Danmark bør anerkende besat folks ret til selvstændighed

Der er to løsninger på konflikten i Afrikas sidste koloni, Vestsahara – et land der har været besat af Marokko siden 1975. Enten kan man, som Danmark, EU og den vestlige verden generelt har valgt at gøre indtil videre, politisk set vælge at gøre ingenting, andet end at komme med tomme og luftige hensigtserklæringer. Eller man kan vælge at presse Marokko og FN’s sikkerhedsråd til at holde hvad de har lovet, og afholde en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, før det ender med krig.

Hvis man fortsætter med at gøre ingenting, vil Marokkos konge og hans regime kunne blive ved med at forpurre og forsinke afholdelsen af en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, som er Vestsaharas befrielsesfront Polisarios hovedkrav, og som international lov og FN dikterer, for egen økonomisk og indenrigspolitisk vindings skyld.

Helt konkret vil dette betyde en fortsat udplyndring af Vestsaharas resurser begået af besættelsesmagten Marokko i ledtog med ikke mindst EU; fortsat sult og lidelser i de flygtningelejre i nabolandet Algeriet, hvor en stor del at Vestsaharas oprindelige befolkning, Saharawierne, har levet siden 1975; fortsat tortur og diskrimination i de besatte områder, hvor et stigende antal demonstrationer brutalt undertrykkes; og i sidste ende en befolkning der efterhånden føler de intet har at tabe, og som i stigende grad taler om at genstarte en krig lige syd for EU’s grænser, der vil skabe kaos og flygtningestrømme i hele Nordafrika.

Men der er en anden løsning: at handle. Og Danmark har muligheden for rent faktisk konkret at gøre en forskel, ved at vedtage Enhedslistens forslag om at anerkende Vestsaharas eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic (SADR), ligesom over 80 lande og den Afrikanske Union tidligere har gjort det, og som et flertal i Sveriges parlament kræver at deres regering skal gøre.

Hvis Danmark vælger at anerkende SADR, vil det at et EU-land anerkender SADR både have en stor symbolsk betydning for Saharawierne, men det vil også kunne være med til at skabe et momentum og et pres på de EU-lande, der i dag er med til at forpurre alle forsøg på at løse konflikten, primært Spanien (den tidligere kolonimagt i Vestsahara, der bl.a. var den største fortaler for den netop genforhandlede – men ifølge international lov ulovlige – fiskeriaftale mellem EU og Marokko), og Frankrig (der nedlægger veto imod alle forsøg på at løse konflikten i FN’s Sikkerhedsråd, og sælger massevis af våben til Marokko, der bl.a. bruges til at undertrykke Saharawierne).

Skiftende danske regeringer undskylder deres manglende handling i spørgsmålet om Vestsahara med, at det vil være langt mere effektivt, hvis man får hele EU eller FN med. Men EU og FN har i bedste fald været handlingslammede i de snart 40 år som konflikten har pågået, og det ene udelukker altså ikke det andet. Tværtimod kunne en offensiv dansk politik netop være med til at få EU og FN op af lænestolen.

Og Danmark har tidligere ført en langt mere offensiv politik, i forhold til frihedskampe og anerkendelser af nyligt uafhængige stater. Danmark var eksempelvis det første europæiske land, der indførte en total handelsboykot imod apartheid-Sydafrika, ligesom Danmark historisk set har brugt en prompte anerkendelse af lande som de Baltiske lande og Kosovo som en måde at være med til at sikre at deres befolkningers ønske om uafhængighed blev imødekommet. Vestsahara-konflikten er ikke mindre principiel end disse konflikter.

Over hundrede FN-resolutioner kræver selvbestemmelse for Saharawierne (det krævede kun to for Danmark at gå i krig i Irak, endda udenom FN), og regeringens regeringsgrundlag anfører, at ”Danmark skal turde kritisere alle, der groft krænker menneskerettighederne eller overtræder konventioner”, at ”verdenssamfundet har en pligt til at reagere, hvis en stat ikke kan eller vil beskytte borgerne”, og at man skal ”støtte til de demokratiske forandringer og økonomiske reformer i Mellemøsten og Nordafrika”.

Udenrigsministeriet skriver i en skrivelse fra november 2013, at man vægter en ”forebyggende indsats” i forhold til konflikthåndtering, at man ønsker at Danmark skal styrke sin internationale indsats i konfliktramte områder, og at det ikke er et spørgsmål om man skal tage del i stabiliserende indsatser rundt omkring i verden, men om hvordan og hvor man skal gøre dette.

Derudover har adskillige danske udenrigsministre kommet med udtalelser, der kun kan tolkes som en anerkendelse af Saharawiernes ret til selvbestemmelse, og et krav om at der gøres noget ved de mange menneskerettighedsovertrædelser i de besatte områder, samt for de mange Saharawier der har siddet i flygtningelejre i ørkenen siden 1975.

Per Stig Møller udtalte i 2004, at Danmark ikke anerkendte Marokkansk suverænitet over Vestsahara, og i 2009 at ”Danmark og EU støtter FN’s Sikkerhedsråds arbejde med sagen og FN’s generalsekretærs og hans personlige udsending, James A. Baker’s bestræbelser på at finde en løsning på konflikten”. Baker havde i 2002 udtalt, at en uafhængig stat i Vestsahara vil være ”levedygtig”, samt at oprettelsen af en sådan ville være vigtig for ”stabiliteten” i Nordafrika.

Lene Espersen skrev i et svar til Afrika Kontakt i 2010, at hun var ”stærkt bekymret for udviklingen” i Vestsahara, og at hun gerne så at FN’s fredsbevarende mission, MINURSO, ”også får mandat til at monitere menneskerettighedssituationen i Vestsahara”, som de fleste andre sådanne missioner.

Og Villy Søvndal svarede i 2011 Afrika Kontakt, at han ”grundlæggende er enig i, at situationen i Vestsahara ikke er god”, samtidig med at han beklagede Marokkos ”unødige magtanvendelse og overgreb” imod Saharawierne.

Så der er ingen undskyldning for Danmark for ikke at handle på en sag, der kan ses som en lakmusprøve på såvel FN’s kapacitet og legitimitet efter murens fald, som på EU’s og Danmarks evne eller vilje til at efterleve egne skåletaleagtige udtalelser om overholdelse af menneskerettighederne – en prøve som alle tre lige nu dumper med et brag.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: