Vestsahara: 35 års kolonisering og eksil er nok

Som delegeret ved 35 års jubilæet for Vestsaharas eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic (SADR), oplevede jeg alt fra en seks timer lang tur gennem ørkenen, kulturelle og politiske events, at drikke og spise under stjernerne og akacietræerne mens solen gik ned, at tale med ministre i SADR-regeringen, og at få et personligt politisk indblik i en konflikt som har varet i over 35 år, selvom løsningen ligger lige for.

Danmarks allierede i EU, primært Frankrig og Spanien, samt USA, der sammen kunne løse konflikten, har åbenbart ingen interesse har i at gøre det på grund af såvel strategiske som økonomiske hensyn.

Danmark, derimod, har lovet at støtte saharawiernes kamp for uafhængighed og råderet over egne resurser. Men konflikten er lavintensiv – der er ingen spektakulære drab eller bombninger – og den får derfor ikke megen dækning i pressen.

For de, som aldrig har hørt om Vestsahara eller SADR, og dem er der desværre mange af, er SADR Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawiernes, internationalt anerkendte eksilregering.

SADR er medlem af den afrikanske union og har en præsident, en premiereminister, et retsvæsen samt ministerier og et parlament, ligesom andre lande rundt om i verden.

Det særlige ved SADR er, at regeringens administration ligger i en flygtningelejr nær Tindouf i nabolandet Algeriet. Mange tusinder saharawier flygtede fra fremstormende marokkanske tropper, der rykkede ind, da kolonimagten Spanien rykkede ud i 1975.

Marokko har ulovligt holdt de frugtbare og resurserige tre fjerdedele af Vestsahara besat i 35 år og slået brutalt ned på enhver fredelig protest imod besættelsen.

Saharawierne har med fredelige midler forsøgt at opnå uafhængighed og kontrol med hele deres land, siden en våbenhvile med Marokko i 1991 afsluttede krigen mellem de to parter.

Men selv om man er fuldstændigt afhængig af udenlandsk bistand i flygtningelejrene nær Tindouf, er livet her kendetegnet ved andet og mere end konflikt og desperation.

»Ved at invitere verden til at tage del i festlighederne, viser vi også, at Vestsahara er mere end konflikt og flygtningelejre«, som Abba Malainin, Polisarios repræsentant i Danmark, fortalte mig.

Og som de udenlandske delegationer, der deltog i jubilæumsfestlighederne, opdagede, var Saharawierne både gæstfrie og stolte over at kunne vise deres kultur og levevis frem.

De er stålsatte i deres krav om politisk og national anerkendelse. Især for en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold som FN og international lov har krævet, men ikke kunnet levere, siden 1975.

Som medlem af den danske delegation til jubilæet oplevede jeg først denne gæstfrihed og standhaftighed under mit ophold i flygtningelejren »27 of February« nær Tindouf.

Her boede jeg i nogle dage i huse og telte, som venligst var blevet stillet til rådighed for mig af nogle af lejrens beboere, samt spiste og drak litervis af den stærke Saharawi-te til diskussioner om den politiske situation i Vestsahara og konflikten i Libyen.

Sidstnævnte diskussioner var især foranlediget af det lille fjernsyn, som mine værter havde stående i fællesteltet, hvor familie og venner samledes for at drikke mere te, snakke og se Al Jazeera og Al Arabiya.

Der er fire store flygtningelejre for flygtninge fra Vestsahara, såvel som mindre satellitlejre som »27 of February«-lejren, hvor er  tilsammen bor omkring 165.000 mennesker.

Lejrene ligger nær Tindouf, i et område der kaldes »djævlens have«, hvor temperaturen om sommeren når op på 50 grader. Da februar er midt om vinteren her, var temperaturen om dagen dog »kun« omkring de 25 grader.

Området har en sparsom vegetation, og rammes ofte af sandstorme. Drikkevand er en mangelvare, der må fragtes ind i lastbiler og importeres via blandt andet World Food Programme. Jeg så således flere gange om dagen en tankvogn køre af sted, for lidt senere at komme tilbage med vand. Mange af lejrenes indbyggere får desuden ikke ordentlig varieret kost og bliver fejlernærede.

På trods af alle disse udfordringer virker det til, at SADR og Saharawierne klarer sig forbavsende godt.

Uddannelsesniveauet i lejrene er for eksempel overraskende højt, og kvindelige saharawier betragtes som nogle af de mest frigjorte i den arabiske og muslimske verden.

Disse kendsgerninger underbygger min personlige oplevelse, nemlig at SADR er velorganiseret og effektiv, og at saharawierne generelt har besluttet sig for at få det bedste ud af situationen, mens de venter på at verden hjælper dem med at få hele deres hjemland tilbage.

Men når man kører fra lejrene i Tindouf til Tifariti i den SADR-kontrollerede del af Vestsahara, hvor første del af festlighederne fandt sted, bliver det uholdbare i at have 165.000 mennesker proppet sammen i lejre i et ørkenområde tydeligt.

Ørkenen kan måske give levegrundlag for de spredte beduiner som vi kørte forbi, der bor i transportable telte og blandt andet lever af fritgående geder og kameler, men ikke en så stor og tætbefolket befolkningsgruppe som den, der bor i lejrene.

Området er en enormt, overraskende smukt og forskelligartet, men også ubønhørligt – meget af sandet er således blevet svedet af års ubønhørlig solskin og fremstår derfor sort. Man forstår lige pludseligt, hvorfor beduin-folk som saharawierne har turbaner om hovedet. De beskytter både mod varmen om dagen, kulden om natten, og sandet der bliver blæst med vinden.

Måske er den tålmodighed, som saharawierne udviser i den langtrukne konflikt med Marokko sammenhængende med den tålmodighed som kræves af et beduinfolk der lever i ørkenen?

Men saharawierne har måske også bevaret noget, som vi europæere har glemt: at arbejde og fritid ikke nødvendigvis behøver at være adskilte. I ørkenen socialiserer man nemlig samtidigt med at man udfører dagens gerninger.

Ud over beduinernes delvist tamme geder og kameler er der kun lidt dyreliv at se på turen fra Tindouf til Tifariti – et par fugle og firben var, hvad jeg så, samt knoglerne af nogle lidt større hovdyr.

Det eneste større menneskeskabte byggeri, som jeg så i de seks timer, som turen til Tifariti varede, var den marokkanske mur, »Berm« – eller »wall of shame«, som Saharawierne kalder den. Vores chauffør pegede pludseligt på hvad der lignede en jordvold, og fortalte at dette var muren. Vi var cirka en kilometer fra den, og kunne se soldater, der lignede små myrer, patruljere den.

Muren patruljeres af tusinder af marokkanske soldater, er mineret med over seks millioner miner i en afstand på op til 500 meter fra muren og afskærer den SADR-kontrollerede del af Vestsahara fra den marokkansk besatte.

At minerne var farlige, fik jeg et eksempel på nogle dage senere, hvor jeg var med til et kontrolleret mineeksplosion af en af minerne fra muren som saharawierne forsøger at rydde. Jeg fik decideret ondt i ørene af en mine der sprængtes cirka en kilometer væk.

Muren var, og er, et forsøg fra marokkansk side på at beskytte de resurser, som man ulovligt stjæler fra det besatte Vestsahara. Direkte besøg mellem familiemedlemmer, der bor på hver sin side af muren, er stort set umuligt.

Efter seks en halv times kørsel igennem ørkenen nåede vi vores mål, Tifariti. Tifariti er en lille by, der ligger nær Vestsaharas grænse til Mauritanien. Der bor omkring 3.000 mennesker i byen, hvoraf mange bor i telte, hvilket jeg også gjorde.

De telte jeg boede i, var traditionelt designede telte, med den forskel at vores var lavet af noget der lignede lærred, hvorimod beduinernes telte traditionelt er lavet af kameluld. Faktisk fortalte min rejseguide mig at kamelen er et utroligt vigtigt dyr for saharawierne, da man bruger den til både transportdyr, til at spise (kamel var på menuen hver dag i Tifariti), og til at lave uld af.

Teltene brugtes både til at socialisere – der var en evig strøm af mennesker der lige stak hovedet ind for at snakke – til at drikke te, til at ryge, til at spise, til at vaske sig, og til at sove.

Tifariti har et hospital og en skole, og mange nye huse og bygninger er ved at blive opført. Adskillige slag under krigen om Vestsahara (1975-1991) mellem Vestsaharas befrielsesfront, Polisario, og Marokko fandt sted her.

Udbombede huse, især forårsaget af tæppebombningen af Tifariti to uger før våbenhvilen i august 1991, og spredte granater og missiler står som et monument over byens militære fortid.

Der er stadigvæk militær tilstedeværelse i Tirariti den dag i dag. Lyden af ordrer fra officererne i Polisarios Saharawi People’s Liberation Army, der eksercerer om morgenen før den planlagte militærparade den 27. februar, dagen for jubilæumsfestlighederne, vidner om dette.

Tusinder af disse soldater sov og lavede mad under akacietræerne nær vores lejr, og jeg og min rejsefører blev inviteret til at drikke te og spise brød, begge lavet over bål, med nogle af dem mens solen gik ned over Tifariti. Brødet blev bagt i et hul i sandet, der var blevet opvarmet til gløder.

Det første indslag i programmet dagen efter var en stor militærparade, hvor tusinder af soldater marcherede foran de tusinder af syngende kvinder, mænd i sorte turbaner, aktivister og udenlandske delegerede, der var på plads på Tifaritis stadion.

De 82 flag der omkransede paradepladsen og repræsenterede de primært afrikanske, asiatiske og sydamerikanske lande, der anerkender SADR (der var intet dansk flag), viste den legitimitet som SADR-regeringen har.

Ingen lande anerkender derimod Marokkos krav på Vestsahara.

Efter mange taler, fra bl.a. SADRs præsident og mange af de udenlandske delegerede, bød aftenprogrammet på musik, teater, oplæsning af Saharawi-nationalistiske digte, og andre kulturelle indslag.

Aftenens kulturelle indslag, der underholdt de tusinder af tilhørerne, der sad på tæpper på jorden, oven på biler eller stod i lange rækker bag ved de siddende, var et velkomment afbræk fra talernes alvorlighed.

De følgende dages program bød på andre kulturelle indslag, herunder en kæmpe parade i Smara-lejren med et overordnet kulturelt tema, hvor man i lige så høj grad kunne imponeres over de smukke farver og mønstre på de dragter som kvinderne på tilskuerrækkerne havde på, som paradens deltagere.

Paraden, og de andre kulturelle begivenheder, syntes at ville overbevise verden og saharawierne selv om, at Vestsahara er en kulturel entitet, der fortjener at bliver opfattet som en nation.

På vej hjem i flyet til Danmark, hvor nyhederne beskæftiger sig med noget mere trivielle og dagligdags problemer, tænkte jeg over de indlysende løsninger på Vestsahara-konflikten som deltagerne i Tindouf og Tifariti havde peget på. Men også på hvor svært det er for et land som Vestsahara at få implementeret disse indlysende og rimelige løsninger i en verden styret af realpolitik.

Løsningerne kræver således både handling fra de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, især USA og Frankrig, som begge har tætte bånd til Marokko;  fra regeringerne og firmaerne i EU, især i Spanien, der sætter økonomiske interesser over international lov i især fiskeriindustrien; og fra befolkningen i Marokko, der skal kræve politiske forandringer og demokratisering så Vestsahara ikke til stadighed bruges som en afledningsmanøvre i forhold til landets interne problemer og den stigende utilfredshed med styret, og som en kilde til store pengesummer for regimets elite og militæret.

Alt dette skal saharawierne blive ved med at fokusere på og kræve af omverdenen. Mit indtryk var, at de jubilæumsfestligheder jeg deltog i var en god måde at gøre dette på, men også at det ville have haft større effekt i Danmark hvis repræsentanter fra regeringen, ambassaden i Marokko eller den danske presse også deltog.

Peter Kenworthy deltog som delegeret i 35 års jubilæet som repræsentant for Afrika Kontakts Vestsaharagruppe.

Afrika Kontakt (AK) er en solidaritetsorganisation, der primært drives af de frivillige der udgør organisationens tematiske grupper, såsom Vestsahara-gruppen. I Afrika Kontakt får man, til forskel fra mange andre NGOer, både ansvar og kunne udføre vigtige opgaver som frivillig, og kan samtidig være en del af en organisation som har en klar politisk profil. AKhar nemlig en klar holdning til hvordan man laver udvikling – AK mener nemlig at dem som er bedst til at udvikle er masserne i de såkaldte ’modtagerlande’, herunder de demokratisk opbyggede medlemsorganisationer. AK fortæller derfor ikke deres samarbejdspartnere hvordan de skal agere, men hjælper dem med kapacitetsopbygning, projektudformninger, og tilbyder den store knowhow som Afrika Kontakts frivillige og ansatte besidder. AK har også en klar politisk holdning til at enhver reel udvikling, på nationalt såvel som på internationalt plan, kræver en ny verdensorden og et opgør med den fremherskende neoliberalisme der kun har udviklet de i forvejen rige lande, men udelukkende skabt mere fattigdom og større forskel mellem rig og fattig i udviklingslandene.

One Response to Vestsahara: 35 års kolonisering og eksil er nok

  1. Pingback: Aktivist til EU-ledere: reager på MR-brud i Vestsahara « Stiff Kitten's Blog – development & socio-political issues

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: