Det politiske spil overskyggede politikken i Thornings spørgetime

Skyerne trækker sig sammen over Christiansborg denne tirsdag i juni. En hær af journalister jagter detaljer om Lars Løkke Rasmussens bilagssag på Christiansborgs gange. Kun otte er til stede i presselogen til statsministerens spørgetime.

Klokken seks minutter i et sætter Mogens Lykketoft sig i sin formandsstol i folketingssalen. Statsministerens spørgetime skal til at begynde, en debatform der blev indført sidste år. Mogens Lykketoft, som har stået ”fadder” til idéen, siger at man har fået idéen fra det Britiske parlaments Prime Ministers Question Time, og han mener at den vi kunne skabe en mere livlig og principiel politisk debat i Danmark.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er i fokus, men til forskel fra pressemøder og almindelige forespørgsler i folketinget eller udvalgene, kender hun ikke spørgsmålene i forvejen, og spørgeren kan stille mere end de sædvanlige to spørgsmål.

Mens hun giver sin redegørelse, trasker folketingsmedlemmerne ind i salen. Et par fotografer knipser løst fra presselogen. ”Danmark står et andet sted i dag”, fortæller Thorning. ”Der er klare tegn på fremgang”.

Thorning og Løkke i infight

Dagens reelle men ufrivillige hovedperson, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, er den første til at stille Statsministeren spørgsmål. De to statsministerkandidater står overfor hinanden, som to boksere, der sender det ene drillende slag efter det andet i modstanderens parader.

Løkke slår ud efter hvad han kalder regeringens lange række af løftebrud; efterløn, dagpenge, to lærere per klasse, barselsorlov for mænd, betalingsringen, nævner han tilsyneladende i flæng.

Helle Thorning parerer med en lettere irriteret stemmeføring: ”Jeg ved ikke hvem der snyder vælgerne i øjeblikket – der er meget man kunne sige, men jeg vil undlade at gøre det”, siger hun, med slet skjult henvisning til virakken omkring Lars Løkkes bilagssag.

Spørgsmål fra de andre partiformænd går også i statsministerens parader. SF’s forkvinde Pia Olsen Dyhr må høfligt konstatere at hun ”synes at statsministeren taler lidt udenom”, efter at Helle Thorning flere gange har svaret på hendes spørgsmål om folkeskolereformen med at denne ”ikke er en spareøvelse”.

Under debatten taler mange af de tilstedeværende politikere højlydt sammen under spørgetimen, andre rejser sig op, sætter sig ned, går ud og ind, og flere roder med deres mobiltelefoner eller computere.

Mogens Lykketoft må derfor bede om ro flere gange, især da en strøm af politikere begynder at fylde salen op, lige inden spørgetimen er færdig og en afstemning om materielsituationen i Danmarks jernbaner skal til at begynde.

Spørgetimen kan løfte den politiske debat

Alligevel mener Mogens Lykketoft at spørgetimen kan løfte og tydeliggøre den politiske debat. ”Vi har fået langt bedre dækning i medierne end der er af nogen anden time i tinget”, fortæller han i en mail. ”Jeg synes både statsministeren og Lars Løkke var veloplagte, og at debatten tegnede modsætningerne rimeligt klart op”.

Enhedslistens Christian Juhl erklærer sig enig i et telefoninterview, selvom han mener at statsministeren svarede udenom, og var lidt ”teflonagtig”. ”Det giver en mere konkret debat, og statsministeren skal oppe sig i sine svar. Der er mere på spil, og derfor kommer folketingsmedlemmerne og pressen som regel. Det har været et løft”, konkluderer han.

Christian Juhl pointerer at denne spørgetime var atypisk, fordi pressen og mange politikere havde så meget fokus på Lars Løkkes bilagssag. ”På de gode dage er der en løssluppen stemning, hvor vi buer og klapper – det er noget nyt, noget engelsk-inspireret. Det vil du se, hvis du kommer næste gang”.

De Konservatives formand, Lars Barfoed, er dog mere skeptisk. Han skriver i en mail, at han ikke mener at statsministerens spørgetid har gjort nogen forskel med hensyn til taktik og spin, og at pressen burde ”prioritere stof med beskrivelse og analyse af den politiske substans højere end politiske analyser, der primært drejer sig om motivforskning og analyser af, hvad det taktisk er klogt at gøre i stedet for hvad der faktisk er klogt at gøre”.

Se spørgetimen her: http://www.ft.dk/webtv/video/20131/salen/96.aspx

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: