Zimbabwe: valg, vold, og kampen for en demokratisk forfatning

Det kommende valg i Zimbabwe ser ud til at ende i vold og hetz mod præsident Mugabes politiske rivaler, som landets foregående valg har gjort det. Et valg hvor ”de fleste internationale observatører ikke mener at forudsætningerne for frie og retfærdige valg er til stede”, fastslår en ny rapport fra International Crisis Group.

Alligevel håber Zimbabweanere på at deres forhold vil ændre sig til det bedre efter valget. For 30% af befolkningen i Zimbabwe er underernærede, middellevealderen er på 42 år, og Zimbabwe rangerer som nummer 173 ud af 187 – lige under Afghanistan – på FN’s Human Development Index, som bruger sundhed, vidensniveau, og levestandard som parametre.

Ifølge Zimbabwes forfatning, skal der afholdes valg i landet inden juni 2013. Der er dog uenighed om hvornår og hvordan valget skal afholdes. Præsident Robert Mugabe siger at valget vil blive afholdt i år, og at dem der siger dette ikke er praktisk muligt er ”kujoner”.

Morgan Tsvangirais Movement for Democratic Change (MDC, der er i samlingsregering med Mugabes ZANU-PF) argumenterer derimod for at valget må vente på demokratiske reformer, herunder en ny forfatning, og på at ZANU-PF stopper med at bruge vold som politisk virkemiddel. ”Der må være en ikke-voldelig atmosfære for at folk kan deltage i frie og retfærdige valg”, sagde premierminister og MDC-leder, Morgan Tsvangirai, tidligere på måneden.

Praktisk taget alle tidligere valg er endt i voldelige overgreb imod alle der er i opposition til præsident Mugabe. Allerede under valget i 1985 (fem år efter Zimbabwes uafhængighed) tævede Mugabes støtter løs på det daværende oppositionsparti, ZAPU’s, tilhængere. Seks blev dræbt og hundredvis forsvandt sporløst.

Og siden 2000, hvor befolkningen stemte imod Mugabes forslag til en ny forfatning, er volden og intimideringen af oppositionen i hvert fald ikke blevet mindre. Under valget i 2002 blev MDC-officials ”bortført, tævet, tortureret, og i visse tilfælde myrdet”, ifølge historiker og Afrika-ekspert Martin Meredith. Desuden brugte Mugabe mad som et politisk våben imod sine modstandere. ”Så længe du værdsætter den nuværende regering, vil du ikke sulte”, som Zimbabwes daværende viceudenrigsminister, Abednico Ncube fra Mugabes ZANU-PF, forklarede.

Valget i 2008 var om muligt endnu mere voldeligt. Her blev tusindvis af kvinder, der enten selv var tilhængere af MDC, eller var gift med mænd der var det, systematisk voldtaget og tævet, i en koordineret indsats for at afholde MDC fra at føre valgkamp, orkestreret af lederne af ZANU-PF og udført af unge ZANU-PF-medlemmer, soldater, politi, og såkaldte ”krigsveteraner”.

Ifølge en rapport fra 2011 udarbejdet af den Zimbabweanske NGO, Research and Advocacy Unit, ”har situationen i Zimbabwe ikke ændret sig nævneværdigt siden 2008 – faktisk er det politiske klima mere eksplosivt og anspændt”. Zimbabwe Election Support Network skriver blandt andet i sin seneste rapport, at  Mugabe-tilhængere ”fortsætter med at true og chikanere MDC’s tilhængere og forstyrre deres møder uden at politiet griber ind”. Og i en rapport fra 2011 beskrev den Amerikanske NGO Freedom House ”statssponsoreret vold” i landet som et ”kronisk problem”.

”I år har militæret rekrutteret et stort antal unge soldater, og bander af unge ZANU-PF tilhængere
hærger fortsat i mange områder”, fortæller Marie Villumsen fra Afrika Kontakts Zimbabwe-gruppe. ”De truer og tæsker almindelige mennesker, der er under mistanke for at støtte Tsvangirais MDC. Derudover er det stadig den samme gruppe mennesker der sidder på magten i politiet og militæret som under valgene i 2008, hvor statens sikkerhedsapparat spillede en væsentlig rolle i organiseringen af voldskampagnen mod civile. Derfor er der stor risiko for at det næste valg kan blive voldeligt”.

Zimbabweanerne tror heller ikke på at det kommende valg bliver meget anderledes end de forrige. En meningsmåling fra 2011, foretaget af Afrobarometer, viste af kun 21% af de adspurgte Zimbabweanere betragtede valget i 2008 som ”frit og fair”, at kun 24% tror at det kommende valg vil være ”frit og fair”, og at 58% ”frygter at blive udsat for politisk intimidering eller vold under valgkampen”.

Og spørgsmålet er om en valgsejr til MDC, og et valgnederlag til Mugabe, vil ændre noget radikalt for Zimbabwes fattige. MDC, der omtaler sig selv som et ”socialdemokratisk parti” i sin forfatning, har jo talt om privatiseringer af det offentlige system siden partiet blev dannet i 1999. ”Vi vil privatisere med det samme. I regeringssystemet. I skolesystemet”, som MDC’s daværende økonomiordfører, Eddie Cross udtalte i 2000.

En MDC-regering vil dog ifølge Marie Villumsen fra Afrika Kontakt trods alt gøre en stor overordnet forskel. ”MDC’s politiske vision bygger på demokratiske principper og respekt for menneskerettigheder, hvilket står i stærk kontrast til ZANU-PFs autoritære og voldelige politik gennem de sidste 30 år. Derfor vil en MDC-ledet regering uden tvivl skabe bedre vilkår for et folkedrevet demokrati.”

Men Zimbabwes forfatning, som Mugabe har ændret 19 gange, og som giver uforholdsmæssigt meget magt til præsidenten, gør sådanne demokratiske reformer svære at opnå. ”Uden en ny og forbedret forfatning vil Zimbabwes demokrati fortsat være meget skrøbeligt, og derfor er det nødvendigt med en ny demokratisk forfatning der sikrer demokratiets overlevelse og videreudvikling”, siger Marie Villumsen.

I den første forfatning efter Zimbabwes uafhængighed, havde præsidentembedets rolle været at sammenligne med rollen hos Zimbabwes tidligere kolonimagt, Englands, dronning – en nærmest ceremoniel titel. Den reelle magt lå hos premierministeren. Dette fik Mugabe dog ændret i 1987, hvor præsidentembedet blev gjort nærmest almægtigt. Præsidenten var nu både statsoverhoved, leder af regeringen, og hærens øverstkommanderende, og kunne erklære undtagelsestilstand på et hvilket som helst tidspunkt.

Den nuværende forfatning indeholder stadigvæk disse magtbeføjelser, og Mugabe har tilføjet mange nye, senest i 2005, hvor forfatningen bl.a. blev ændret så borgernes bevægelsesfrihed kunne begrænses hvis dette var ”i offentlighedens interesse” (§22, stk. 3a) – et meget elastisk begreb.

Og spørgsmålet er også om Mugabe og dem der profiterer på hans magt vil afgive den frivilligt. Han har selv udtalt, at ”MDC aldrig vil vinde regeringsmagten i Zimbabwe, selv ikke efter jeg dør”. Desuden står hæren bag Mugabe, som en udtalelse fra nu afdøde Genral Vitalis Zvinavashe i 2002, om at militæret ”ikke vil anerkende valget hvis Mugabe taber”, viser med al tydelighed.

Derfor er en MDC-sejr da også kun det første skridt på vejen imod et demokratisk Zimbabwe. ”MDC må danne en overgangsregering”, siger Takura Zhangazha, der er Direktør for Voluntary Media Council of Zimbabwe, og som er på besøg i Danmark for blandt andet at holde et oplæg på Københavns Universitet om civilsamfundets politiske råderum i Zimbabwe. ”Men en MDC-regering vil i første omgang kun kunne stabilisere, og ikke forbedre, situationen i Zimbabwe. Der skal derudover være den fornødne politiske vilje til at sikre en ny forfatning”.

En reel ændring af en status quo med økonomisk sammenbrud, sult, og politisk undertrykkelse kræver mere end blot en ”sejr” ved valgurnerne. ”Selv om en demokratisk forfatning er et vigtigt skridt på vejen, vil den helt store udfordring i fremtidens Zimbabwe være at skabe et samfund der bygger på fred og dialog frem for vold og korruption. Kun herved kan man skabe et inkluderende og borgerdrevet demokrati hvor alle borgere har mulighed for at bidrage til landets udvikling”, siger Marie Villumsen.

Og her har vi også en vigtig rolle at spille i Danmark, såvel politikerne som NGO’erne, siger Takura Zhagazha. ”I må se holistisk på situationen i Zimbabwe. I må lade være med at støtte privatiseringer af staten og det offentlige, og i stedet støtte ’socialdemokratiske’ politiske reformer der bl.a. sikrer alle adgang til offentlige tjenester og service”.

Takura Zhangazha er Direktør for Voluntary Media Council of Zimbabwe, en organisation der søger at sikre fri og uafhængig mediedækning i Zimbabwe. Han holder et oplæg den 31. maj under konferencen ”Afrikansk forår – også i Zimbabwe?”, arrangeret af Afrika Kontakt, Mellemfolkeligt Samvirke, Udenrigsministeriet, og Politiken.

Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig inden til zimbabwe@afrika.dk. Mødet finder sted på Københavns Universitet, Studiestræde 6, Anneks A, Foredragssal A, 1455 Kbh. K.

Læs mere om Afrika Kontakts ”Stop politisk vold mod kvinder i Zimbabwe” her og her.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: