Vor tids ”slaver”

”Grækernes demokrati byggede på slaveri”, står der på forsiden af det seneste nummer af Illustreret Videnskab (7/2012). ”Slaver skabte verdens første demokrati” hedder overskriften på artiklen inde i bladet, der pointerer, at ”dette system [demokratiet] imidlertid aldrig var blevet til noget, hvis det ikke havde været for den store skare af slaver, der holdt det athenske samfund i gang, mens de frie mænd styrede riget. Demokrati er nemlig en tidskrævende proces”.

Da jeg læste dette, synes jeg, udover at det var en spændende historisk kendsgerning, at pointen er relevant også i moderne tid. Prøv at erstatte ”grækerne” med ”befolkningerne i den rige del af verden” (og eventuelt ”slaverne” med ”befolkningen i u-landene”), så forstår du måske hvad jeg mener.

For hvis man læser om u-landenes, og især de afrikanske landes, historie fra Columbus ”opdagede” Amerika og frem, er der ingen tvivl om at Europas rige demokratier heller ikke var blevet som de er i dag uden både en historisk og en nutidig udnyttelse af store dele af resten af verden.

Et eksempel på denne udnyttelse er Danmark. Danmark oplevede i anden halvdel af 1700-tallet en hidtil uset økonomisk vækst. Importen af i alt hundredetusinde slaver fra den danske koloni i Guldkysten (i dag Ghana) til kolonierne i Dansk Vestindien, hvor de blev brugt til at dyrke og høste sukkerrør, var en vigtig forudsætning for denne vækst. Sukkerrørene blev brugt til at udvinde ”det hvide guld”, sukker, der som en af datidens vigtigste handelsvarer i 1700-tallet udgjorde op imod halvdelen af Danmarks eksport.

De europæiske landes slavehandel og kolonialisme var i det hele taget en vigtig forudsætning for den industrielle revolution i Europa, der endvidere var en vigtig forudsætning for vor dages moderne demokratier. Samtidigt underudviklede slavehandlen og kolonialismen Afrika, blandt andet ved at affolke store områder af især Vestafrika og stjæle kontinentets resurser.

Især den enorme værditilførsel af råvarerne fra kolonierne til Europa, og den arbejdskrafttilførsel af tusinder af slaver, der skulle til for at dyrke eller udvinde disse råvarer, var vigtige faktorer i denne udvikling.

Ifølge den anerkendte amerikanske professor i antropologi og geografi, afdøde James Morris Blaut, var europæerne ikke udviklingsmæssigt overlegne, eller mere moderne eller avancerede, end befolkningerne i Asien eller Afrika før efter 1492, hvor udvidelsen af store mængder sølv og andre råvarer fra kolonierne på det Amerikanske kontinent, gav kolonimagterne i Europa en kæmpe økonomisk fordel.

Grunden til de europæiske samfund udviklede et moderne globalt økonomisk overherredømme, mener han, var at værditilførslen fra kolonierne gjorde at Europæiske handlende kunne overbyde konkurrenter i handlen, og at de store profitter som brugen af gratis slavearbejde muliggjorde, sikrede at man kunne investere i en infrastruktur der var nødvendig for den industrielle revolutions succes.

”Den tidligste fase af den industrielle revolution var så rå, uudviklet, og barbarisk at man måtte bruge tvangsarbejde hvis man ville skabe profit”, siger Blaut. ”Det er denne dynamik af udvikling og underudvikling, der forklarer den moderne verden”.

For denne tendens til at udnytte de fattige landes befolkninger fortsætter i dag. Måske synes udnyttelsen ikke så umiddelbar som i slaveriets og koloniernes tid. Måske er flere lande hoppet med på den nyimperialistiske vogn, så der ikke længere bare er tale om de ”onde” europæere, der udnytter resten af verden – tænk bare på Kinas stadigt øgede magt i Afrika. Og måske er det faktum, at nogle af de fattige landes ledere er med til at udnytte deres undersåtter, med til at forplumre billedet af de ”gode” og de ”onde”.

Men udnyttelsen føles helt sikkert ikke mindre virkelig for de 20.000 mennesker der hver dag dør af sult i verden, for de milliarder der lever under FNs fattigdomsgrænse, eller for dem der enten lever i et undertrykkende diktatur, eller i et land der nok formelt set er et demokrati, men hvor landets ledere ikke har råd til de velfærdsgoder som vi i vores del af verden tager for givet. Denne ekstreme fattigdom medfører manglende uddannelse, sygdomme, og manglende læsefærdigheder, og hindrer derfor demokratisering.

Og alle os i den rige del af verden er i et eller andet omfang skyldige. Blandt andet fordi vi køber produkter fra firmaer der udnytter u-landenes arbejdskraft og samfund, ofte uden at betale ordentlig skat for det. Fordi vores regering, blandt andet gennem EU, er med til at underminere u-landenes handelsvilkår gennem toldmure og subsidierede landbrugsvarer (herunder ironisk nok sukkerroer, hvis kunstigt lave subsidierede markedspris samt importrestriktioner gør, at u-landene ikke kan sælge deres sukker fra sukkerrør, som ellers er langt billigere at producere). Og fordi vi ikke selv handler for at ændre en verden der tillader alt dette, enten alene eller i en organisation eller NGO.

Men selv mange af den rige verdens NGOer, der ellers ofte ses som den fattige verdens upartiske velgørere, er en del af problemet, når de antyder at ulighederne i verden enten er de fattiges egen skyld, eller at vi i den rige del af verden er de eneste der kan gøre noget ved dem.

Ifølge Sociolog og professor i Internationale Udviklingsstudier, Canadieren Henry Veltmeyer, har mange NGOer nemlig et medansvar for den moderne kulturelle og økonomiske nykolonialisme. ”NGOerne har overtaget venstrefløjens retorik – ’folkemagt’, ’bæredygtig udvikling’, ’empowerment’ og så videre. Problemet er, at denne retorik går hånd i hånd med en ikke-konfronterende politik. NGOernes ideologi og praksis fjerner fokus fra årsagerne til fattigdom, og mulige løsninger på problemet. Så mens IMF, Verdensbanken, og de multinationale firmaer samarbejder med de lokale eliter om at plyndre u-landenes økonomier, neutraliserer NGOerne utilfredsheden med de brutale effekter af denne plyndring”.

”Hvis ikke NGOerne i de rige lande er opmærksomme på dette, kan de blive redskaber for politikker, der modarbejder de intentioner de siger de har”, siger Afrika Kontakts Morten Nielsen. ”De må derfor tage udgangspunkt i deres partnere i Afrika, så at det er deres kamp der er målet for arbejdet. Og så skal de passe på ikke at presse administration og regler ned over hoved på deres partnere, som kommer til at betyde at partneren i Syd bare bliver små bureaukrater. Dette er meget svært, da NGOerne i Nord kommer med penge, og dermed lønninger og sikkerhed”.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: