Kan vi være bekendt at behandle syge arbejdsløse som vi gør?

Jobcenter2”Jeg tror bare ikke du gider”. Det var hvad Kim, som har kroniske smerter på grund af slidgigt i den ene skulder og begyndende slidgigt i den anden, fik at vide af sin sagsbehandler.

Han har i de sidste otte år, siden han i 2006 blev fyret på grund af en længerevarende sygemelding, ellers forsøgt at få et fleksjob eller i det mindste blive beskæftigelsesafklaret. I denne tid har han haft cirka 20 sagsbehandlere og har været igennem syv arbejdsprøvninger.

Oveni alt dette, har han overvejet om han blev nødt til at flytte fra sin kæreste og samlever igennem mange og deres to små børn, fordi kontanthjælpsreformen risikerer at fjerne hans (og deres) indtægtsgrundlag på grund af udvidelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende som regeringen vedtog sidste år.

”Velfærdssystemet skaber [bedre end nogen anden model] både værdige valgmuligheder for mennesker, tryghed og arbejde til de fleste” og ”det sociale sikkerhedsnet skal være så fintmasket, at det griber de mennesker, der falder – bliver syge, arbejdsløse eller slet ikke kan arbejde”, skrev beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ellers i et debatindlæg i Politiken i februar.

Hun fulgte det op, i endnu et debatindlæg i Politiken (denne gang den 2. april), hvor hun bl.a. skrev, at de arbejdsløse skal behandles ordentligt, og at de ”arbejdsløse har krav på en indsats, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov … Vi ønsker en beskæftigelsesindsats, der bygger de arbejdsløse op i stedet for at bryde dem ned”.

Og når ministeren siger sådan, så skulle man jo tro at beskæftigelsesindsatsen i Danmark fungerede, og at de kronisk syge arbejdsløse får en behandling som er en velfærdsstat som Danmark værdig.

Men virkeligheden i arbejdsløshedssystemet og for de arbejdsløse er en helt anden, som undersøgelser og tal fra beskæftigelsesområdet i de seneste uger fastslår. Systemet er øjensynligt overbelastet og virker dermed ikke som det ”finmaskede sociale sikkerhedsnet” som Mette Frederiksen beskriver, men er derimod med til at gøre at arbejdsløse mennesker får stress eller går ned med en depression.

Næsten halvdelen af alle ledige betragter sig selv som stressede, ifølge en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i januar. Og op mod 40 procent af alle aktiverede, eller over 13.000 ledige, er i fare for at havne i en decideret depression, ifølge overlæge Bispebjerg Hospital og stressekspert, Bo Netterstrøm.

Og nye tal viser at muligheden for førtidspension efterhånden er forsvindende lille, da antallet af førtidspensionister blev halveret mellem 2012 og 2013 efter en reform af førtidspensionen og fleksjobsordningen trådte i kraft 1. januar 2013.

Mange af dem, heriblandt decideret uarbejdsdygtige mennesker, der før ville have været kommet på førtidspension, bliver nu i stedet parkeret på dagpenge (hvis de da ikke har kone, kæreste eller børn) og kommer nu i et såkaldt ”ressourceforløb” – hvis man da kan finde et, eftersom kun lidt over en tiendedel af de forløb som man regnede med at etablere er blevet oprettet.

Ankestyrelsen offentliggjorde desuden den 17. marts en undersøgelse, der viste at kommunerne svigter blandt andet arbejdsløse i løntilskud og virksomhedspraktik. I 42 procent af ordningerne som styrelsen undersøgte, administrerer kommunerne ikke efter loven eller der er igangsat en ordning uden sikkerhed for at lovgivningen er overholdt.

Men en ting er tal. Noget andet er de skæbner som gemmer sig bag ved tallene. Kim, som er min svoger, er et eksempel på hvordan beskæftigelsessystemet behandler et rigtigt, levende menneske af kød og blod.

Kim var så uheldig at få et ledskred i skulderen under en badmintonkamp tilbage i 1995. Hans læge anbefalede ham at vente med at blive opereret, til han ikke kunne holde det ud længere, fordi der var ”50% chance for at få et stift led” hvis han blev opereret.

Kim mente nok at han kunne holde det ud. Men da han fik foretaget en kikkertoperation i 2005, viste det sig at ledbåndet næsten var revet over, og at han havde fået massiv slidgift i venstre skulder, fordi den havde hængt skævt så længe. Selv om han fik skulderen opereret, var den permanent skadet.

Efter at have været sygemeldt i længere tid blev Kim fyret fra sit arbejde som motorcykelmekaniker, selvom han gerne ville have fortsat med et arbejde, som han var rigtigt glad for.

Siden da er hans skulder bare blevet værre, og oveni købet har han begyndende slidgigt i den anden skulder, en begyndende diskusprolaps og slidgigt i ryggen, og han er desuden blevet opereret for hofteproblemer.

Han er efter eget udsagn aldrig smertefri i skulderen. Han kan således hverken bevæge armen eller sidde stille med den, uden at det gør ondt, og han kan ikke løfte sin etårige søn.

Han ligger tit i sengen eller på sofaen og sover eller blunder 10-12 timer i døgnet, og en lur på sofaen om eftermiddagen er ofte en nødvendighed fordi hans nattesøvn er blevet afbrudt af smerter i skulderen. Han kan ikke skrue en skrue i et bræt eller tage et spadestik, uden smerter, selvom smertegraden kan variere fra dag til dag, som for alle slidgigtpatienter.

Han har således ikke nær så ofte som han gerne ville kræfter eller overskud til at se sine venner, tage del i det huslige arbejde, eller lege med sine børn.

Siden han blev arbejdsløs, føler Kim desuden at han er blevet kastet rundt i arbejdsløshedssystemet, hvilket sammen med rigide regler har gjort det nærmest umuligt at få ham beskæftigelsesafklaret. Det var nemlig hvad han i de første mange år håbede på, så han kunne få et job der passede til hans tilstand.

Nu mener han efterhånden at en førtidspension passer bedre til hans situation, på grund af hans forværrede tilstand og en modløshed overfor afklaringsprocessen og muligheden for at få et fleksjob eller lignende. Dette må han dog søge selv, da kommunen ikke kan indstille til førtidspension før alle behandlingstilbud er afprøvede og udtømte.

Men hvor meget skal der til? Kim har trods alt været igennem syv arbejdsprøvninger og femten forskellige sagsbehandlere.

For hver gang der har været ændringer, enten i form af nye operationer (han er blevet opereret ti gange på ni år), i form af nye anvisninger fra kommunen, eller strukturelle ændringer, har det trukket processen i landdrag fordi afklaringsproceduren så må starte forfra fordi de lægelige oplysninger nemt vurderes til at være forældede.

I 2006 blev han eksempelvis, uden hans vidende, ”udliciteret” til en privat aktør, og kort tid efter skiftede man amterne ud med regionerne, hvilket alt sammen var med til at satte en kæp i hjulet på afklaringsprocessen.

Stort set alle de ting som Kim selv har foreslået, såsom at han kunne blive truckfører på et lager, er blevet afvist. I stedet har sagsbehandlerne eksempelvis foreslået at han kunne sidde ved kassen i et supermarked, hvilket Kim måtte forklare ville medføre store smerter og gøre skulderen værre. Eller han er blevet arbejdsprøvet som portvagt, hvilket gjorde skulderen endnu mere smertefuld, blandt andet på grund af træk.

Han føler dog at et par af sagsbehandlerne gerne har villet hjælpe ham videre. De har bare, efter eget udsagn, ikke kunnet hjælpe ham på grund af lovrammerne.

Mange af sagsbehandlerne har dog mødt ham med en mistro der virker lettere absurd, når man tager hans tilstand og antal operationer i betragtning. De mener at han sagtens kan klare et fuldtidsjob, og at det bare gælder om at finde det rigtige. At det ikke er lykkes dem igennem 9 år, gør tydeligvis intet indtryk.

”Jeg savner at der i systemet kunne være overskud til, at man kunne se og høre folk. Der mangler pli, der mangler empati. Man er i forsvarsposition, i dårligt humør, allerede flere dage inden et møde i kommunen”, som min søster fortalte mig forleden.

Ligesom de stressede ledige i Ugebrevet A4s undersøgelse, føler Kim at den uafklarede situation, de mange arbejdsprøvninger, frygten for at få taget sine dagpenge eller kontanthjælp, og den mistro han bliver mødt med er voldsomt stressende.

Han scorede helt i top for både stress og depression i en spørgeskematest hos hans læge, og fik antidepressionsmedicin i en kortere periode, men måtte stoppe fordi de gav han kvalme og gjorde ham svimmel.

Desuden påvirker hans situation selvsagt hans familie. Hans kæreste Caroline skal, udover at hjælpe ham med hans sag og passe på ham, også passe huset og deres to børn meget af tiden, fordi Kim enten er for træt eller har for store smerter til at hjælpe.

Hun er også begyndt at overveje, om hun vil fortælle venner og bekendte om hvordan deres situation er, og hvordan de har det. For, som hun siger det, ”jeg er bange for at de ikke kan rumme vores historie, at vi ender med at støde dem fra os”.

Også Kims fireårige datter er tynget af sin fars situation. For nyligt brød hun grædende sammen, fordi hun troede han skulle på hospitalet igen, og hun har flere gange spurgt om han i det hele taget er hjemme når hun bliver hentet i sin daginstitution. Det er ikke svært at regne ud hvordan hun ville tage det, hvis han var tvunget til at flytte fordi han ellers ville få taget sin kontanthjælp på grund af den gensidige forsørgerpligt.

Alt dette skete for Kim på grund af et tilfældigt uheld. Men det kunne lige så godt være sket for dig eller mig. Så du må spørge dig selv om det er sådan du gerne vil mødes af systemet, hvis du skulle komme ud for et lignende uheld som Kim.

Så måske skulle Mette Frederiksen, som den ansvarlige minister, arbejde for at realisere de ord jeg citerede hende for i starten af denne artikel, nemlig at velfærdssystemet virker, og at vi skal gribe dem der falder. For hverken Kim eller andre arbejdsløse, eller for den sags skyld samfundet, kan være tjent med den måde vi behandler eller taler om arbejdsløse generelt, og kronisk syge arbejdsløse i særdeleshed.

For som den engelske socialforsker Peter Townsend engang sagde, ”et samfund skal måles på, hvordan man behandler de svageste”.

Men man kan selvfølgeligt kun forsøge at reparere noget man synes er gået i stykker. Og man får det indtryk at Mette Frederiksen, regeringen, og andre partier med dem lovgiver og ansporer kommunerne og disses socialrådgivere til at presse syge borgere i arbejde, eller i hvert fald forhale eventuelt berettigede førtidspensioner, for at spare lidt penge.

For den mistro som syge arbejdsløse – og de raske for den sags skyld – bliver mødt med, på alle niveauer i systemet samt i medierne, er i virkeligheden et udtryk for et bevidst og kynisk politisk valg. Et valg, der synes at ville tving syge mennesker til at arbejde, ligegyldigt hvad, samtidigt med at arbejdsløsheden gør at mange tusinder raske danskere forgæves søger hundredvis af jobs.

Så svaret på det retoriske spørgsmål jeg stillede i dennes artikels titel er, nej vi kan ikke være bekendt at vælge at behandle de (syge) arbejdsløse som Kim som vi gør.

Men når nu vi som samfund alligevel vælger at gøre det, ville det være rart hvis politikerne og socialrådgiverne i det mindste ville have den anstændighed at fortælle den egentlige grund til at de nægter kronisk syge mennesker en reel hjælp og en anstændig behandling: at man åbenbart ud fra en eller anden såkaldt liberal tankegang mener at folk må klare sig selv, og at man i øvrigt er fint tilfreds med at dette fører besparelser med sig.

Så kan vi nemlig have en reel demokratisk og politisk diskussion om de implikationer behandlingen af svage grupper, såsom kronisk syge mennesker, har for opfattelsen og retningen af vores velfærdssamfund og den solidaritetstanke der lå bag.

Mette Frederiksen konkluderer selv i Politiken den 2. april, at beskæftigelsessystemet er ”et system baseret på mistillid og kontrol. Et system baseret på i mange tilfælde menings- og virkningsløs aktivering”. Enig. Men du er minister. Så gør dog noget ved det!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: