Fakta om Swaziland

Swaziland er et land i det sydlige Afrika, der grænser op til Sydafrika og Mozambique. Landet er omkring 17 500 kvadratkilometer stort, og har en befolkning på ca.1,1 millioner mennesker. Swaziland tjener primært sine penge på sukker, træ, og turisme. Man har desuden nogle få mineraler, især asbest, og nogle få kul og stenminer er stadigvæk operationelle.

Siden Swazilands uafhængighed fra Storbritannien i 1968 har Swaziland været et kongerige, der ledes af en enevældig monark, og siden den stadigvæk gældende undtagelsestilstand i 1973 har alle politiske partier desuden været forbudt. Man kan derfor udelukkende stemme på enkeltpersoner under landets valg, og disses indtræden i parlamentet skal godkendes af kongen, der ligeledes vælger premiereministeren og regeringen. En del af medlemmerne af parlamentet er desuden udpeget direkte af Kongen. Indbyggerne i landet opfattes om undersåtter, og skal udføre tvangsarbejde på kongens marker og på hans paladser. Kongen ejer al jord i Swaziland, og ejer altid en større del af alle større virksomheder i landet, også de udenlandske. Kongen ejer desuden den ene af de to større aviser i landet, Swazi Observer, mens den anden, Times of Swaziland, nominelt er uafhængig men reelt udøver en høj grad af selvcensur som følge af trusler om lukning fra regeringen.

Swaziland har en BNI per capita på 2500 US$. Dette gør, at landet nominelt er et mellemindkomstland. Dette er dog på grund af et fåtal af Swazier der er enormt velhavende, og landets Gini koefficient på 51 viser, at resursefordelingen i landet er endog med ulige. To tredjedele af Swazilands befolkning lever således for under en dollar om dagen, og cirka en tredjedel af befolkningen er afhængige af fødevarehjælp fra FNs World Food Programme. Swaziland har procentvis flere fattige der lever for under en US$ om dagen end fx Zambia og Malawi. Denne udbredte fattigdom forværres yderligere af, at landets har verdens højeste antal HIV-smittede per capita, og at arbejdsløsheden er omkring 40 %.  Som følge af især de mange dødsfald pga. Aids, faldt gennemsnitslevealderen fra 60 år i 1997 til 32 år i 2005.

Økonomi

Swaziland økonomi er i frit fald. Den økonomiske vækst var minus 8 % i 2009, men dog på ca. plus 2 % i årene før 2009.  Man forventer dog at økonomien vil forværres yderligere i de kommende år, da Swazilands forhastede underskrivelse af en EPA har gjort, at man ikke længere er sikret en livsnødvendig indkomst fra SACU, den sydlige afrikanske toldunion. Allerede nu har dog store økonomiske problemer, og IMF kræver at landet skærer drastisk ned på væsentlige dele af den offentlige service og offentlige lønninger, samt øger beskatningen af en befolkning der for de flestes vedkommende knap har råd til det næste måltid mad. IMF ser grunden til krisen som værende for høje offentlige lønninger og dårlig ledelse af landet.

Det skal i denne sammenhæng tilføjes, at kongen årligt sender sine 13-14 koner på shoppingtur til Europa og Asien, at har for nyligt har købt nye dyre biler til sig selv og masser af andre luksusgoder, og at han bliver ved med at poste penge i at bygge en dyr international lufthavn som landet hverken har råd til eller brug for. Desuden har han en personlig formue, der gør ham til den 14. rigeste monark i verden. Ikke dårligt for kongen af et land på 1,1 millioner mennesker.

Kongen bruger ofte statskassen til sit privatforbrug. Kongens og statens budget er blandet sammen, og kongen har direkte adgang til statskassen, hvilket må gøre det svært at være finansminister i Swaziland.

Menneskerettighederne og kvinder

Regimet i Swaziland har underskrevet mange af FNs menneskerettighedskonventioner, men overtræder alligevel stort set dem alle. Landet bliver således betragtet som ”not free” af Freedom House, som giver landet bundkarakter i kategorien politiske rettigheder, og kritiseres ofte for sine omfattende brud på menneskerettighederne af Amnesty International. Blandt andet er homoseksualitet praktiseret mellem to mænd forbudt ved lov.

Kvinder er en særligt udsat ”gruppe” i Swaziland, både økonomisk og på anden måde, især fordi landets love og kultur diskriminerer kraftigt imod kvinder, der reelt behandles som mindreårige. Og dette selvom Swaziland har underskrevet CEDAW-konventionen, og at landets nye forfatning fra 2006 i princippet sikrer kvinder ligeret med mænd. Den nye forfatning var i øvrigt støttet finansielt af EU og Commonwealth, der dog nok ikke havde forventet indførelsen af en forfatning som yderligere styrker kongens magt.

Kvinder må ikke eje jord, kan ikke åbne en bankkonto uden at manden er medunderskriver, og voldtægt inden for ægteskabet er ikke forbudt. Over to tredjedele af alle kvinder har desuden været udsat for en eller anden form for seksuel vold, herunder voldtægt, og mange mænd betragter voldtægt som en mindre lovovertrædelse.

Det politiske system i Swaziland

Landets politiske system styres af det såkaldte Tinkundla-system – et valgsystem, hvor hver Tinkundla, eller område, vælger en repræsentant til Swazilands House of Assembly. Selvom dette umiddelbart kan lyde demokratisk, er dette langtfra tilfældet. Politiske partier er forbudt, kongen må godkende alle parlamentsmedlemmer, hvoraf han personligt nominerer en femtedel af dem, og han udpeger personligt premiereministeren. Desuden kan kongen vælge at se bort fra parlamentets love. Magten er således særdeles centraliseret i Swaziland, og adgang til resurser er afhængig af ens forbindelser indenfor statsapparatet. Ligesom i mange andre afrikanske lande er dette et stort demokratisk problem, da det ikke er i magthavernes personligt økonomiske interesse at ændre på status quo, hvorfor landet kun kan demokratiseres udefra af demokratibevægelsen.

Tinkundla-systemet blev betragtet som et eksperiment af kong Sobhuza II, og blev i mange år set som et nødvendigt onde af mange i Swaziland. Ngwane National Liberatory Congress  (NNLC), det første egentligt oppositionsparti (se nedenfor for en beskrivelse af partierne), forsøgte således at ændre systemet indenfor Tinkundla-systemet. Dette har dog ændret sig gennem de seneste årtier, hvor undersøgelser har vist at flertallet af Swazier er modstandere af systemet.

Partierne i Swaziland

Swaziland har to større partier, eller poliske bevægelser: People’s United Democratic Front (PUDEMO), og Ngwane National Liberatory Congress (NNLC). Desuden var landet styret af et kongetro parti, Imbokodvo National Movement (INM), mellem uafhængigheden i 1968 og indførelsen af undtagelsestilstanden i 1973.

Alle partier er dog, som tidligere nævnt, forbudt, og enhver der kritiserer regeringen eller kongen bliver betragtet som forrædere. Dette, samt de tæv, den tortur, og i enkelte tilfælde endda likvidering, som landets demokratiforkæmpere bliver udsat for, har kuet store dele af befolkningen, der med rette er bange for enten at blive tævet, fængslet, eller få frataget deres hus og jord hvis de støtter demokratibevægelsen.

INM

INMs politiske mål var at opretholde den bestående magtbalance, blandt andet gennem at sikre opretholdelsen af landets traditionelle jordpolitik, hvor kongen bestemmer over al jord, og ved at omtale alle andre partier som værende styret af udenlandske kræfter, der forsøger at underminere Swazilands stærkt traditionelle kultur. Der er kræfter i landet der forsøger at genoplive INM, der vil kunne mønstre en del støtte i de kulturelt konservative landlige områder, samt vil kunne trække på kongens og elitens store, private formuer, og de væbnede styrkes loyalitet.

NNLC

NNLC blev dannet i 1963 som et centrum-venstre, pan-afrikansk, parti, der var inspireret af Nkrumahs Ghana. NNLC var den eneste synlige opposition til INM efter uafhængigheden i 1968, og indtil Sobhuza erklærede landet i undtagelsestilstand og alle partier for forbudte i 1973. Grunden til indførelsen af undtagelsestilstanden var, at NNLC vandt tre mandater i valget i 1972, de første mandater der ikke gik til INM. Kongen frygtede at partiet ville kunne få langt flere stemmer og mandater ved næste valg, især fordi landets ”first-past-the-post” system gav NNLC væsentligt færre mandater end deres tilslutning og stemmeantal egentligt retfærdiggjorde.

Ifølge partiets politiske manifest, mener man at befolkningen skal kaste deres føjelige mentalitet af sig, der gør at de accepterer status quo, og som gør at kongen kan misbruge kultur og tradition til at undertrykke dem. Kun derefter vil man kunne kræve et demokratisk Swaziland, der, som NNLC ønsker det, skal være et konstitutionelt monarki med åbne markeder, men med en grad af social retfærdighed.

Efter 1973 mistede NNLC dog meget af den opbakning og det momentum de havde haft. Dette skyldes blandt andet, at mange af partiets hovedskikkelser accepterede vigtige poster i regimets regering, fordi partiets reelt ingen græsrodsbevægelse havde og derfor tabte forbindelsen til den bredere befolkning, og fordi regimet reelt smadrede partiets levedygtighed ved at tilbageholde og fængsle alle partiets hovedskikkelser op gennem i halvfjerdserne.

PUDEMO

PUDEMO blev dannet i 1983, og formelt lanceret i 1985, primært af studerende og fagforeningsfolk, under det politiske dødvande og de politiske magtkampe om hvem der skulle efterfølge den afdøde kong Sobhuza II. Mario Masuku blev valgt som PUDEMOs første præsident. En af Sobhuza IIs hundredvis af sønner, Mswati III, blev endeligt kronet i 1986. Mswati III kunne dog ikke opretholde den popularitet og legitimitet, som hans far havde haft, især fordi han brugte uanseelige summer på luksusforbrug, og fordi han ikke havde den intelligens og de talegaver som Sobhuza II havde haft.

PUDEMO har fået en stadigvæk større opbakning i befolkningen, i første omgang fordi partiet kritiserede den nye konges overforbrug, og fordi partiet fik stor opmærksomhed via en retssag i 1990 hvor mange af partiets aktivister blev anklaget for forræderi, men alle løsladt. Sidenhen er partiet blevet opfattet af mange, som den vigtigste fortaler for demokrati og menneskerettigheder. En omfattende chikane af enhver der udtaler den mindste sympati overfor PUDEMO, politiets endog meget voldelige behandling af medlemmer af PUDEMO, og en general apati i befolkningen i forhold til politik, har dog gjort at mange ikke vil eller tør hverken offentligt sympatisere eller være medlem af partiet.

Politisk set ser PUDEMO sig som en internationalistisk, socialistisk demokratisk parti, selvom enhver politisk bevægelse, der som PUDEMO og ANC før dem, ønsker at være en bred katalysator for politisk, demokratisk forandring, selvsagt må have en relativt bred politisk fundering. Partiets politiske manifest er inspireret af den ANCs socialdemokratiske Freedom Charter, og kræver blandt andet, at man fjerner landets feudale Tinkundla-system, hvor kongen reelt ejer og kontrollerer al jorden, og indfører et system hvor landets velstand skal deles af alle, gennem et velfærdssystem og et socialt sikkerhedsnet. Man kræver dog ikke kongens afsættelse, men vil indføre et konstitutionelt monarki. PUDEMO anbefaler lande som Danmark at indføre ”smart sanctions” overfor regimet.

SUDF

Swaziland United Democratic Front (SUDF) er talerøret for demokratibevægelsen og de demokratiske kræfter i Swaziland. Fronten blev dannet i 2008 for at forsøge at koordinere og samle demokratibevægelsens forskellige organisationers kræfter, herunder fagbevægelsen, PUDEMO og NNLC, samt at give mere politisk råderum for dens synspunkter. Fronten er tydeligt inspireret af den sydafrikanske United Democratic Front, der spillede en afgørende rolle i apartheids fald gennem marcher, strejker og ved at gøre Sydafrika uregerbart. SUDF vil gerne spille samme rolle som UDF i sin tid gjorde det i Sydafrika, selvom man som udgangspunkt ønsker at være mindre konfronterende.

SUDF startede sidste år et projekt med Afrika Kontakt, der vil kompetenceopbygge fronten gennem blandt andet øget gennemsigtighed i organisations beslutningsprocesser, forbedret intern og ekstern kommunikation, og mobilisering af lokale CBOer og NGOer. Projektets overordnede mål er at skabe en bredt funderet, inklusiv, og demokratisk bevægelse, hvori den brede befolkning vil kunne spille en aktiv rolle.

Civilsamfundet

Flere civilsamfundsorganisationer har også forsøgt at øve indflydelse på den politiske proces, for de flestes vedkommende uden held. Den manglende succes skyldes hovedsagligt manglende organisatorisk kapacitet, manglende lederskab, svage græsrødder, mangelfulde informations- og uddannelsesprogrammer, og manglende samarbejde organisationerne imellem.

Der er dog tegn på, at civilsamfundet er begyndt at røre på sig, hvilket er vigtigt da civilsamfundsorganisationerne har mere politisk råderum end de forbudte politiske partier. Især Afrika Kontakts partner, Foundation for Socio-Economic Justice (FSEJ), har skabt resultater. FSEJ har blandt andet skabt en bevidstliggørelse af landbefolkningen om sammenhængen mellem deres fattigdom og manglende rettigheder og regimets handlinger gennem borgeruddannelse i blandt andet demokratiforståelse og rettighedsbaseret undervisning i landsbyerne. FSEJ har desuden lykkedes i at kapacitetsopbygge og bevidstliggøre andre organisationer af tidligere svage grupper, blandt andet tidligere minearbejdere og gadesælgere, der gennem organisering og bevidstliggørelse af deres egne medlemmer, kan spille en vigtig rolle i at nå alle dele af Swazilands befolkning, med budskabet om deltagelse, forandring og demokrati.

Swazilands forhold til omverdenen

Swazilands forhold til omverdenen domineres især af to lande, Sydafrika og Taiwan, selvom kong Mswati III også i stigende grad har følt sig nødsaget til at finde nye venner i mellemøsten, der ikke er kritiske overfor landets styreform og grove og gentagende menneskerettighedsbrud.

Sydafrika

Swaziland er næsten omgivet af Sydafrika – et symbol for afhængigheden af landets sydlige nabo. Swazilands økonomi er tæt bundet op på Sydafrikas, med over 90 % af landets import og 70 % af landets eksport er med naboen mod syd. Desuden er Swazilands møntfod, lilangeli, bundet til den Sydafrikanske Rand.

Taiwan

Swaziland er det eneste land i Afrika der anerkender Taiwan og en af landets få allierede på verdensplan. Swaziland har dog valgt at have diplomatiske relationer med i stedet for med Kina af økonomiske årsager. Taiwan har igennem de senere år har investeret over 90 millioner $US dollar i landet, og landet har 25 fabrikker, der reelt sweat shops hvor arbejderne får slave-lignende lønninger, der producerer tøj og andre tekstilprodukter i Swaziland. Der er ca. 15,000 ansatte i Swazilands tekstilindustri, og mange af disse fattige kvinder der udover deres arbejde på fabrikkerne må ty til prostitution for at overleve.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: