Saida’a bor i en flygtningelejr

En morgen leger jeg med naboens søn, Saida’a, på næsten to. Han kan ikke tale så meget endnu, andet end nogle få ord, men vi leger alligevel fint sammen. Vi leger en titte-bøh-leg og griner. Vi giver hinanden sten fra gården udenfor huset, bygger med dem, og jeg jonglerer med tre af dem og får endnu et smil. Vi går ”umba”, hvor jeg går rundt med hans fødder på mine fødder, som en slags pingvin-far med sin unge, og siger umba-umba-uh. Han er fascineret af min taske, som har et billede af en haj på.

Dette kunne sagtens have været min egen søn på tre år som jeg legede med, men jeg er i en af flygtningelejrene i ørkenen i sydvest-Algeriet uden for Tindouf, hvor cirka 150,000 saharawier bor. Saida’a bedsteforældre flygtede nemlig med hans forældre i 1975, gennem hundredevis af kilometer ørken, fra de fremstormende marokkanske styrker som var i gang med at besætte og bombardere saharawiernes land, Vestsahara. At de og han stadigvæk bor i lejrene, skyldes at deres land stadigvæk er besat.

Jeg ser dog den lethed med hvilken jeg leger med Saida’a på, som et bevis på såvel det nemme ved at komme i kontakt med børn, hvor man får det igen man giver og mere til, og på at mennesker fundamentalt og skrællet for kulturpåvirkninger i bund og grund er ens.

Denne tendens kan jeg også se i den børnehave eller forskole jeg besøger i flygtningelejrene. For godt nok har finanskrisen gjort, at madleverancerne og nødhjælpen til lejrene er blevet næsten halveret, og godt nok lider cirka ti procent af børnene i lejren af akut fejlernæring, og seksten procent er undervægtige, men Saharwierne har – med hjælp fra FN og donorer – alligevel lykkes med at opbygge vel nok en af verdens mest velfungerende flygtningelejre.

Børnene i børnehaven er mellem fire og seks år. Mens jeg er der, tegner de og bygger med legoklodser, doneret af spanske nødhjælpsorganisationer. Deres tegninger og andre produkter bliver, ligesom i min søns børnehave i Gladsaxe, enten hængt op på væggen eller lagt i en portefølje. De synger også, og starter med at lære det arabiske alfabet fra de er mellem 5 og seks år. De ser umiddelbart ud til at blive godt forberedt til skolestart.

Efter 20 minutters voksen-kontrolleret leg eller ”undervisning”, leger de ude i gårdarealet, uden for lokalerne, i hvad der reelt er en stor ørken-”sandkasse”, som min søn med sikkerhed ville misunde dem.

Umiddelbart er der således håb for at Saida’a nok skal kunne få sig en rigtig start på sin uddannelse i lejrene. Selve skolesystemet fungerer også, og har blandt andet lykkes at øge læsefærdighederne blandt indbyggerne i lejrene, så over 90% af befolkningen nu kan læse, hvilket er langt over gennemsnittet for regionen. Da Saharawierne ankom til lejrene kunne kun omkring 5% læse.

En videregående uddannelser må Saida’a dog til udlandet for at få, men det er der også rimeligt mange der får mulighed for, eksempelvis i Algeriet eller den tidligere kolonimagt Spanien.

Problemerne for ham kommer først senere, når han skal have et job. For dem er der ikke mange af i lejrene. Så han må håbe på at hans forældres generation lykkes med hvad bedsteforældregenerationen ikke kunne, nemlig at sikre uafhængighed for Afrikas sidste koloni, så han kan komme hjem til et ”hjem” han aldrig har set.

Peter Kenworthy er journalist, samt uddannet cand.scient.soc. og folkeskolelærer. Han var i flygtningelejrene nær Tindouf i slutningen af april, og har tidligere skrevet adskillige artikler om Vestsahara-konflikten.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: