Vestsahara er ikke en glemt konflikt

”Jeg kan ikke lide at Vestsahara kaldes ’en glemt konflikt’”, fortæller Konstantina Isidoros mig. ”Hovedpointen er, at Vestsahara-konflikten er meget nem at løse, men at ingen løser den. Begrebet er bare med til at forlænge konfliktens ’glemthed’, og nyhedsmedierne glemmer dermed at Vestsahara faktisk er en varm geopolitisk kartoffel, hvor USA og Frankrig slås om at opnå regionalt overherredømme og at få adgang til landets naturresurser, med Spanien sprællende midt imellem”.

Konstantina Isidoros er Ph.d. studerende på Oxford University, men bor det meste af tiden i Sahara-ørkenen, hvor hun laver antropologisk og politologisk research om Vestsahara.

Marokko har holdt de mest resurserige og frugtbare tre-fjerdedele af Vestsahara besat i 35 år, og har brutalt holdt landets oprindelige befolkning, Saharawierne, nede. Mange af Saharawierne der ikke bor her, bor derfor i de lejre i den Algierske del af Sahara, som de flygtede til under den Marokkanske invasion i 1975.

Selvom Konstantina tilbringer det meste af sin tid i disse lejre, insisterer hun på, at hun ikke er pro-Saharawi eller pro-Polisario (Saharawiernes nationale befrielsesbevægelse). Hun siger, at hun blot accepterer den Internationale domstols dom, der stadfæster at Vestsahara ikke tilhører Marokko, og at Saharawierne derfor bør have har råderetten over deres land.

En glemt konflikt?

Men har Konstantina ret, når hun hævder at Vestsahara ikke er en ’glemt konflikt’. I Danmark har der i hvert fald været en stigende fokus på konflikten, især i forbindelse med Marokkos brutale rydning af Gdeim Izik-lejren (hvor over 10.000 Saharawier protesterede imod Marokkos besættelse af deres land), med spørgsmål til ministre i folketinget, og artikler i dagbladene, i radioens P1, og i Amnestys medlemsblad.

Og Konstantina fremhæver netop Gdeim Izik som bevis for, at verden ikke har glemt Vestsahara. ”Gdeim Izik var faktisk den første opstand i den nuværende demokratiseringsbølge der fejer igennem den Arabiske verden”, siger hun. En pointe hun i øvrigt deler med Noam Chomsky, som har argumenteret for noget lignende i interviews til BBC og Democracy Now.

”Siden Marokkos brutale raid på Gdeim Izik i november, er de store mediehuse begyndt at dække konflikten”, fortsætter hun. ”En skuffende undtagelse er dog Al-Jazeera, som har base i Qatar, hvis konge tilsyneladende ikke tillader skadelig nyhedsdækning af et andet kongedømme i regionen”.

Konstantina nævner også sidste måneds 35-års jubilæum for Saharawiernes eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic, der administreres fra flygtningelejrene nær Tindouf i den Algierske ørken, som et andet bevis på, at Vestsahara ikke er glemt.

”Jubilæet i Tifariti havde deltagelse af mange højtstående og betydningsfulde politikere, NGOer, universitetsfolk, og mange andre udenlandske grupper”, siger hun. ”Saharawierne afholder mange forskellige jubilæer hvert år, og disse events fremstår som vigtige symbolske og politiske bekendtgørelser til omverdenen. Så jo, verden lytter skam”.

Vestens realpolitik

Men hvis verden lytter, hvorfor handler den så ikke? Ifølge Konstantina Isidoros er dette fordi de lande der har magten til at presse Marokko, og til at løse konflikten – hovedsagligt USA, Frankrig, Spanien og Storbritannien, kun lytter til den Marokkanske side af sagen, og at de i øvrigt er ganske tilfredse med den finansielle og strategiske status quo.

”Igennem de seneste 35 år har Marokko opbygget en sofistikeret propagandamaskine, og herigennem formået at få USA og Frankrig [begge permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd] til at undlade at kritisere sine gentagende overtrædelser af international lov. Marokko besvarer simpelthen på alle udfordringer af legitimiteten af landets besættelse af Vestsahara med aggressiv hysteri. Marokko ville aldrig have kunnet slippe af sted med dette, uden hemmelige geopolitiske aftaler med Spanien, USA og Frankrig, samt disse landes grådighed efter Vestsaharas resurser”, insisterer hun.

Håber ligger derfor i at Saharawierne, og de der sympatiserer med dem og deres sag, kan skabe tilstrækkeligt med medieomtale, sympati, og handling til fordel for Saharawiernes sag, til at presse regeringerne i disse nøglelande til handling.

”Der er faktisk en dyb afgrund mellem hvad regeringerne og befolkningerne mener og gør i forhold til Vestsahara”, siger Konstantina. ”Den nuværende Spanske regering er pro-Marokko, hvorimod størstedelen af landets befolkning har en lang tradition for solidaritet med Saharawierne.  USA handler ud fra deres sædvanlige magtrelaterede interesser, men der er samtidig mange inden for den Amerikanske akademiske verden der beskæftiger sig med konflikten”.

Men medierne i andre af nøglelandene dækker ikke konflikten i det hele taget, eller dækker den meget ensidigt.  ”Frankrigs forhold til Marokko er følelsesladet på grund af deres kolonisering af landet indtil 1966”, siger Konstantina. ”Ledende Franske politikere og eliten har ferieboliger i Marokko, og Marokko har charmet Frankrig i en sådan grad, at mediedækningen i de Franske medier er ensidigt pro-Marokkansk.

”Storbritannien har ingen historie i regionen, og undlader derfor fra at beskæftige sig med Vestsahara. Den Britiske befolkning kender for de flestes vedkommende ikke til konflikten, selvom man kan se en stigende interesse og åbenhjertighed for Vestsahara-spørgsmålet i landets parlament og blandt NGOer, samt i det akademiske miljø.”

Ifølge Konstantina Isidoros skiller Skandinavien sig dog ud. ”I de Skandinaviske lande er der mere sammenhæng mellem hvad politikerne og befolkningerne mener, på grund af den forholdsmæssige store viden om Vestsahara-konflikten i både landets parlamenter og i befolkningerne”.

Saharawiernes værdighed

Konstantina er sikker på, at hvis statsoverhovederne i Vesten – herunder især i USA, Frankrig, og Storbritannien – tog sig tid til at lytte helhjertet til Saharawierne, ville de måske ombestemme sig, og i stedet arbejde for Vestsaharas uafhængighed. Dette er i hvert fald hvad mange almindelige mennesker rundt om i verden opfordrer dem til, siger hun.

”Jeg ville ønske at verdens ledere ville besøge Saharawiernes flygtningelejre nær Tindouf. Så ville de se hvordan beboerne her holder på deres ret til selvbestemmelse og uafhængighed. De ville se, at lejrene her overhovedet ikke passer til det billede som Marokkanerne prøver at tegne, blandt andet gennem hundredvis af propaganda-hjemmesider. Det er netop derfor at Saharawierne har så mange venner over hele verden, og hvorfor så mange udlændinge bor i lejrene året rundt. Vi gør dette fordi menneskene her lever i anstændighed og værdighed, og fordi deres sag er en retfærdig sag”.

Articles by Konstantina Isidoros:

Awakening Protests in Morocco And Western Sahara, allAfrica, 17 March 2011

Western Sahara and Morocco’s physical and symbolic violence, Pambazuka News, 25 November 2010

Western Sahara: Morocco incites potential for war, UPES, 22 November 2010

Western Sahara and the United States’ geographical imaginings, Concerned Africa Scholars, June 2010

Western Saharan hunger strikers and Morocco’s human rights violations, Afrik News, 15 April 2010

Western Sahara: who will take a stand against Morocco?, Pravda, 14 September 2009

Morocco uses torture to silence Sahrawi activists, Pambazuka News, 10 September 2009

Western Sahara Project’s photostream

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: