Hvor er seksuelle minoriteters rettigheder henne i udviklingsdebatten?

”Vi er oppe imod en verden, der er blind overfor at man kan være andet end heteroseksuel”, siger Søren Larsen. Han er retspolitisk talsperson for Projektrådgivningen og Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle, og Transpersoner i Danmark (LGBT Danmark), og er i gang med at holde et oplæg på et arrangement den 30/11 i København, der er arrangeret af Projektrådgivningen og  LGBT Danmark, og har titlen ”Homoseksualitet, rettigheder og udvikling”.

Ifølge LGBT Danmark er homoseksuelle, biseksuelle, og transseksuelle i Syd nemlig ”ikke blot forfulgt og diskrimineret, men også en særlig sårbar og svagt stillet gruppe med særlig risiko for at ende i fattigdom, ufrivillig prostitution eller selvmord”.

Men i den danske udviklingsverden, hvor man ellers siger at man lægger vægt på at hjælpe de svageste grupper og på at fremme menneskerettighederne for de allersvageste, beskæftiger man sig ikke specifikt med LGBT-gruppens rettigheder i Syd. Og dette selv om homoseksualitet eksempelvis, ifølge LGBT Danmark ”er kriminaliseret i 8 af 12 af Danmarks nuværende programsamarbejdslande”.

Hvad gør vi i Danmark?

Danmark  har nemlig ikke har officielle retningslinier eller politikker der målrettet og proaktivt skal styrke LGBT-menneskerettigheder i det global Syd. ”LGBT er nævnt i Danidas 2011 køreplan, men vagt”, siger Susanne Branner Jespersen fra LGBT Danmarks Global South gruppe.

En hurtig søgning om LGBT og homoseksuelle på hjemmesiderne hos de store danske udviklingsorganisationer, såsom Mellemfolkeligt Samvirke (der blandt andet arbejder i Zambia, Uganda, Zimbabwe, Tanzania), Ibis, Care (der arbejder i Uganda og Tanzania), og Folkekirkens Nødhjælp (der arbejder i Uganda og Zambia), giver desuden stort set ingen hits, og i hvert fald ingen hensigtserklæringer om specifikt at arbejde med seksuelle minoriteters eller LGBT-områdets rettigheder  –  selvom alle de nævnte projektlande kriminaliserer homoseksualitet.

Andre mindre organisationer, som min egen organisation, Afrika Kontakt, arbejder i lidt højere grad med LGBT-området.  ”Afrika Kontakt har blandt andet støttet homoseksuelle i Uganda, via vores partner HAG, der har været aktiv mod de tiltag landets regering har forsøgt sig med for at forbyde homoseksualitet”, siger informationsmedarbejder i Afrika Kontakt, Morten Nielsen. ”Afrika Kontakt tager desuden spørgsmålet om homoseksuelle og deres rettigheder op over for vores partnere.”

Desuden arbejder også AIDS-Fondet med LGBT-rettigheder i deres internationale arbejde, især med homoseksuelle mænd, og de har bl.a. projekter i Nepal, Malawi og Uganda.

Danske NGOer burde dog generelt set fokusere mere på dette område. For ud over at LGBT-gruppen er ekstremt udsat, ikke mindst i Afrika hvor organisationerne især arbejder, er angreb på homoseksuelle, biseksuelle, og transseksuelle ikke blot et problem for disse grupper. Tværtimod er angrebene imod disse grupper med til at underminere andre tilkæmpede rettigheder, ved at skabe en atmosfære af intolerance og ved at underminere respekten for mangfoldighed. Intolerance på et område avler intolerance generelt, så når menneskerettighedsorganisationer og civilsamfund tier om menneskerettighedsovertrædelser overfor LGBT-gruppen, modarbejder de reelt deres egen sag.

Både udenrigs- og udviklingsministeriet og de danske udviklingsorganisationer, der har projekter i lande som kriminaliserer homoseksualitet, burde derfor have en egeninteresse i at arbejde mere seriøst og direkte med LGBT-området. Men det mener LGBT Danmark ikke man vil gøre uden pres udefra – måske på grund af emnets følsomme karakter i Afrika.

”Jeg tror ikke det er noget man rigtigt ønsker at tage stilling til, heller ikke med den nye regering”, siger Richard Kjær fra LGBT Danmark under arrangementet den 30/11. ”Udviklingsministeriet henviser til, at man er ved at implementere EU’s retningslinier på området. Et er hvis man har et EU-papir, noget andet er hvis man har nogle danske retningslinier. Så sker der nok noget mere”.

Richard Kjær mener dog at vi kan lære noget af de andre skandinaviske lande. ”I Norge får alle ambassader tilsendt retningslinier i forhold til LGBT om hvordan man bør opføre sig. Sådan nogle efterlyser vi i Danmark”.

Homofobi i Afrika

Der er ellers nok at tage fat på. 38 lande i Afrika kriminaliserer homoseksualitet, mange med lange fængselsstraffe og enkelte med mulighed for dødsstraf. Andre love, i lande der ikke direkte forbyder homoseksualitet, har love der kan bruges til at retsforfølge LGBT-grupper og individer.

De fleste afrikanske lande forsøger således lovmæssigt at regulere hvem  man må forelske sig i eller have sex med.  Desuden udsættes mange i LGBT-gruppen for afpresning, tyveri, voldtægter, og mord især i det sydlige Afrika. Og dem der begår disse handlinger forbliver for de flestes vedkommende ustraffede på grund af ofrenes frygt for at stå frem, samt landenes kriminalisering af homoseksuelle.

Mange afrikanske religiøse ledere har desuden åbent og brutalt fordømt homoseksualitet som værende syndigt og u-afrikansk, hvilket er med til at retfærdiggøre homofobi og anspore til vold og drab imod LGBT-gruppen. For mange af politikernes vedkommende tilsyneladende for at aflede opmærksomheden fra deres egne brutale styrer eller for at score billige, anti-imperialistiske point hos befolkningen. Seksualitet er tydeligvis derfor ikke kun et spørgsmål om religion, men også om magt og statskontrol i Afrika.

Desuden er seksualitet i bredeste forstand i vid omfang tabuiseret i Afrika. Også fordi seksualitet tidligere, og til dels stadigvæk, traditionelt været et fælles anliggende i mange afrikanske samfund, så at sige, og ikke et individuelt, da hvem man giftede sig med og hvor mange børn man fik, var et anliggende for såvel det lokale samfunds oprettelse som for ens forfædres anseelse.

Ifølge Marc Epprecht , professor i udviklingsstudier fra Queen’s University i Canada, er der dog ingen beviser for at homoseksualitet er unaturligt eller u-afrikansk. ”Igennem mere end ti års research har jeg ingen beviser fundet på, at homoseksualitet er unaturligt eller u-afrikansk”, skriver han i bladet Perspectives.

”Tværtimod er der mange beviser på, at homoseksualitet har eksisteret over hele Afrika længe før araberne og europæerne koloniserede maget af kontinentet”, tilføjer Epprecht. Den nuværende holdning til homoseksualitet stammer tværtimod i høj grad fra vestlige missionærer og kolonitidens Victorianske lovgivning og seksualmoral, samt fra den usikkerhed som opbruddet af landsbysamfundene førte med sig.

Mange medarbejdere fra udviklingsorganisationer og menneskerettighedsorganisationer har stødt på denne holdning. De søger at stoppe diskrimination og vold mod LGBT-gruppen med en menneskerettighedsvinkel, men religionen overtrumfer den rettighedsbaserede tilgang. De lokale der arbejder rettighedsbaseret siger måske ofte pæne ting om homoseksuelles rettigheder, men denne holdning står ofte i skarp kontrast til deres private holdning om homoseksualitet, der tit er afledt af en mere eller mindre ordret fortolkning af biblen eller koranen.

Flere nye principper og deklarationer, blandt andet Afrikanske LGBTI-deklaration fra 2010, ønsker at gøre op med sådanne holdninger og sikre at afrikanske seksuelle minoriteter bliver en del af den generelle afrikanske identitet. ”Vi står for en afrikanske revolution, som indbefatter kravet om at genoverveje hvordan vores liv skal leves, udenfor nykoloniale magt- og identitetsrammer”, står der i deklarationen.

Det samme gælder Yogyakarta principperne fra 2007, der er et sæt bindende menneskerettighedsprincipper,  der søger at sikre LGBT-gruppen de samme basale rettigheder som alle andre. Danmark får blandt andet kritik for ikke at overholde disse principper.

Retten til selv bestemme hvem man vil elske og elskes af

Retten til at definere sin egen seksualitet er dog også til dels grundfæstet i diverse menneskerettighedserklæringer, selvom det har taget sin tid. ”Homoseksualitet var ikke med i menneskerettighedserklæringen fra 1948, selv om mange homoseksuelle blev forfulgt under 2. Verdenskrig”, siger Susanne Branner fra LGBTs Global South Gruppe.

Blandt andet Amnesty International er fortalere for seksuelle minoriteters menneskerettigheder. Amnesty siger at de betragter mennesker som er tilbageholdt eller fængslet udelukkende på baggrund af deres homoseksualitet, eller for deres kønsidentitet, som værende samvittighedsfanger, og opfordrer de regimer der holder dem fængslet til at løslade dem øjeblikkeligt og uden forbehold.

Ifølge den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheders artikel 2, stk. 2, påhviler det de lande der har underskrevet konventionen at sikre rettighederne for deres borgere, ”uden forskelsbehandling af nogen art i henseende til race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling”.

Disse rettigheder inkluderer, ifølge FNs Komite for Økonomiske, Sociale, og Kulturelle Rettigheder, også seksuelle minoriteter. FN ventede dog helt til 2011, før man vedtog den første resolution nogensinde – fremlagt af Sydafrika – der fordømmer diskrimination af homoseksuelle.

Også den Afrikanske menneskerettighedskonvention, African Charter, beskytter for så vidt indirekte LGBT-gruppen, I charterets artikel 3 står der således, at ”alle individer er lige for loven”. Og ifølge den sydafrikanske menneskerettighedsadvokat, Sibongile Ndashe, ”har den Afrikanske Kommission [en pendant til den Europæiske kommission] længe arbejdet for LGBT-rettigheder, og har sagt at diskrimination på baggrund af seksuel observans er uforeneligt med den Afrikanske Charter”.

I praksis er mange af de enkelte medlemmer af den Afrikanske Union dog imod dette arbejde, hvilket blandt andet kunne ses da langt de fleste afrikanske lande stemte imod en FN-deklaration om afkriminalisering af LGBT i 2008, men stemte for en moddeklaration, hvori der blandt andet stod, at accept af rettigheder på baggrund af ”sexual orientation” ville kunne føre til pædofili og incest, og at LGBT-gruppen ikke er ”sårbar”, og derfor ikke har brug for særlig beskyttelse.

International Gay and Lesbian Human Rights Commission siger derfor også i en rapport, at fremskridt for LGBT-gruppen i Syd netop kræver en kombination af menneskerettighedsdagsordenen, der kan vise hvordan LGBT-gruppens rettigheder rutinemæssigt bliver overtrådt, og civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere, der kan belyse og kræve handling fra lande hvor LGBT-rettigheder overtrædes og hjælpe de organisationer der kæmper lokalt.

Hvad kan vi gøre i Danmark?

Ifølge LGBT Danmark, burde Danmark da også have en langt mere offensiv politik på LGBT-området. ”LGBT Danmark ønsker således en officiel dansk politik for indarbejdelsen af LGBT-menneskerettigheder i den danske statslige udviklingsbistand”, står der i organisationens Strategi for styrkelse af LGBT-menneskerettigheder i det globale Syd, der konkluderer at man ”ultimativt vil … arbejde for vedtagelsen af en decideret FN-konvention om LGBT-menneskerettigheder”.

Men på det mere underordnede niveau ”on the ground”, eksempelvis i det mellemfolkelige arbejde med LGBT-rettighedsorganisationer i Syd, er det langt sværere at være så håndgribelig. Overordnet er der dog en vis konsensus om, at man må indarbejde LGBT-rettigheder i udviklings- og menneskerettighedsarbejdet, som man bl.a. gør det i Sverige og Norge, og støtte lokale organisationers arbejde for at bryde myterne og fordommene i deres respektive lande.

Der er dog uenighed om hvor tydeligt og kraftigt man som dansk organisation skal være med til at agitere for LGBT-gruppens rettigheder i Afrika. Flere udtrykte således under arrangementet den 30/11, at det eksempelvis ikke hjalp at sende forkyndende vestlige aktivister kommer til Afrika.

Ifølge projektmedarbejder i AIDS-fondet, Anne Raahauge, der tidligere har arbejdet med homoseksuelle og HIV/Aids for UNAIDS i Tanzania, skal man have en sundhedsvinkel for overhovedet at kunne beskæftige sig med LGBT-rettigheder i Afrika. ”Man må tage en sundhedsvinkel, for at få lov til at tale om dette problem”, sagde hun til arrangementet den 30/11. ”Så kan man senere hen tage rettighedsvinklen”.

Hun mener desuden, at kapacitetsopbygning af LGBT-organisationer i Syd er vigtigt, og at man må være meget bevidst om sikkerheden for disse organisationers medlemmer. ”Kriminaliseringen gør at der ikke er nogen der har lyst til at træde frem. Der er derfor oftest dem der ikke har nogen uddannelse, der træder frem og arbejder med området, for de har mindre at tabe. Der er derfor brug for kapacitetsopbygning. Man skal dog tage sine forholdsregler da folk har så meget på spil. Mange kommer til møderne med kasket og solbriller. Man koordinerer sin afgang. Man tjekker deltagerlisten. Man sørger for, at der ikke må tages billeder”.

Desmond Tutu tør hvor andre tier

En måde at sikre at kampagner om LGBT-rettigheder i Afrika kan være mere offensive, og sikre at de enkelte medlemmer af LGBT-rettighedsorganisationerne ikke udsætter sig selv for unødig fare, kunne være at bruge afrikanske fortalere. Dette kunne både være ved at afmystificere emnet ved at få autoriteter til at stå frem som homo-, bi- eller transseksuelle så man giver LGBT-gruppen et ansigt, og sikre at sådanne kampagner ikke kan affejes som endnu et eksempel på Vestlig kulturimperialisme.

Det kunne også være ved at bruge i forvejen kendte og respekterede afrikanske nøglepersoner. Desmond Tutu, tidligere ærkebiskop og anti-apartheid aktivist, er således en stærk fortaler for homoseksuelles rettigheder, og har blandt andet kaldt homofobi for en ”forbrydelse imod menneskeheden” og ”ligeså uretfærdigt som apartheid”.

Festus Mugae, tidligere præsident i Botswana og nuværende formand for Champions for an HIV-Free Generation, sammenkæder kampen imod homofobi og LGBT-kriminalisering i Afrika med kampen mod HIV/Aids. ”Så længe vi er for ufleksible til at kunne rumme homoseksuelle, og derfor lader dem udenfor, kan vi aldrig vinde kampen imod AIDS”, sagde Mugae under en konference i Malawi i maj i år. Den tidligere Zambianske præsident, Kenneth Kaunda, tilføjede under samme konference, at ”vi ikke kun fordømmer afrikanske ledere der kriminaliserer ægteskaber mellem mennesker af samme køn, men også opfordrer dem til at anerkende disse mennesker, for at komme HIV og AIDS til livs”.

Afkriminalisering af LGBT-gruppen er i hvert fald ikke nok, hvilket kan ses i lande som Sydafrika, hvor seksuelle rettigheder sikres i landets konstitution (§9.3 og 9.4), men hvor mange LGBT-personer stadigvæk udsættes for vold, voldtægter, og trusler.

LGBT-rettighedsbevægelsen er i fremdrift

Men historien viser at enhver succesfuld kampagne for frihed skal komme fra de undertrykte selv, og bøsser, lesbiske, bi- og transpersoner er da heldigvis også i fuld gang med at forsøge at frigøre sig fra homofobisk tankegang og lovgivning i deres respektive lande.

”Der er en spirende bevægelse af aktivister der slås for LGBT-rettigheder”, siger den sydafrikanske menneskerettighedsadvokat Sibongile Ndashe i bladet Perspectives. ”Gradvist er også andre dele af civilsamfundet begyndt at se de mange brud på LGBT-gruppens rettigheder som et menneskerettighedsspørgsmål.

Bevægelsen har brugt mange strategier for at forsøge at fremme LGBT-rettigheder, herunder at dokumentere rettighedskrænkelser, teaterstykker og udstillinger, samarbejde med religiøse ledere, og forsøge at få ændret lovgivningen i de respektive lande. ”Synlighed er dog et problem”, siger Ndashe, der pointerer at bevægelsen stadigvæk må arbejde i al hemmelighed mange afrikanske lande.

At LGBT-området, herunder især mandlig homoseksualitet, er på dagsordenen i så mange afrikanske lande, kan dog også ses som et tegn på at bevægelsens arbejde har haft en effekt og at magthaverne føler sig presset af bevægelsen.

Hvis man i højere grad end nu kan lykkes med at gøre fælles sag med civilsamfunds- og menneskerettighedsorganisationerne, samt skaffe penge og projekter til tiltag som eksempelvis kapacitetsopbygning og SMS-kampager vil bevægelsen dog sandsynligvis kunne have en langt større effekt.

One Response to Hvor er seksuelle minoriteters rettigheder henne i udviklingsdebatten?

  1. Pingback: Homophobia in Africa is ”escalating” « Stiff Kitten's Blog – development & socio-political issues

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: