Turen går til Auserd

En rolig, smuk og mørk himmel med en million funklende stjerner og en stor halvmåne. Solen står hurtigt op, til lyden af muezzinen der kalder til bøn og galende haner. Morgenen er kølig, ligesom det finkornede sand der kærtegner mine fødder, men den afløses hurtigt af en tør, næsten kvælende varme.

Det lyder måske som en beskrivelse af et tropisk paradis fra en novelle eller turistbrochure, men jeg er i flygtningelejren Auserd, som ligger en times kørsel gennem ørkenen fra provinsbyen Tindouf i det sydvestlige Algeriet. Eller i det som de lokale kalder ”djævelens have”.

Her bor over 150,000 flygtninge – saharawierne. De af dem da var født i 1975 har flygtet hundredevis af kilometer til fods gennem ørkenen, fra deres hjemland Vestsahara. Fra krigens bombardementer og de fremstormende marokkanske soldater.

Lejren har ligget her lige siden, og man har – med hjælp fra FN og donorer – opbygget et samfund med hospitaler, biblioteker, skoler, og et velfungerende politisk system. Man ser også små sand-og-lerstens-huse, der blandt andet huser et pizzaria, en tøjbutik, en frisør, en kiosk.

Midt på dagen holder man en lang siesta på grund af den allestedsnærværende sol og den kvælende varme. Da jeg er der om foråret, kryber temperaturen sig ”kun” op på 35-40 grader – om sommeren er det meget varmere. Om aftenen kommer folk frem for at sidde udenfor og tale og drikke den søde lokale te, for at spille fodbold, for at gøre dagens sysler.

Indbyggerne forsøger at leve så ”normalt” som muligt, og på overfladen ser det ud til at lykkes. Men kradser man lidt under overfladen, ser man tydelige tegn på at vi er i en flygtningelejr. Hver ottende indbygger lider af akut fejlernæring, og arbejdsløsheden nærmer sig de hundrede procent.

Selv om saharawierne lever under helt andre forhold og vilkår end os, er det dog tydeligt at de grundlæggende har de samme behov og ønsker som vi har, selvom vi tager en del af det de drømmer om for givet.

For de saharawier jeg taler med har ikke opgivet håbet – håbet for at de en dag kan vende hjem til et frit Vestsahara, håbet for at dette vil sikre en bedre fremtid for deres børn end for dem selv, og håbet for at vi vil hjælpe dem i deres kamp for dette.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: