Daginstitutionerne for livet eller for erhvervslivet?

Er de børn som bliver passet i daginstitutionerne mål i sig selv, eller er de midler til at opnå erhvervslivets eller det offentlige systems mål? Søger vi at standardisere vores pædagogik og læring for at nå disse mål? Og er erhvervsmålrettet læring vigtigere end tryghed og selvudfoldelse i vuggestue- og børnehavealderen?

Efter at have arbejdet i lidt over et år i en integreret daginstitution, samt tidligere at have arbejdet som uddannet lærer i flere år, oplever jeg at vi bevæger os hen imod at børnene bliver standardiserede midler i et spil om økonomi og samfundets (læs: erhvervslivet og den politiske elites) ønsker, og i mindre og mindre grad mål i deres egen dannelses- og udviklingsproces.

Jeg oplever i dagligdagen i den daginstitution hvor jeg arbejder, hvordan de timer som man som pædagogisk personale skal bruge på især dokumentation og skemaer går fra omsorgen med børnene og spontaniteten i hverdagen. Og dette sker desuden stik imod kommunens og regeringens egne ord om dokumentationsprocessen, med buzzwords som ”anerkendende pædagogik”, ”tryghed” og ”rummelighed”.

Denne tendens er dog på ingen måde et løsrevet eksempel.  Især inden for de sidste 10-15 år, har en nyliberal tankegang, der har gennemsyret det offentlige system under betegnelsen New Public Management, i stigende grad omdannet de danske daginstitutioner og skoler til udbydere af fremtidig arbejdskraft. Her forbereder daginstitutionerne børnene på skolen og skolen børnene på arbejdslivet, og ikke som førhen, hvor pædagogikken i højere grad tog udgangspunkt i børnene selv og deres dannelse som hele mennesker.

Nogle af de steder hvor man tydeligst kan se forandringerne i landets daginstitutioner, er igennem et stigende dokumentationspres og et øget fokus på kompetencer, hvilket er med til at standardisere det pædagogiske arbejde og fjerstyre eller kontrollere medarbejderne. En standardisering, der eksempelvis sker ved at det pædagogiske personale i højere grad bliver nødt til at fokusere på aktiviteter det skal kunne måles, vejes, og skematiseres, og hvor de derfor nemt kan fortabe sig i detaljer i stedet for at arbejde med det overordnede formål med deres arbejde, nemlig børnenes ve og vel.

Dette underbygges af en ph.d. afhandling om netop dokumentation i daginstitutioner, skrevet af Maja Plum, hvor hun pointerer at dokumentation og pædagogiske læreplaner har stor indvirkning på selve pædagogikken. ”En lang række af pædagogernes daglige opgaver såsom at putte børn, skifte bleer og organisere frugt fik karakter af at være ikke-fagligt arbejde, fordi det ikke indgik i den dokumentationsproces som er en del af arbejdet med læseplanerne”, fortalte hun i forbindelse med hendes afhandling. ”Der er ikke bare tale om neutral styring af en allerede eksisterende praksis, men at der reelt har været tale om en politisk redefinering af småbørnsområdet”.

Et flertal af landets pædagoger mener også at dokumentationspresset er problematisk. Ifølge BUPLs tillidsbarometer fra 2012, mener 69% af de adspurgte at der ”i høj eller nogen grad er behov for at kommunen forenkler og letter den administrative og dokumentationsmæssige belastning af institutionerne”, og 38% synes at de ”bruger mere tid på dokumentation i dag end for et år siden”.

Og dokumentationen skal tilmed udføres uden at der er tilført flere timer eller mere personale til daginstitutionerne, hvorfor det tager tid og fokus fra pædagogiske opgaver, såsom trøstning og generel individuel opmærksomhed til børnene. Opgaver der er mindst lige så vigtige som de læringsmæssige, og som er udgangspunktet for at daginstitutionerne fungerer, såvel i deres helhed som for det enkelte barn. Opgaver der er med til at udgøre grundlaget for at god læring kan finde sted. For alle er vel enige om at glade, trygge, og veltilpassede børn lærer bedst, og at der skal et vist antal hænder til at skabe disse rammer for børnene?

Alligevel er daginstitutionsområdet blevet kraftigt beskåret igennem de seneste år. FOAs rapport, Udviklingen på dagtilbudsområdet de sidste to år, konkluderer således at tiden de ansatte i dagtilbudsområdet har til børnene er faldet ”omkring 20 pct. i løbet af de ti år [hvor VK har haft regeringsmagten”, samt at ”personaletallet de sidste ti år [skønnes] at være reduceret med ca. 10 pct.set i forhold til børnetallet”.

Desuden drager FOAs rapport den samme konklusion som jeg mere uvidenskabeligt har gjort i mit daglige virke i en daginstitution, nemlig at ”der skal bruges mere tid på dokumentation og kontrol, og derfor bliver der mindre tid til børnene”.

Lovgivningen, diverse miniserielle rapporter, og kommunale hensigtserklæringer på området er endvidere ikke til i tilstrækkelig grad blevet udformet i samarbejde med dem der arbejder med børnene til dagligt, nemlig det pædagogiske personale, hvilket for så vidt er i tråd med tidens generelle mistillid til offentlige ansatte.

Det var først med loven om social service fra 1997, at der blev formuleret egentlige mål for daginstitutionerne. Før dette dækkedes området af bistandsloven, der kun satte nogle overordnede rammer for børns ”udvikling, trivsel, og selvstændighed”.

Den seneste lovgivning på daginstitutionsområdet, dagtilbudsloven, ændrer sigtet i forhold til den tidligere lovgivning. Her nævnes for første gang at dagtilbudene skal ”fremme børns læring” og ”udvikling af kompetencer”, samt at biddrage til at udvikle børns ”samhørighed med og integration i det danske samfund”. Desuden kræver dagtilbudsloven, at alle dagtilbud udarbejder ”en skriftlig læreplan”.

1997-loven havde derimod et mere alment-dannende sigte der blandt andet havde som formål at ”give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne”. Noget som den nye lov, forhåbentligt utilsigtet, er med til at underminere ved at tage tid fra og oversystematisere det pædagogiske personales arbejde.

Og godt nok skriver den nuværende regering i regeringsgrundlaget, at ”regeringen mener, at alle børn har ret til en god start på livet, hvor de har en tryg hverdag og bliver set og anerkendt”, og at ”børn har brug for tryghed, udfordring, leg, samvær med voksne – ikke blot opsyn”. Men man pointerer samtidigt, at kvaliteten af daginstitutionerne skal øges, for at sikre børnene en god skolegang, ikke for børnenes egen skyld: ”En god skolegang grundlægges i daginstitutionerne. Derfor skal kvaliteten af daginstitutionerne øges.”

I Ministeriet for Børn og Undervisnings rapport fra maj, Fremtidens Dagtilbud, pointerer man at ”i virkeligheden viser undersøgelser, at pædagoger – helt generelt – ønsker at bruge tid på evaluering og dokumentation,”  hvilket synes at indikere at man ønsker at fortsætte den tidligere regerings fokus på dokumentation.

Man reflekterer i rapporten over at ”arbejdet med evaluering ikke var tilstrækkeligt systematisk til at kunne danne grundlag for refleksion”. Svaret på dette problem er dog ikke mindre dokumentation men supervision, professionel feedback, og en mere meningsfuld og målrettet dokumentation. Ikke et ord om manglende tid eller resurser på landets daginstitutioner.

Så måske er målet med regeringens – såvel den tidligere som den nuværende – og kommunernes flotte hensigtserklæringer på dagtilbudsområdet i højere grad at dække over deres stadige besparelser, samt i højere grad end før at fjernstyre pædagogikken på landets daginstitutioner, så den er med til at skabe borgere med de rette ”kompetencer”?

Og selvom man måske kunne få det indtryk, er det ikke min mening at ”afskaffe” læring i landets daginstitutioner. Jeg vil derimod hævde at læring altid har fundet sted i daginstitutionerne, enten ved at børnene gennem egen leg lærer sociale og andre færdigheder, eller gennem en læringsproces hvor rammerne i højere grad styres af børnene og deres pædagoger.

Der er bred enighed blandt læringsteoretikere om, at der finder læring sted i enhver situation, men måske ikke altid den tilsigtede – og dette sikres jo heller ikke i det gældende system.

Den grundlæggende forskel i forhold til den læring der tilsigtes i dag, er at udgangspunktet for den i højere grad ligger i barnet selv og dets egen motivation – altså en reelt anerkendende pædagogik, hvor man anerkender barnets personlighed og følelser som de er, samt anerkender det pædagogiske personales faglighed.

Men hvordan hænger dette sammen med at børnene skal vurderes ud fra nogle kriterier der opsættes fra kommunen eller staten? Eller at det pædagogiske personale mangler tid til både ordentligt at dokumentere eller evaluere deres pædagogiske praksis og passe børnene? Eller at disses viden ikke synes at blive inddraget i tilstrækkelig grad i planlægningen af hvordan vores daginstitutioner ser ud?

Hvis vi ønsker at bibeholde velfærden i vores samfund, og her mener jeg velfærd i en bredere forstand end blot økonomisk, så kræver det altså at børnene i vores samfund møder en mangfoldig pædagogisk virkelighed der tager udgangspunktet i det pædagogiske personales egne erfaringer, for kun disse erfaringer kan ramme den heterogene børneflok der findes i landets institutioner– og ikke en ensporet, centralt dikteret tankpasserpædagogik.

Ny rapport lægger New Public Management i graven. Læs mere.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: