanske regering har konsulteret med pro-marokkanske grupper, skriver Western Sahara Ressource Watch i rapporten. Dette skulle ifølge firmaet retfærdiggøre deres handlinger.

Men i deres seneste årsrapport beskriver Kosmos Energy selv hvordan ingen lande anerkender Marokkos krav på Vestsahara, og hvordan deres licens til boringer er i konflikt med licenser for olieudvinding udstedt af Saharawiernes eksilregering SADR (der er blevet anerkendt af over 80 lande, og er medlem af den Afrikanske Union), inklusive for området hvor de vil bore.

Kosmos Energy beskriver desuden, i en slags risikovurdering i årsrapporten, hvordan de risikerer at blive presset og ramt på pengepungen af en kombination af ”aktivistgruppers PR-kampagner, der vil presse firmaer til at stoppe med at investere i Vestsahara”, og ”en ændring i USA’s eller andre landes politik i forhold til Vestsahara”.

Danmark skal handle
I Danmark tog folketingets udenrigsudvalg stilling til resursetyveriet i Vestsahara i maj, ved at vedtage en beretning der fraråder danske offentlige institutioner og virksomheder at handle med varer fra Vestsahara. Men Danmark har ikke været gode til at sætte handling bag ordene, eller blot problematisere danske firmaers faktiske handel med varer fra Vestsahara, eller med firmaer der opererer i kolonien.

Flere danske firmaer handler, har handlet med, eller skiber materialer fra, det besatte Vestsahara, og den danske ambassade i Marokko foretager henvendelser til firmaer i Vestsahara for danske firmaer. Desuden har Lærernes Pension og Sampension ifølge oplysninger på deres hjemmeside aktier i Kosmos Energy, og Kosmos Energy har hyret en olierig af Mærsk Drilling til olieboringer ud for Marokkos kyst.

Så Danmark og det internationale samfund må gøre mere hvis de skal stoppe Saharawiernes vrede og utålmodighed, og manglende lyst til at tilbringe endnu 39 år under en brutal marokkansk kolonisering eller i flygtningelejre i ørkenen i nabolandet Algeriet, siger Vestsaharas befrielsesfront Polisarios repræsentant i Danmark Abba Malainin.

Et marokkansk olieeventyr?
”Hvis Kosmos Energy og ONHYM fortsætter med deres udnyttelse af Vestsaharas naturresurser, vil det både underminere den FN-ledede fredsproces, og være med til at forlænge konflikten ved at skabe et større økonomisk incitament for besættelsen”, siger Abba Malainin.

Han opfordrer Danmark og det internationale samfund til at gøre noget hurtigt for at undgå en krig, for at genstarte den fredsproces der har varet i over tyve år, og for endegyldigt at sætte et punktum for kolonitiden i Afrika.

For hvis Marokko først finder olie i Vestsahara, vil landet sandsynligvis aldrig acceptere en løsning på Vestsahara-konflikten der indebærer enden på deres besættelse. For som den marokkanske energiminister udtalte til den arabiske avis Asharq Al-Awsat i maj, ”vi håber at Marokko går en lys fremtid i møde som Nordafrikas Norge”.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: