Englands umulige drøm

Steve Mason foran Café Osborne”Jeg tror ikke på Englands chancer”, siger han til sidemanden, som omtalte han en elsket søn der havde skuffet ham en gang for ofte. Begge mænd er i midten af halvtresserne, at dømme ud fra deres begyndende rynker og grånede hår.

Vi befinder os på Café Osborne, et samlingssted for engelske fodboldsfans og andre med interesse for engelsk fodbold og god, billig øl. Caféen ligger under gadeniveau i Elmegade på Nørrebro i København, og er ikke er meget større end en dagligstue. Alligevel har 50 fodboldfans presset sig ind på de få kvadratmeter, flere af dem iklædt engelske landsholdstrøjer med de karakteristiske tre løver på brystet.

Luften er tæt af forventningen til nattens VM-kamp mellem England og Italien, der starter på slaget tolv, samt af duften af fadøl og røgen fra de snesevis af cigaretter, som fansene pulser ihærdigt på. Men også af halvtreds års uindfriede engelske fodboldforventninger.

Presset fra ’66
For England har kun været i en enkelt VM-semifinale siden 1966, hvor holdet på hjemmebane kom i finalen og vandt. Tre gange har man ikke engang kvalificeret sig til VM. I denne periode har Tyskland været i seks finaler, Brasilien og Italien i fire, Frankrig i to, og Spanien i en enkelt, som man dog vandt. Her er tale om fodboldnationer, som England i størrelse, antal klubber og fodboldspillere, og i ligakvalitet, er absolut på niveau med.

Så hvorfor klarer det engelsk landshold sig så forholdsmæssigt dårligt? Ifølge journalist, forfatter, og forsker i sportskultur Mark Perryman er en af årsagerne, at forventningerne til det engelske landshold er bundet op på sejren i 1966, hvilket lægger et enormt pres på især de unge spillere.

”Så snart en ung spiller slår igennem på landsholdet, tror vi at vi vinder verdensmesterskabet”, fortæller Perryman. ”Pludseligt er der enormt høje forventninger til en spiller på 19-20 år, og de kan ofte ikke klare presset”.

Journalist på Tipsbladet Thomas Pyndt, som har dækket engelsk fodbold i mange år, mener dog at man skal passe på med at generalisere for meget over de engelske fans’ og mediers mentalitet.

”Tabloidaviser som The Sun pisker altid en stemning op, men velovervejede fans og medier kan godt se nuancerne. Alle englænderne har ikke en blind tro på at de kan vinde VM”, siger han. ”Det er en kliché på samme måde som den om de danske roligans”.

Ud af den gyldne generations fodspor
Engelske fans er mindre optimistiske end tidligere, ikke mindst efter den såkaldte ”gyldne generation”, med blandt andet Owen, Beckham, og Cole, ikke indfriende de forventninger man havde til dem, mener kommunikationsmedarbejder hos det engelske Football Fans Federation, Michael Brunskill.

”De var meget talentfulde og vandt en masse med deres klubber, men de leverede aldrig i de internationale turneringer, hvor de ofte spillede defensivt og rigidt”, forklarer han.

Der er derfor heller ikke den samme begejstring i gaderne i England som der plejer at være til et verdensmesterskab, siger Mark Perryman.

”Som regel til VM er der engelske flag overalt, men ikke denne gang. Men hvis vi kommer videre fra gruppespillet vil stemningen vende”.

Thomas Pyndt ser dog alligevel entusiasmen fra den netop afsluttede klubsæson, som en grund til at være lidt mere optimistisk.

”Der er en begejstring i England på grund af den fantastiske Premiere League sæson i England, med offensivt, sprudlende fodbold med nye spændende spillere. Den engelske manager Roy Hodgson har grebet dette og udtaget en masse spændende nye spillere med et gigantisk potentiale”, pointerer han.

Ian Quintana er enig. Han har spillet amatørfodbold sammen med Roy Hodgsons søn da landtræneren var træner i FCK.

”Jeg tror at Hodgson vil få England til at spille ordentlig fodbold for en gangs skyld”, fortæller han, mens han kigger op på fjernsynet der hænger i et hjørne af Café Osborne.

’Vi er et gennemsnitshold’
Kampen bliver fløjtet i gang. Steve Mason, som i dagens anledning har England-trøje og England-hat på, samt et stort engelsk flag svøbt over skuldrene som en slags superhelte-kappe, er klistret til skærmen. Da England udligner italienernes føring i det 37. minut, brøler han et på en gang begejstret og lettet ”yeeees!” i kor med resten af caféen, som om han igen turde tro på en ellers bortgemt og undertrykt barndomsdrøm.

Kontrasten til den opgivende stemning, der præger den sidste del af kampen efter italienerne har scoret til 2-1, kunne ikke være større. Et par halvhjertede ”Come on England!” tilråb er hvad det kan blive til. Det er som om fansene af erfaring ved, at det ikke vil lykkes.

Slutfløjtet på Café Osborne afløses af en overdøvende stilhed. England har, efter en fighterindsats med gode offensive takter, tabt til de mere taktisk disciplinerede italienere. Der er ingen tilråb og vredesudbrud, kun resignerede blikke fra de mange fans der enten skyndsomt forlader caféen, eller bliver tilbage for at stirre tomt ned i nattens sidste øl.

Så spørgsmålet er nu for de engelske fans, om drømmen stadigvæk lever. Becky Gamester, der til dagligt arbejder som webmaster for et britisk teleselskab, så kampen live i Brasilien. Hun mener at det er et åbent spørgsmål, om England kan gå videre fra gruppespillet.

Som en af de fans der følger holdet til kampene, har hun ikke har det samme ambivalente og omskiftende forhold til holdet som tv-fansene, fortæller hun, hvilket giver hende et mere realistisk forhold til det engelske holds styrker og svagheder.

”Vi er selvfølgeligt ikke lige så gode som Tyskland, Spanien, Brasilien, og Argentina. Efter min mening er vi et gennemsnitshold. Hverken mere eller mindre”.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: