Mindearrangement for Mandela ser fremad

Gorm Gunnarsen (Photo: Peter Kenworthy)Mandag holdt Afrika Kontakt og gamle aktivister fra anti-apartheidbevægelsen en mindearrangement for Nelson Mandela på Nytorv i København. Op imod tusinde mennesker var mødt op for at hylde Mandela og hans kamp for frihed og retfærdighed.

En kamp som Mandela selv har indrømmet, hverken er vundet i hans hjemland Sydafrika, eller i resten af Afrika, hvor millioner af mennesker stadigvæk kæmper for retten til et værdigt og anstændigt liv og for at have indflydelse på deres egen hverdag.

Ved arrangementet talte folketingets formand Mogens Lykketoft, historiker og tidligere anti-apartheidaktivist Gorm Gunnarsen, og Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisarios repræsentant i Europa, Mohamed Sidati. Alle har de møde Mandela ved flere lejligheder.

Mogens Lykketoft fortalte de fakkelbærende tilhørere, at Mandela var et lysende forbillede for en hel verden. ”Jeg tvivler på, at vi kommer til at opleve noget andet menneske, der ved sin død mindes med så mange varme følelser og så mange rosende ord jorden rundt”.

Lykketoft havde ”i alle faserne støttet Mandelas kamp”, fortalte han, selv efter Mandela og ANC i fortvivlelse over den stigende undertrykkelse opgav den ikke-voldelige kamp, og begyndte at ”sabotere” udvalgte mål, ”ligesom besættelsestidens danske frihedskæmpere”.

Herhjemme havde den danske anti-apartheidbevægelse igennem en årelang kamp, der startede i tresserne, blandt andet lykkes at presse det danske folketing til at indføre bindende sanktioner mod Sydafrika i 1986, og i sidste ende være med til at presse apartheid-styret til at afholde valg den 27. april 1994.

Ifølge Gorm Gunnarsen, var netop valget et skelsættende øjeblik.”Vi fik muligheden for at fortælle historien om det 20. århundrede på en måde, som giver anledning til håb i det 21. århundrede”.

For vi skal bruge mindet om Mandelas liv og kampen mod apartheid fremadrettet, i kampen for demokrati og social retfærdighed i andre dele af verden, sagde Gunnarsen.

”Vi ser frem mod det 21. århundrede, hvor udfordringerne er store. Vi skal presse EU til at holde op med at stjæle fisk fra det besatte Vestsahara. Gymnasieeleverne på det gymnasium, hvor jeg arbejder, har dette år presset på for og faktisk fået gennemført en afbrydelse af skolens kontrakt med vagtfirmaet G4S, fordi dette firma fortsat bemander apartheidmuren i Palæstina. Og mens vi mindes Mandela bør vi huske, at vores brødre og søstre i Sydafrikas naboland Swaziland blev splittet af politiet, da de forsøgte at mindes Mandela, som vi gør nu”.

Og for Mohamed Sidati, fra Afrikas sidste koloni Vestsahara, er Mandela netop en inspiration for ham selv og hans folk, Saharawierne, som enten lever under en brutal marokkansk kolonisering eller i  støvede flygtningelejre. ”Han er et forbillede for Afrika og for hele verden”, sagde han.

Da Sidati mødtes med Mandela første gang i februar 1990, fortalte Mandela ham blandt andet at han fuldt ud støttede Saharwiernes kamp for uafhængighed og frihed. Efter endnu et møde med Mandela, efter at denne var blevet præsident, skrev han i et brev til Mohamed Sidati, som sidstnævnte læste op ved mindehøjtideligheden, at ”venskabsbåndene mellem folkene i Saharawi-republikken og Sydafrika er blevet smedet gennem en fælles kamp og solidaritet”.

Sydafrika anerkendte sidenhen Saharawiernes eksilregering og etablerede diplomatiske forbindelser med dem, noget som Danmark og andre EU-lande endnu ikke har gjort.

Mandela var og er således en inspiration for mange. Men vi må huske ham som en der kæmpede en større kamp end blot imod apartheidregimet, og vi må huske ham som han var, og ikke den uskadelige hyggeonkel som nogle af de mere revisionistiske medier og politikere forsøger at fremstille ham.

Til dem talte Mogens Lykketoft, da han i sin tale citerede den ugandiske politiske kommentator, Musa Okwanga: ”Kære revisionister, Mandela bliver aldrig nogensinde jeres lille Sorte Sambo. I de kommende dage vil i prøve så hårdt at gøre ham til noget, han ikke var, og i kommer til at mislykkes ”.

——

Taler til mindehøjtidelighed for Nelson Mandela, Nytorv, 16/12-2013

Mohamed Sidati, Polisario, Saharawi Arab Democratic Republic (Vestsahara):

There are men who struggle for a day and they are good.
There are men who struggle for a year and they are better.
There are men who struggle for many years, and they are better still.
But there are those who struggle all their lives:
These are the indispensable ones.

– Bertolt Brecht

Mandela falls into this last category. He is a symbol man for Africa, for the whole world and for all and sundry. He dedicated his entire life to the liberation of his people, to the struggle against the apartheid- a brutal regime- which incited racial hatred and intolerance. But the racism trembled and was defeated by the South African people. A free, democratic and non-racial society is now being constructed in South Africa.

In February 1990, I was the first Saharawi who met with Mandela. The meeting took place precisely in Zambia. Nelson Mandela was released from Robben Island Prison after 27 years. He then decides to pay a visit to the leaders of the neighboring countries the former “front-line” states which had also fought against the apartheid regime and suffered from its aggressions.

I shall never forget how he received me. I spoke to him on the Western Sahara and its people. The only thing he remembered was that Western Sahara was then a Spanish colony when he went to prison to serve the sentence which the apartheid courts have imposed on him. He liked to know from the Saharawi people. But above all else, I had told him that Morocco had received apartheid weaponry in order to fight against us but thanks to the sacrifices and the hard fight of our Liberation Army our freedom fighters could seize a lot of South African manufactured weaponry in hands of the Moroccan Army. I reported him we had delivered those weaponry to ANC and SWAPO reaffirming our unshakeable commitment and solidarity with South African people as well as the Namibian people in our common struggle against the apartheid. Oliver Tambo, another great fighter, the ANC led by him at that time, he confirmed him those facts before his death.

At the end of our conversation, he wrote to me on a piece of paper “My full support with the struggle of the Saharawi people for self-determination and freedom”.

The conversation had been friendly and frank. I learnt a lot from the man as well as from his strength of character.

Faithful to his friends and a man of integrity, He received me after having been elected President, the first black president of South Africa. After a discussion he provided me with a letter addressed to the Saharawi people and its leadership which I am going to read:

“Your letter of 18 June 1995 is greatly appreciated. In turn I wish to extend the warm greetings of our people towards yourself and the peoples of the Saharawi Republic. The bonds of friendship between the peoples of the Saharawi Republic and South Africa have been forged through common struggle and solidarity. These are ties that we values very much and wish to extend. With a view to considering the releationship and deepening the friendship between our peoples I have issued instructions for steps to be taken immediately to establish diplomatic relations between South Africa and the Saharawi Republic. With warmest greetings, yours sincerely. [signed] N R Mandela.”

One year later, despite the political maneuvers of Morocco, which illegally occupies Western Sahara and oppresses our people, the Saharawi Republic opened an embassy in South Africa.

In this context, I would like to pay tribute to the Danish people as well as to the anti-apartheid movement for their continued solidarity that have been lavished on the South African people, ANC, to the movement in South Africa as well as in Africa in general.

In Western Sahara, where the Saharawi people face increasing repression as well as occupation, will remain resisting with strengthened determination and will fight for the same values for which Mandela has fought and has won. This is the best way for us to honour the memory and the legacy of Nelson Mandela who fought for humanity.

We hope that this life which dissipated in you, Nelson Mandela, it could be perennially extended for ever among your people as well as among the rest of humanity.

Gorm Gunnarsen, historiker, antiaparheidsaktivist:

Sydafrika oplevede en revolution i 1994. Alle mennesker over 18 stod i kø sammen. Efter en fælles valghandling var de lige borgere. Revolutionen skabte en forvandling i sindene. Fra øjnene faldt raceskæl. Millioner af mennesker begyndte at se hinandens følelser – og ikke bare deres egne. Alle mennesker var blevet lige og kunne forsone sig med hinanden. Ligheden er imidlertid ikke social, for den politiske revolution har ikke endnu ledt til målrettet kamp mod fattigdom. Fordelingen af naturens gaver blandt menneskene i det sydafrikanske landskab er fortsat skæv langt uden for rimelighedens grænser. Men nu er Sydafrikas skæbne først og fremmest sydafrikanernes eget ansvar. Hvert femte år kan sydafrikanerne selv lave om på det.

Det revolutionerende øjeblik – valget den 27. april 1994 – er dog værd at dvæle ved. For den 27. april 1994 var frugten af en kolossal arbejdsindsats. I sin samtid blev denne indsats ofte kaldt nytteløs af de, der så på os. Men den 27. april var betalingen, vi, der deltog i kampen mod apartheid, fik, for vores ubetalte, frivilligt ydede, indsats. Og betalingen blev givet til os i samme grad – uanset om vi blot en enkelt gang havde undladt at købe et glas appelsin-marmelade i ISO nede i Vermlandsgade – eller vi havde mistet førligheden og set far, fæller og fætter forbløde under vores indsats for at mobilisere, organisere og bevidstgøre de andre i skurbyen Crossroads. Vi fik demokratiet den 27. april 1994 som modydelse for vores ofre – og jeg vil i denne tale argumentere for, at vi fik mere end det. Vi fik muligheden for at fortælle historien om det 20. århundrede på en måde, som giver anledning til håb i det 21. århundrede.

Det 20. århundrede kan starte med historien om det britiske imperiums visionære hovedarkitekt. Langt oppe ad Devil’s Peak i Cape Town skuer en kæmpestatue af Cecil Rhodes fortsat ud over det Afrika han arbejdede så hårdt for at bringe under den europæiske storkapitals kontrol. Som imperiebygger havde han den vision, der kunne mobilisere investeringer fra hele det nordatlantiske område – og han havde den kynisme, der skulle til for at rydde forhindringerne i landskabet ad vejen – hans innovative virksomhedsmodel, der etableredes i tæt samarbejde mellem offentlige myndigheder og private investorer, byggede på at frakende mennesker menneskeligheden, deres krav på at blive anset for at være mennesker. Ved indgangen til det 20. århundrede kunne han spørge tidens fremmeste entreprenører om de foretrak land eller negre? Og på forhånd vide at magtcentrene i Europa klart foretrak det første frem for det andet. Han etablerede dermed europæisk ejerskab til et område større end Tyskland, Frankrig og Spanien til sammen,
sikrede bankerne i London kontrol med verdens guld og inspirerede Hitlers Tyskland. I 1909 bestemte parlamentet i London, at kun europæere skulle have valgret i Sydafrika – og i 1913, at kun hvide måtte eje eller leje jord. Det var Rhodes’ ånd.

Tusind kilometer mod øst fra Devil’s Peak på et højdedrag ved Qunu er Nelson Rolihlahla Mandela i går stedt til hvile. Mandela viede sit liv til at rulle resultaterne af Rhodes’ liv tilbage. Lige som Rhodes kunne skabe det hvide overherredømme, fordi investeringerne i hans projekt flød frit fra Europa og Nordamerika, således kunne Mandela skabe Sydafrika om til demokrati, fordi millioner af mennesker over hele verden handlede sammen med ham og hæmmede de pengestrømme, som tilflød de velhavere, der sad på Sydafrika.

Mange af os, der står her, gjorde det sværere at holde Mandela fanget og apartheid-maskinen velsmurt.

Vi opfattede os – lige som Mandela før 1994 – først og fremmest som retfærdighedens redskaber. Vi havde svært ved at tåle tanken om, at apartheid fandtes på vores planet. Vi kunne ikke forstå, at der kunne findes grunde til, at vores land fortsat skulle støtte og samarbejde med Sydafrika, når regimet afskrækkede opposition med terror. Nogle af os er måske så gamle, at vi reagerede på Sharpeville-massakren og forbuddet mod ANC i 1960 ved at støtte den daværende ANC-formand Albert Luthulis opfordring til boykot af alle sydafrikanske varer. Andre af os kom med, da vi efter nedskydningen af demonstrerende skole-elever i 1976 skabte paraply-organisationen Sydafrika Aktion for den aktive solidaritet med Sydafrika gennem økonomiske sanktioner. Og her er sikkert også rigtigt mange lidt yngre som kom med under indtryk af billeder og fortællinger fra 1980erne og de tidlige 1990eres demokratiske massebevægelse i Sydafrika og gik ind i kampen mod økonomisk samkvem med apartheid. Der er mange af os, som har siddet i dansk fængsel – for en dels vedkommende lige derovre – for de samme idealer som Mandela, selv om det var i ugevis og ikke i årevis vi sad.

Vi har brug for at mindes vores fælles appetit på retfærdighed; for den forkortede lidelsernes længde. Alle de, der også i det 21. århundrede vil bygge videre på det globale økonomiske system, som Rhodes stod bag, har svært ved at forstå, at den måde den globale kage er skåret på, ikke er retfærdig, for ”det er jo markedet, der bestemmer….” Men markedet har aldrig bestemt noget som helst – mennesker har bestemt over andre mennesker, ovenfra og ned – og mennesker med magt tager ind imellem beslutninger, der er alt for bekvemme for dem selv. Det er jo derfor, at al retfærdighed tager afsæt i idéen om, at den, der skærer kagen, ikke vælger sit stykke først. Bekvemmelighedsundertrykkeren er meget mere typisk end den fanatiske undertrykker. Bekvemmelighedsundertrykkeren skærer for og sætter med det samme fingeren i det største stykke – med en lille tak til det frie marked. Derfor må vi fortsat tage konsekvensen af, at hæler er værre end stjæler og nægte at optræde som hælere.

Den racistiske magtbrynde kunne vi bryde, da et massivt pres fra den danske befolkning fik Folketingets flertal til i midten af 1980erne at lave endnu en fornuftig fodnote til udenrigspolitikken med vedtagelsen af omfattende og bindende økonomiske sanktioner mod Sydafrika. Vores kampagner for at løslade Mandela fik dermed muskler og regimet lovede Mandela friheden, hvis han blot ville opgive sin rolle som retfærdighedens redskab – men Mandela sagde NEJ, for Mandela kvitterede for, at den globale apartheid-modstand havde gjort ham til symbol for Frihedskampen. Mandela var så fri, at han krævede frihed for alle, førend han ville forlade sit fængsel!
Apartheid tog mange gode mennesker med sig under faldet. Vi mindes de mange, mange tusinde, som mistede livet, fordi de tog sig frihed til at modarbejde systemet. Mange er vi, der i disse dage mindes venner og kampfæller, som ikke lever mere. Mandela var og forbliver symbolet på det, der bragte os sammen, nemlig håbet om en retfærdig verden, hvor fremtiden tilhører alle kvinder og mænd!

Dagen i dag – den 16 december – er en sydafrikansk mærkedag. Den er dagen for slaget ved Blood River i 1838, hvor en gruppe europæere fik den opfattelse at gud havde givet dem Afrika. Det er dagen, hvor kredsen omkring Mandela indledte væbnet kamp mod apartheid i 1961. Og endelig er det den dag, som det demokratisk valgte parlament gjorde til Forsoningsdag fra 1995. Vi kan bruge netop denne 16. december til at forsone os med, at Mandela selv ikke længere lever, men at vi nu må forvalte mindet om hans liv uden ham. Vi kan også bruge forsoningen til at huske, at i længden vil omsorgen for medmennesket sejre over bekvemmeligheden ved at se bort fra uretfærdighed.

Vi ser frem mod det 21. århundrede, hvor udfordringerne er store. Med lov skal vi verden bygge. Vi må hver især og sammen med omhu vælge de kampe vi tager og fører i gennem. Afrika Kontakt peger på, at vi skal presse EU til at holde op med at stjæle fisk fra det besatte Vestsahara for dermed at gøre det mindre bekvemt for Marokko at holde Vestsahara besat. Gymnasieeleverne på det gymnasium, hvor jeg arbejder, har dette år presset på for og faktisk fået gennemført en afbrydelse af skolens kontrakt med vagtfirmaet G4S, fordi dette firma fortsat bemander apartheidmuren i Palæstina. Og mens vi mindes Mandela, bør vi huske, at vores brødre og søstre i Sydafrikas naboland Swaziland blev splittet af politiet, da de forsøgte at mindes Mandela, som vi gør nu. ..

Når vi ser tilbage på det 20. århundrede behøver det ikke være overskygget af Rhodes’ imperialisme, Hitlers Holocaust og Verwoerds apartheid, men vi vil kunne huske, at det sluttede som Mandelas århundrede.  Det giver os håb for det 21. århundredes kampe. Når de af os, der når at opleve slutningen af det 21. århundrede, ser tilbage, håber jeg, de vil se en verden i bedre forfatning, end de fandt den i. Det er mindet om Mandela med til at gøre mere sandsynligt.

For Mandelas livsgerning viser os, at vi ikke bør tåle det utålelige eller tro, at det er nødvendigt at gøre det, for vi har friheden til at skabe os en bedre verden. Vi må hylde mindet om Mandela ved at styrke den internationale solidaritet, og med den fjerne midlerne til undertrykkelse fra undertrykkernes rådighed. Som Mandela viste, har vi friheden til at gøre det.

Mogens Lykketoft, formand for folketinget:

Nelson Mandelas liv var længere, mere smertefuldt og omtumlet end de flestes.

Han var kæmpeskikkelsen, der gennemlevede 27 års uretfærdig indespærring, overvandt undertrykkelsen og insisterede på forsoningen.  Med sin enorme visdom og autoritet forhindrede han dén blodige og
ødelæggende sydafrikanske borgerkrig, der indtil da forekom at være den uundgåelige konsekvens af kolonialismens århundredlange uret og apartheid-regimets onde og umaskerede racisme.

Hans gerning som den første præsident i et demokratisk Sydafrika – og som nationens moralske samvittighed også i årene efter – står som et lysende forbillede for en hel verden.

Jeg tvivler på, at vi kommer til at opleve noget andet menneske, der ved sin død mindes med så mange varme følelser og så mange rosende ord jorden rundt.

Vi kender Mandelas livslange kamp for demokrati og lige borgerrettigheder uanset race.
Fra sin pure ungdom insisterede Mandela 25 år på ikke-voldelig kamp. Men fortvivlelsen over den uendelige undertrykkelse – direkte inspireret som den var af herrefolkstankerne i 1930’ernes Tyskland – førte ham til, ligesom besættelsestidens danske frihedskæmpere, at anbefale sabotage.
Billederne fra nedskydningen af ubevæbnede demonstranter og Henning Carlsens film ’Dilemma’ i 1962 lærte mig om det sorte befolkningsflertals liv under apartheids rædselsfuldt diskriminerende love, der gjorde dem til retsløse migranter i usle townships eller fastholdt dem sammenpresset i yderste fattigdom i Bantustans.

Derfor har jeg i alle faserne støttet Mandelas kamp. Jeg er stolt over, at Danmark straks krævede livstidsdommen over Mandela og de andre sorte ledere omstødt.  At vi tidligt hjalp deres kampfæller i eksil. Og at vi fulgte deres krav om boykot af samkvem og samhandel med det racistiske regime og derved bidrog til at få Mandela fri og til at få apartheid bragt til fald.

Det var bevægende at Mandela bagefter udtrykte sin uforbeholdne taknemmelighed over for Danmark og de andre nordiske lande.

Men kampen blev først og sidst blev ført at Mandela selv og hans fæller – under jorden, i fængslerne og i eksil. De bar byrderne. De led, når de oplevede deres kammerater blive slået ihjel, og de led, når deres egen tilværelse blev brudt eller knust.

Det er ufatteligt, at der ud fangenskabet under 27 lange år kom en skikkelse med så meget overskud, så stort et overblik og så megen fortællekraft at spyddet, øksen og geværet kunne erstattes af stemmesedlen til alle.

Nu har vi gennem ti dage hørt hyldesttalende fra alle sider og alle hjørner af verden.

Også hyldest fra dem, der med deres samarbejde med apartheidregimet og deres stempling af Nelson Mandela og ANC som terrorister og kommunister var med til at forlænge undertrykkelsen for den sorte befolkning og indespærringen af deres leder.

Jeg har lyst til i stor længde at citere Musa Okwanga – en mediemand og kommentar fra Uganda, der bor i Storbritannien og som her forleden sagde følgende til alle dem, der kom med til allersidst:

”Kære Revisionister, Mandala bliver aldrig nogensinde jeres Lille Sorte Sambo. I de kommende dage vil I prøve så hårdt at gøre ham til noget, han ikke var, og I kommer til at mislykkes.

I vil prøve at glatte ham ud, sandblæse ham, fratage ham hans Malcolm X. I vil prøve at gemme hans vrede af vejen.

I dette øjeblik vandrer I op og ned ad gulvet I jeres ejerboliger og landsteder og leder efter de rette ord, den rette hyldest, den rette højresnoede hyldest. I vil sige, at Mandela handlede ikke om race. I vil sige, at Mandela ikke handlede om politik. I vil sige, at Mandela var lutter kærlighed – One Love (sang af Bob Marley & the Wailers), I vil prøve at reducere ham til en æggende reggae-melodi: Let’s get together, and feel allright.” Ja, det kommer I til at gøre.

I vil komme frem til, at apartheid blot var en eller anden ond, mystisk rumlidelse, der pludselig kom dalende fra himlen og lagde sig over os alle, slavebandt os alle – sorte eller hvide – ind til Mandela viste sig for at forsone os. I vil forsøge at gøre Mandela til en magisk neger, og I vil mislykkes. I vil sige, at Mandela frem for alt stod for tilgivelse, mens I hopper let hen over detaljerne i den perversitet, han var så fin og nådig at tilgive.

I vil prøve at få apartheid til at fremstå som et rædselsfuldt spontant historisk vildskud – og ikke den logiske kulmination af århundreders imperialistisk arrogance. Ja, det vil I også forsøge. I kommer til at antyde eller skamløst påstå, at apartheids ondskab sluttede den dag, Mandela trådte ud af fængslet. I vil folde jeres hænder og sige, at de sorte nu (om dage) kun har sig selv at takke.

Nuvel, I kan prøve, så tosset I vil, I kommer til at mislykkes. For Mandela handlede om politik og han handlede om race og han handlede om frihed og han handlede sågar om magt/magtanvendelse, og han gjorde, hvad han fandt nødvendigt – og Sydafrikas nuværende økonomiske ulighed taget i betragtning, døde han måske i bevidstheden om, at han langt fra gjorde nok. Og måske var Mandelas største tragedie ikke, at han tilbragte næsten 30 år bag tremmer, spærret inde af velbeslåede racister, som prøvede at nedbryde millioner af menneskers livsmod ved at knække ham — men at der ikke var eller er nær nok mennesker af hans støbning.

For dét er Sydafrika i dag: et land, der for længst sprang så hovedkulds ned i racehadets dybe kloak, at det stadig ligger i sumpen og knækker sig – på trods af alle Mandelas anstrengelser. Forestil jer blot, at Cape Town var London. Forestil jer to millioner hvide mennesker, der lever i skure og lerhytter langs motorveje, som I passerer på vej ind til byen, hvor de fleste store huse og de bedste jobs er optaget af en lille, velhavende til hovedrig gruppe sorte. Ord kan næppe beskrive den bitre fortrydelse, som ville ulme i sådan en forstad.

Nelson Mandela var ikke en gud, der elegant svævede over os og reddede os. Han var helt og aldeles menneskelig, og alt, hvad han udrettede, gjorde han på trods af mennesker som jer. Der er ingen grund til at udpege jer, for I ved selv, hvem I er; vi ved, hvem I er; og I ved også godt, at vi ved det. I kunne ikke knække ham i livet, og I kommer ikke til at forme ham i døden. Hvor end I er, vil I forsøge – og I vil mislykkes!

Men lad mig føje til Okwanga:

Få personligheder i historien har været en så vældig moralsk kraft som Nelson Mandela. Må hans gerning inspirere fremtidens ledere både i Sydafrika og i de mange andre samfund, der skal overvinde en traumatisk fortid.

Æret være Madibas minde

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: