50 år med Bowie

Den 5. juni 1964 debuterede en ung syttenårig knægt fra Bromley i London, David Robert Jones, med sangen ”Liza Jane”. Sangen floppede, ligesom alle David Robert Jones’ plader de næste 5 år gjorde det.

Det var først da han skiftede navn til David Bowie, efter flere skift i tøj og musikstil, og efter han i desperation over den manglende succes nær havde opgivet sin musikkarriere for at blive skuespiller, at han endelig ramte en musikalsk formel der solgte i 1969. Det var med sangen “Space Odity” om Major Tom, en ensom astronaut fanget i rummet.

Det var denne sang der starter den første LP jeg ejede, CHANGESONEBOWIE, købt til mig af min Bowie-elskende stedfar, der havde så mange plader med Bowie (og Beatles), at han aldrig nåede forbi B når han flere gange prøvede at lave et kartotek over sine langt over tusinde plader.

Der skulle dog alligevel gå tre år før Bowie for alvor slog igennem. Det var med LP’en “Ziggy Stardust and the Spiders From Mars“, en konceptplade om en rockstjerne, som kommer til jorden som talsmand for rumvæsener, og bliver slået ihjel af sit publikum.

Bowie klædte sig, og opførte sig, androgynt og provokerende som Ziggy, i en slags konstant method-acting, hvor man aldrig var helt klar over, om det var Bowie eller Ziggy man talte med. Men selv på de ofte homofobiske fodboldstadioner i halvfjerdsernes England, kunne man se folk med Ziggy-agtig make-up.

For efter han havde spillet singlen “Starman” på Top of the Pops på BBC, og peget ind i kameraet og sunget ”I had to phone some one, so I picked on you”, var Englænderne solgt. Resten af verden skulle langsomt men sikkert følge efter, og flere musikere fra senere generationer har peget på netop dette øjeblik som det, der både gave dem lov til at være den ”freak” de følte sig som, og modet til at starte et band.

Bowie var således en af de få – måske den eneste – stjerne, som ikke blev forkastet, da punk-musikken i 1977 gjorde op med midt-halvfjerdsernes lange bakkenbarter, endnu længere guitar-soloer, og en hedonistisk look og musikstil der slet ikke passede til halvfjerdsernes økonomiske og sociale nedtur.

For især i halvfjerdserne havde Bowie et knivskarpt øje for tidens tendenser, og en ligeså skarp evne til hele tiden at forny sig, uden dog at han kopierede andre. Han var simpelt hen hele tiden enten et skridt foran alle andre i musikverdenen, eller i hvert fald i stand til at blande forskellige musikgenrer og mode på en ny og spændende måde.

Eksemplerne på dette er mange: konceptpladen “Diamond Dogs“, der oprindeligt var ment som en slags musical over George Orwells 1984, den soul-inspirerede “Young Americans“, den Kraftwerk-inspirerede “Low“, hvis b-side bestod af instrumental-numre, der blandt andet inspirerede Joy Divisions senere lyd, eller den punk-agtige “Scary Monsters“, der samtidigt modemæssigt foregreb den New Romantic-scene der afløste punken.

I starten af firserne var Bowie dog endeligt kommet ud af en ufordelagtig pladekontrakt, der (sammen med et overforbrug af stoffer og en udsvævende livstil) havde gjort at han næsten ingen penge havde tilbage. Han havde brug for et solidt hit, hvilket han fik med pladen og dennes titelsang, “Let’s Dance“.

For mig står “Let’s Dance” dog som en slags vendepunkt i Bowie’s karriere, og i mit forhold til ham, selvom jeg både dengang og nu elsker pladen. Ja han har lavet gode sange, og enkelte nogenlunde gode LP’er siden da, men der har været alt for mange fejlskud og meget få pletskud.

Min stedfar havde set Bowie spille i Göteborg, som var en del af Let’s Dance-pladens “Serious Moonlight“-tour – en fantastisk koncert, som jeg havde fået lov at høre gentagende gange på den bootleg-plade som han havde købt af koncerten. Og han lovede mig at jeg måtte se Bowie live med ham når jeg var blevet lidt ældre.

Desværre for mig var jeg først blevet gammel nok, da Bowie startede sin “Glass Spider-tour” – et miskmask af overdreven teatralsk scenografi, dårlige firserfrisurer, og halvsløje sange fra pladen “Never Let Me Down” – en titel der var lige det omvendte af hvad jeg følte Bowie havde gjort over for mig. Vi besluttede at det ikke var umagen og pengene værd.

Bowie blev aldrig det samme for mig siden. Men måske var det fordi hans plader fra halvfjerdserne og starten af firserne simpelt hen var så banebrydende og gode, at han sidenhen kun kunne skuffe. Måske havde hans tendens til at skifte stil og musikgenre ført ham væk fra min smag. Eller måske havde han selv fået smag for den internationale mainstream-succes, som “Let’s Dance” havde givet ham.

Men i virkeligheden er det lige meget, for de gode sange der er kommet igennem fra hans hånd i de 50 år han har lavet musik, og den inspiration han har været for talløse andre musikere og almindelige mennesker, kan man ikke tage fra ham.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: