Kvinderne administrerer flygtningelejre i ørkenen

Saharawi-kvinder, der stammer fra Afrikas sidste koloni, Vestsahara, betragtes af mange som både frigjorte og selvstændige. Mange af disse kvinder lever i flygtningelejre i ørkenen, nær Tindouf i Vestsaharas naboland Algeriet, fordi de eller deres forældre måtte flygte fra den marokkanske invasion og bombardement af deres land i 1975.

Her har kvinderne blandt andet har spillet en fremtrædende rolle i det administrative arbejde i at få opbygget lejrene til funktionelle og proto-demokratiske samfund, og eksempelvis har flere kvinder ministerposter i Vestsaharas eksilregering, og en tredjedel af medlemmerne af parlamentet er kvinder.

Kvindernes fremtrædende rolle er præget af saharawiernes nomadiske baggrund, hvor kvinderne ofte ledede eller administrerede lejrenes samfund og økonomi imens mændene var bortrejst på handelstogter eller for at søge efter vand.

Desuden står det i forfatningen for saharawiernes eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic (der er medlem af en Afrikanske Union), at ”staten skal fremme kvinders politiske, sociale og kulturelle deltagelse i opbygningen af samfundet og i landets udvikling” (artikel 41).

FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har beskrevet hvordan dette er sket gennem ikke mindst en bevidst og målrettet uddannelsesproces overfor kvinderne i lejrene, der har ført til ”store fremskridt i kvindernes rolle i saharawiernes samfund”, som aktivt videreføres af blandt andet kvindernes fagforening, UNMS.

Da jeg besøgte flygtningelejrene nær Tindouf i slutningen af april, mødtes jeg med flere fremtrædende kvinder, blandt andet administrationsminister Khira Boulani, som er uddannet ingeniør fra et universitet på Cuba.

”Vi har skabt vores samfund i lejrene, og samfundets institutioner, under en ekstraordinær situation”, fortæller hun mig. Dette vidner forholdene uden for hendes heldigvis kølige kontor om. Vi ankommer til kontoret gennem høje, smalle gange, hvor solen ikke kan nå ned. Det er forår, og sommeren er flere måneder væk, men det er over 40 grader udenfor og sand så langt øjet rækker.

Hun fortæller mig om kvindernes vigtige rolle i samfundet, om vigtigheden af de mange kvindelige parlamentsmedlemmer, lokaladministratorer, og aktivister. ”Det er meget vigtigt at kvinder er overbeviste om deres retmæssige plads og rolle i samfundet, men denne kamp hænger også sammen med vores generelle kamp for uafhængighed og selvstyre”, opsummerer og pointerer hun lige før vores møde er slut.

Saharawiernes kamp er også en kamp for saharawiernes særegne kultur, fortæller kulturminister Khadija Hamdi mig. Hun tager imod i hendes egen bolig i February 27. Camp, den mindste af lejrene, hvor blandt andet kvindernes fagforening og en kostskole for kvinder ligger.

”Men undertrykkelsen af vores kultur [i de besatte områder af Vestsahara] er også med til at styrke såvel vores kultur, som modstanden imod besættelsesmagten, selvom kulturelle symboler som Saharawi-teltet og vores flag er forbudt [i de besatte områder af Vestsahara], og marokkanerne vil forbyde vores sange og danse”, siger Khadija Hamdi.

”Eftersom vi er et beduin-samfund har vi ikke en nedskrevet historie. Men i øjeblikket er vi er i gang med at gøre dette. Mange unge mænd og kvinder besøger i øjeblikket ældre saharawier, lytter til deres fortællinger, og skriver dem ned. Og i denne historieskrivning er solidariteten blandt Saharawi-kvinderne også en væsentlig fortælling”.

Efter at have mødt både fremtrædende kvinder som Khira Boulani og Khadija Hamdi, og ”almindelige” kvinder der – ligesom mange af mændene – går hjemme bl.a. på grund af den store arbejdsløshed i lejrene, synes jeg at kunne se en status- eller rollemæssig forskel mellem de uddannede, ”frigjorte” kvinder i lejrene, og alle de ”almindelige” husmødre.

Den tidligere sydafrikanske frihedskæmper, Mamphela Ramphele, omtalte disse ”frigjorte” kvinder, som var accepteret på lige fod med mændene i kampen mod apartheid, for ”honorary men”, og mente at deres accept og status ikke automatisk gav alle kvinder lige status med mændene.

Men dette kan – i hvert fald hos saharawierne – også have noget med generationer at gøre. De skolepiger, jeg så på en skole jeg besøgte virkede i hvert fald ikke på nogen måde underdanige, og bare for at understrege pointen om de stærke, unge Saharawi-kvinder, møder jeg og taler med en ung og intelligent kvinde på flyveturen hjem fra lejrene.

Hun er på vej til Barcelona, hvor hun studerer, og er iklædt et farvestrålende tørklæde, som stort set alle andre Saharawi-kvinder har på. Hun vil dog hellere tale mere generelt om saharawiernes problemer, end om lighed mellem kønnene, mens hun fortæller at hendes tålmodighed, ikke mindst det internationale samfund og FN, er ved at være opbrugt.

Og denne pointe, som også administrationsministeren berørte, må vel være en af hovedpointerne her: at kvinderne i lejrenes endegyldige frihed afhænger lige så meget af alle Saharwiernes materielle tilstand, frihed og rettigheder, som af deres relative frihed inden for deres eget samfund. Disse to ting kan ikke adskilles.

Og så skal vi i øvrigt selv lige huske på, at det ikke er så lang tid siden kønnene fik lighed her i Danmark, og at vi måske heller ikke i Danmark er helt i mål. Da Kvindeligt Arbejderforbund I Danmark blev til i 1901, var organisationen nødt til at ansætte en mand i sekretariatet til at skrive under, fordi kvinderne efter datidens love ikke selv var myndige til at gøre det.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: